Katherina fra De unge mødre taler ud om fødselsdepression

Katherina fra De unge mødre er et strålende bevis på, at man lærer af sine erfaringer. Da hun for fire år siden fødte sin anden søn Mikas, blev hun ramt af en fødselsdepression, der var så voldsom, at den endte med at koste hende kontakten til sønnen.
Faderen til Mikas fik forældremyndigheden, og Katherina har ikke været i hans liv siden. Det har gjort ondt og kostet uendelig mange tårer. Men det har også gjort hende klogere.
Da hun under denne graviditet begyndte at mærke de samme følelser og tanker som ved sidste fødselsdepression, sagde hun det straks til sin jordemoder, som reagerede med det samme. Katherina kom i behandling længe inden fødslen og var løbende igennem lange og dybe samtaler, så hun ikke endte med en depression ligesom sidst.
Læs også: Katherina fortæller om forholdet til Peter
Overmandet af moderkærlighed
- Jeg havde så mange negative tanker og begyndte at tvivle på, om vi overhovedet havde taget den rigtige beslutning ved at få et barn. Men der blev taget hånd om mig, og det har reddet hele vores familie. I dag er jeg så glad for, at jeg var åben med det. Det ville jeg ønske, flere ville være, for man kan gøre meget, siger Katherina, som den 12. marts oplevede noget, hun ikke troede var muligt. Ikke for hende i hvert fald.
Hun fødte sin søn og blev overmandet af en ubeskrivelig moderkærlighed, så snart hun fik ham i sine arme. Det var sådan noget, hun kun havde læst om.
- Da jeg for fire år siden fik Mikas op efter fødslen, følte jeg jo ingenting. Derfor var jeg bange for, hvordan jeg ville have det denne gang. Men i det sekund jeg fik Alexzander op, blev jeg så glad, at jeg græd. Jeg havde aldrig oplevet den glæde før, og jeg vidste med det samme, at det ikke ville blive som sidst.
Læs også: Katherina: Jeg var overbevist om, at vi ville gå fra hinanden
Han er en luksusbaby
Meget var i det hele taget anderledes. Da Katherina blev mor for første gang til sønnen Mikkel for snart syv år siden, var det en benhård tid med en dreng, som skreg meget og nægtede at sove. Alexzander er et helt andet gemyt. - Han er virkelig en luksusbaby. Sover godt og græder ikke ret meget. I starten tænkte jeg, "nu må der snart gå noget galt". Jeg må falde ned af trappen, eller han må få kolik. Men det er bare gået så godt.