Jørgen de Mylius’ egen B-dag: Magisk dag for 55 år siden

Jeg var der selv. Lige fyldt 18 år og havde lavet udsendelser i radioen fra januar 1963, hvor jeg var 16 år. I P3 var jeg på det tidspunkt den eneste, der brød mig om Beatles, og dermed fik jeg en slags eneret på at lancere gruppen i radioen gennem halvandet år i mine programmer ”Top 20” og ”Efter Skoletid”.

Når jeg også er en af de få, der oplevede begge koncerter, er det, fordi jeg på det tidspunkt var med til at starte Danmarks første pop-avis og endda havde foreslået titlen ”Hit”, som den kom til at hedde.

Første nummer skulle lanceres med brask og bram, og hvad var mere nærliggende end at placere et gratis eksemplar på hvert stolesæde til de potentielt kommende købere. Det var jeg med til, mens Knud Ørsted, en af bladets andre ophavsmænd, styrtede rundt med sit nyindkøbte superkamera til 1.600 kroner for at forevige alt det, der skete. Der skulle trods alt uddeles 4.300 eksemplarer til hver koncert.

Jeg oplevede koncerterne fra sidelinjen, men for mig, der kendte sangene så godt, var det sjoveste faktisk at observere publikums og især pigernes udtryk. De skreg og omfavnede hinanden på kryds og tværs. De forsøgte at danse, men skreg mest af glæde, og en gang imellem græd de også. Måske af lykke.

Indimellem var der en, der besvimede. Så blev hun nænsomt båret hen til et par røde kors-samaritter, der var stationeret lige udenfor for at berolige de oprevne piger med lidt koldt vand. Et øjeblik efter var de inde i hallen igen.

Læs også: The Sweet: Gav os glad rockmusik tilbage

Fik nej året før

Jeg hørte egentlig ikke musikken særlig klart. Der var skrig og skrål fra start til slut, for det var noget, der skulle til dengang, når man kun fik lov til at opleve idolerne eller heltene i 30 minutter. Men det var en fan-bølge, som man ikke havde oplevet siden Tommy Steele besøgte København første gang i 1958.

Måske kunne koncerterne være blevet en realitet allerede i oktober 1963. Der kom nemlig et tilbud til både Danmarks Radio og Sveriges Radio om et besøg af Beatles, der ville stille op til en radio- og en tv-optagelse. DR sagde desværre nej tak.

Jeg blev ikke spurgt – var kun en 17-årig gymnasieelev, der lavede popprogrammer, og ingen andre i DR synes at interessere sig for en ung gruppe ved navn Beatles med et par enkelte hit.

Sveriges Radio takkede ja – derfor fik de optagelser med Beatles til både radio og tv, som Svt senere har solgt til udgivelse på bl.a. Beatles-antologierne fra 90’erne.

Beatles gav 10 koncerter i Sverige – den første på en skole i Karlstad – og deres første optræden uden for England.

Da Beatles kom til København i juni 1964, var der sket så meget i deres karriere, at der slet ikke var tale om optræden hos DR eller nogen turné. K.B. Hallen var startskuddet til en mindre verdensturné.

Politiet sagde nej

Om arrangørerne, Niels Wenkens og Knud Thorbjørnsen, også fik tilbudt Beatles i 1963, har de taget med sig i graven. Niels har fortalt mig, at da han tog til London i vinteren 63/64, var det for at hyre en af manageren Brian Epsteins grupper. Men ikke specielt Beatles.

Til Niels Wenkens store overraskelse foreslog Epstein selv to koncerter med Beatles i København den 4. juni som start på en turné. I flere måneder hørte Wenkens intet. Han var ved at opgive, men en dag dumpede et brev ind ad døren – det var kontrakten.

Nu manglede der bare et forskud på 2.000 engelske pund. Dem havde Wenkens ikke, men K.B. Hallens direktør lagde pengene på bordet, og kontrakten var en realitet. Troede man.

Men nej. Frederiksbergs politimester ville have sådan en popkoncert forbudt. Men aviserne var allerede begyndt at skrive om det, og popfans var i oprør. Wenkens klagede til justitsministeriet over afslaget, fordi han mente, det var baseret på nogle fordomme fra udlandet i 50’erne, og til slut greb justitsminister Hans Hækkerup ind og meddelte, at koncerterne skulle gennemføres som planlagt.

