Kendte

Dittes hjerte banker for udsatte børn

25. september 2012 af Annemette Barbré
Hun er sammen med de andre deltagere blevet landskendt som glad amatørbager i DR1's Den Store Bagedyst. I sidste uge røg hun ud af konkurrencen - og det var helt i orden. 27-årige Ditte Molin har mange andre brød i ovnen.
Foto: Jørgen Ploug
Foto: Jørgen Ploug

Ditte Molin er tilbage i sin lejlighed i Aarhus, efter at den 27-årige lægestuderende i går røg ud af DR1's Den Store Bagedyst. Vi har lært hende at kende som en af de 10 glade amatørbagere, der nu igennem fire programmer har grinet, svedt og grædt, mens de med deres fantastiske bagværk har forsøgt at finde nåde for de strenge dommeres øjne.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det blev ikke Ditte, der om to uger kan smykke sig med den eftertragtede titel Danmarks bedste amatørbager. Men der er ingen bitre følelser.

- Det var vist bare min tur. Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet. Men jeg er også realistisk nok til at indse, at det her nok var, hvad mine evner rækker til. Det er lidt trist at skulle sige farvel til alle de skønne mennesker, jeg er kommet tæt på under optagelserne. På den anden side er det også lidt en lettelse. Det har været et drønhårdt forløb med optagelser hver uge og prøvebagning herhjemme hver eneste dag. Jeg har bagt i sindssyge mængder. Familie, venner og medstuderende har virkelig fået deres trang til bagværk styret, siger Ditte med et smil.

I Ude og Hjemme i denne uge får du et flot tillæg med de bedste kager fra Den Store Bagedyst. Få Dittes opskrift her!

Allerede da deltagerne i sin tid skulle udvælges, fik hun på fornemmelsen, at hun nok var lidt mere amatør end mange af de andre.

- Vi skulle præsentere et stykke bagværk, der sagde noget om os selv. Og selvfølgelig om, hvad vi kunne præstere udi bagningens kunst. Jeg lavede et kagehus. Det gør jeg til de små i familien og til vennernes børn hver jul, så jeg tænkte, at det sagde noget om, hvem jeg er, og hvad jeg vil med min bagning. Nemlig at glæde andre. Men da jeg troppede op med mit lille, skæve kagehus, der var pyntet med slik, og så de kunstværker, mange af de andre stillede på dommernes bord, var jeg lige ved at vende om i døren. Ditte besluttede sig dog for at blive med sit skæve kagehus, og som bekendt blev hun da også valgt ud til at deltage i Den Store Bagedyst.

Ved siden af sit studie får Ditte også tid til at arbejde et par timer om ugen som fitnessinstruktør. Men hendes hjertebarn er arbejdet som frivillig i Ungdommens Røde kors, hvor hun er med til at arrangere ferielejre rundt omkring i Danmark hver sommer.

Hjertet banker for udsatte børn
- Jeg er lejrleder på to af i alt 19 lejre, som vi holder for det, vi kalder "ferieløse børn". Det er børn, der af en eller anden grund ikke har andre muligheder for at komme på ferie.

Ofte kommer de fra socialt svage familier, men det kan også være børn, der har været udsat for mobning, børn der for eksempel har en handicappet søster eller bror og derfor måske bliver lidt overset i familien til hverdag - eller noget helt fjerde.

Det, der er vigtigt er, at vores ferie er tænkt som et pusterum for børnene. Ikke for forældrene. Vi giver dem et boost og viser dem andre sider af livet end dem, de møder derhjemme. Det er tydeligt, at Dittes hjerte banker for de små, skæve eksistenser, hun møder i det frivillige arbejde.

- Ligesom kagehuse må børn - og også voksne - godt være lidt skæve. Vi skal ikke allesammmen være ens og ville eller kunne det samme. Men vi skal behandles ens og have samme muligheder. Dommerne valgte jo også mit lille, skæve kagehus frem for nogle af de kager, jeg i hvert fald syntes, var meget flottere. Men nogle gange har det, der er lidt skævt og til en side altså også mere dybde og værdi.

JEG ELSKER KAGE
Hvis du er vild med kage, så vær med i vores Facebook-gruppe "Jeg elsker kage". Her er over 25.000 kage-entusiaster samlet og deler opskrifter, tips og gode ideer hver eneste dag.

Sponsoreret indhold