Kendte

Claudia glæder sig til børn og mand

24. november 2014 af Kristian Bo Eriksen, Foto: Claus Poulsen
Hun er lige fyldt 28. Danser med i årets finale i Vild med Dans. Men Claudia Rex har taget sin beslutning. Det bliver sidste år, hun danser med. Nu skal der være tid til nye udfordringer i livet.

-Jeg glæder mig til at komme hjem til min mand og børn. Bare sådan komme hjem til en varm atmosfære, siger Claudia Rex, der lige nu gør det rigtig godt i Vild med Dans, men som også har planer og håb for fremtiden.

Børn er ikke på tapetet lige nu, men en kæreste har Claudia. Han hedder Kasper Svenstrup, 31, og han er netop flyttet ind i Claudias lille, hyggelige lejlighed i København. Og stod det til Claudia, bliver det også Kasper, hun skal virkeliggøre sine drømme sammen med.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

LÆS OGSÅ: Astrid: Jeg vejer mindre end før jeg fødte

Ikke fordi han har friet - endnu. Men en fælles fremtid er en af de ting, Claudia og Kasper taler meget om. Nu er de foreløbig flyttet sammen, og det er i sig selv en lille prøve på, om forholdet kan bære.

-Det er rigtigt skønt at bo sammen. Vi har selvfølgelig ikke så meget plads, så på et eller andet tidspunkt skal vi da ud at finde en større lejlighed, et rækkehus eller noget. Men det haster ikke. Lige nu nyder vi bare at være sammen.

-Kasper er simpelthen så sød. Vi supplerer hinanden rigtig godt. Han får tingene til at virke. Han er så god til al det med teknik, og så kan han lide at lave mad. Det sætter jeg rigtig stor pris på. Især lige nu, hvor der er så travlt med træning til Vild med Dans, smiler Claudia.

Ved at være slidt

Hun er rigtig vild med dans. Har brugt rigtig meget af sit liv på at danse. Men hun har besluttet, at det er ved at være slut med at danse på højt niveau.

-Det er sidste år, jeg er med i showet på TV2. Jeg kan godt mærke, jeg er ved at være slidt. Og så vil jeg gerne slutte på toppen, siger Claudia.

LÆS OGSÅ: Louise jubler med Silas og Johannes

Hun synes, at dette års Vild med Dans har været det bedste, hun har været med til. Claudia er i gang med sin 6. sæson, og at danse sammen med Johannes Nymark har gjort det til den hidtil bedste omgang.

-Johannes er fantastisk at være sammen med. Han er utrolig sjov. Han har gjort det til min bedste sæson.

Hun er ikke uvant med at træne. Claudia begyndte tidligt at gå til dans. Hun var kun 3 år.

-Jeg tror, min mor syntes, det var sødt at se mig i strutskørt, griner Claudia.

De første år var det hele bare sjov og ballade med dansekammeraterne, men allerede fra Claudia var 10, blev det mere alvorligt.

-Jeg kunne godt træne fem timer om dagen. Det foregik inde i København, og som regel tog jeg selv toget ind til byen, og så blev jeg hentet af mor eller far, husker Claudia.

Hun er vokset op på en gård i nærheden af Dronningmølle i Nordsjælland.

-Ja, sådan en rigtig bondegård med kødkvæg.

Al træningen gav da også resultat. Claudia Rex har vundet DM flere gange, har vundet sølv ved de nordiske mesterskaber og har været til VM for Danmark.

Det kribler i en

Samtidig tog Claudia en uddannelse som designer på Københavns Mode og Designskole. Hun har gennem længere tid haft sit eget tøjmærke, men den del af hendes liv har ligget stille et stykke tid.

-Jeg har simpelthen haft for travlt. Men det kan da godt være, jeg en dag begynder at designe tøj igen, siger Claudia.

LÆS OGSÅ: Claudia bliver bikini-vært

Lige nu ser det ud til, at Claudia satser på en tv-karriere. Hun skal i hvert fald være vært på TV3's nye satsning, Bikini Island, der bliver sendt ind i det nye år. Men hvad, der skal ske derefter, er endnu lidt usikkert.,

Til gengæld er det helt sikkert, at børn indgår i hendes ønsker for fremtiden. Ikke lige i morgen, men som en drøm eller et ønske til fremtiden.

-Det kan da godt krible lidt i en, når man ser Johannes lille datter, Maggie My, siger Claudia.

-Hun er godt nok sød. En rigtig lille charmetrold.

Sponsoreret indhold