Stort postyr og lige noget for pressen.

Nu blev der talt ned til B-dag, og hver dag havde nye historier om gruppen, der siden besøget i Sverige var blevet en verdenssensation.

Efter en enkelt optræden i amerikansk tv’s Ed Sullivan-show besatte Beatlemania nærmest hele kontinentet. De indtog på et tidspunkt de fem øverste pladser på den indflydelsesrige amerikanske Top 100-liste og en række tidligere hit længere nede.

Se også: The Everly Brothers: Harmonier med mislyde

Panik dagen før

Dagen før B-dag i Danmark fik Niels Wenkens en foruroligende opringning fra en engelsk journalist.

Ringo Starr var blevet syg. Han skulle endda på hospitalet og have fjernet mandler. Og selv uden internet og mobiltelefoner gik rygtet i gang, så Wenkens og Thorbjørnsens kontor blev kimet ned af journalister og urolige fans, der havde ligget i kø en hel nat for at spendere flere måneders lommepenge på en af de bedste billetter.

Kl. 17 kom opringningen. Ingen aflysning. Man havde fundet trommeslageren Jimmy Nicol, som havde spillet i flere Beatles-kopibands og derfor kunne sangene.

Koncerterne i K.B. Hallen var vigtige for gruppen. De var indledningen på en større turné, som der var investeret formuer i.

Tre Beatler med reserve-trommeslageren Jimmy Nicol ankom til København som planlagt med British Airways, og en række fotografer og journalister havde fået lufthavnspas for at kunne komme helt ud på landingsbanen og forevige øjeblikket, hvor verdens populæreste gruppe dukkede op for første – og sidste gang – i København.

Tusindvis af fans

Det blev et magisk øjeblik. Begge koncerter var totalt udsolgt. Flere hundrede fans havde overnattet i K.B. Hallens foyer for at være sikre på billetter. Frederiksbergs politimester, der mod sin vilje gav lov til koncerterne, havde sammen med Københavns politi udkommanderet 150 ekstra betjente. Nogle var dirigeret til Kastrup for sammen med ekstra lufthavnspersonale at holde ro og orden. Det betød, at de skulle tackle tusindvis af fans, der samlede sig i lufthavnen og bagefter ved Royal Hotel i København.

Et usædvanligt døgn var i gang. Jeg var inviteret til reception på den engelske ambassade om eftermiddagen, men på grund af tidspres og ikke mindst på opfordring fra politiet blev den aflyst samme dag, og det lille officielle møde med ambassade og pladeselskab blev holdt på Royal Hotel, hvor Beatlerne blev smuglet ind ad en bagindgang, for at de unge ved hovedindgangen ikke skulle gå amok. De fire musikere blev ført op i de to suiter, der normalt blev brugt til præsidenter og kongelige. Faktisk var de ugen efter bestilt af den sovjetiske præsident, Nikita Khrusjtjov.

Hver gang en af beatlerne viste sig ved vinduet, lød der et drøn af glade stemmer, som kunne høres over det meste af København.

Sidst på eftermiddagen blev gruppen smuglet ud gennem samme bagindgang og kørt til K.B. Hallen, hvor første koncert fandt sted kl.18, og den anden kl. 21.30. Så var der tid til et aftensmåltid, for allerede dagen efter var der afgang kl. 11.30 med SAS til Amsterdam, og herfra gik turen via Hong Kong videre til både Australien og New Zealand.

Læs også: Cher: Hun ville bare være berømt

Bare højt humør

Politimesterens frygt for optøjer blev gjort til skamme. Det var to fredelige koncerter.

Jeg husker endnu pladsen foran K.B. Hallen efter første koncert.

Solen skinnede. Mange havde droppet hele eller halve udgaver af Hit-bladet, da de forlod hallen, og man kunne høre fløjtende unge mennesker i højt humør gå ned ad Peter Bangs vej.

Efter den anden koncert lavede enkelte uromagere lidt ballade, og en halv snes blev anholdt og kom med på stationen, hvor de måske fik en bøde eller advarsel.

Når man tænker på efterfølgende koncerter med Kinks og The Who i København og Århus, var det to begejstrede, højtråbende, men rolige koncerter, som en del af os stadig husker med glæde.