Kultur

John Denver: Mobbet af sine musikalske kolleger

19. marts 2019 Af Jørgen de Mylius. Foto: Ritzau Scanpix.
Han blev kendt for iørefaldende sange, der ofte handlede om naturen, det enkle liv på landet og kampen for økologi. Hans kolleger var ikke vilde med ham – måske fordi han var forud for sin tid, men publikum elskede ham.

Det var hans sange, der gjorde ham berømt. Ikke ham selv. Da Peter, Paul og Mary indsang hans ”Leaving On A Jet Plane”, fik han et gennembrud og en effektiv manager, der skaffede tv-tid og radiointerviews, selv om Denver ikke var kendt i den store offentlighed.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

For han kunne skrive sange, som kunne gøre ham verdenskendt. Hjemme i USA blev han dog kendt lige så meget for sine velgørenhedsprojekter, tekster om naturen og politiske synspunkter som demokrat. Blandt kolleger blev han ofte mobbet for sine lette syng med-sange, men det forhindrede ham ikke i at blive en publikumfavorit med masser af titler på den amerikanske hitliste og tv-serier i bedste sendetid.

Som så mange af sine kolleger fik han et misbrug. Både af alkohol og stoffer, og i 90’erne fik han frataget både kørekort og flycertifikat. Alligevel fløj han, og selv om det ikke blev et jetplane, han styrtede i døden med som 53-årig, så blev flyinteressen hans død.

Læs også: Barry White: Den direkte vej til hjertekulen

Rodløs barndom

John Denver hedder Henry John Deutschendorf – opkaldt efter sin strenge far, som han aldrig kom særlig godt ud af det med i barndommen. Deutschendorf senior var militærmand og steg langsomt i graderne i US Air Force-styrkerne, og selv om familien boede i Roswell, New Mexico, da junior blev født, flyttede de fra stat til stat, alt efter hvor farmand skulle udstationeres.

Unge Henry John nåede aldrig at få venner, før familien skulle flytte igen, så hans store trøst blev den akustiske guitar, han som 11-årig fik af sin bedstemor. Den guitar blev hans bedste ven, og da han efter high school begyndte at læse til arkitekt på Texas Tech universitet, søgte han job som underholder på de lokale klubber og blev hurtigt medlem af den lokale folkgruppe Delta Tau Delta Fraternity. Det gav ham blod på tanden, og til sin fars store misbilligelse droppede han studiet og tog til Los Angeles for at prøve kræfter med musikken. Her mødte han berømte folk-grupper, og på et tidspunkt blev han tilbudt medlemskab af The Mitchell Trio.

Randy Sparks fra New Christy Minstrels blev hans bedste ven og årsag til navnet Denver. Han mente ikke, at Deutschendorf var gangbart i den del af showbusiness, og valget faldt på Johns favoritby – hovedstaden Denver i hans favoritstat Colorado.

Natur og kærlighed

John Denvers rolle som sanger og guitarist i Mitchell Trio varede nogle år, inden han i 1969 besluttede sig for at blive solist. For at komme videre betalte han en udgave af sin nye sang ”Leaving On A Jet Plane”, som han sendte til pladeselskaber, venner, grupper i håb om, at en kendis ville indspille den.

Peter, Paul og Mary kunne lide den, og deres version bragede igennem til hitlistens top i USA i december 1969.

Selv fik John Denver kontrakt på selv at indspille albummet ”Poems Prayers And Promises”. Året er 1971, og det album med singlehittet ”Take Me Home, Country Roads” blev vejen til John Denvers storhed som sanger og sangskriver.

Denver og hans manager kimede den ene radiostation efter den anden ned, eftersom pladeselskabet RCA ikke troede på, at Denvers semi-akustiske stil med tekster om økologi, natur, vejr og vind og lidt kærlighed ville komme ud over rampen.

Men det gjorde den, takket være promotion og en række flotte melodier med tekster, som pop- og rockmiljøet ikke var vant til.

I løbet af de efterfølgende år fik hans historier om Rocky Mountains, om det enkle liv på landet og kærligheden og jordens og menneskehedens fremtid frit løb, og blandt hans hit ramte hele fire førstepladsen på den amerikanske hitliste. Bl.a. ”Sunshine On My Shoulders” og ”Annie’s Song”.

Se også: Simon & Garfunkel: Globalt vokalt eventyr

Ild i kuverten

Denver blev tv-vært, og der var næsten ingen grænser for hans stjernestatus. Til gengæld syntes mange af hans kolleger, at hans succes var ufortjent – hans melodier blev vejet i branchen og følt for lette.

I 1975 blev Denver kåret som årets entertainer af USA’s countrymusik-sammenslutning, men det blev ikke helt den jubelfest, som det skulle have været. Charlie Rich var ”entertainer of the year” året før, og da han skulle holde talen og overrække Denver hædersbeviset, satte han på scenen ild til kuverten i stedet for at overrække den. Det var hans ubehagelige protest mod foreningens valg af Denver. Aftenen endte i ren skandale.

Men for Denvers publikum betød det ikke så meget. Tværtimod.

Efter gennembruddet slog Denver sig ned i Aspen, Colorado, hvor han havde hovedkvarter hele sit liv. I første omgang sammen med sin ungdomskæreste fra Minnesota, Anne Martell, som blev hovedperson i ”Annie’s Song”. De var gift til 1982 og adopterede to børn.

I 1980 blev Denver genforenet med sin far, og senior gav sin søn pilottræning, der førte til flycertifikat. Denver blev også politisk i interviews og i sangteksterne.

Hittet ”Calypso” er en hyldest til økologiske fremskridt, for bevarelse af regnskove og for støtte til menneskehedens fortsættelse.

Læs også: The Everly Brothers: Harmonier med mislyde

Udelukket

Han støttede Jimmy Carters demokratiske præsidentkampagne, han stiftede velgørende foreninger, som de fattigste skulle nyde godt af, men da han meldte sig på banen som deltager på hungersnød-støttesangen ”We Are The World” i 1985, fik han den kolde skulder af kollegerne.

Ingen kan i dag forstå, hvad der skete. Men rocksolisterne mente ikke, at det ville gavne sangens troværdighed med Denver som deltager. En arrogant holdning mente mange, men udelukket var han, selv om formålet med sangen var alt det, Denver selv støttede.

Efter skilsmissen fra Anne Martell var Denver en kort periode gift med den australske skuespillerinde Cassandra Delaney. Sammen fik de datteren Jesse Belle.

I 90’erne blev han to gange dømt for spritkørsel, og anden gang blev også flycertifikatet inddraget.

Men fascinationen for fly fortsatte. Allerede i 1974 investerede han i et mindre jetfly, så han selv kunne flyve rundt til sine koncerter. Som så mange kendte rock/pop-solister fik han et stofmisbrug og i de senere år i sit singleliv også et større alkoholforbrug. Selv om han fik inddraget flycertifikat, fortsatte han med at samle på fly både gamle til hyggebrug, men også nye som f.eks. det lille topersoners eksperimental-fly Rutan Long-EZ.

Efter kun en halv times introduktion satte Denver sig ind i flyet og lettede den 12. oktober 1997. Da han skulle skifte brændstoftank, gik det galt, fordi et par håndtag sad anderledes end i hans andre fly. John Denver og fly styrtede i havet ved Pacific Grove i Californien. Han blev kun 53 år.

Sponsoreret indhold