Jeg føler jeg slog mit barn ihjel

Hver eneste morgen står Maria Sebens fra De unge mødre ud af sin seng, så snart vækkeuret ringer, selv om hendes 23-årige krop føles som en tung cementblok af følelser. Hun smører madpakker og krammer sin dreng, Jean. Og så tager hun i skole, hvor hun arbejder hårdt på at afslutte sidste del af 10. klasse.

– Det er så hårdt lige nu. Jeg kan slet ikke beskrive det. Jean minder mig om, at jeg skal være taknemlig hver dag. Hvis han ikke havde været her, havde jeg aldrig klaret det – han gør mig glad, selv om det er en forfærdelig sorg.

Læs også: Maria Sebens fra De unge mødre var i chok

Endnu et barn

For bare få måneder siden var Maria gravid med sit og ekskæresten Daniels andet barn. Det sidste års samarbejde omkring Jean havde været så godt, at de nu ville udvide børneflokken.

Læs også: Maria Sebens fra De unge mødre venter sit andet barn

– Jeg ville ikke bare gå i byen og finde en tilfældig mand. Og Daniel virkede lige så klar på endnu et barn som jeg, fortæller Maria.

Men 12-ugers scanningen satte både planlægning og lykke på pause for en stund. 

Fra sorg til lykke

– Vi fik af vide, at nakkefolden var for stor. Sandsynligheden for, at vi ville få et barn med Downs syndrom var 1:75, så der skulle laves nogle flere scanninger og en moderkagebiopsi. Jeg vidste, jeg ville have en abort, hvis barnet havde Downs eller en af de andre kromosomfejl, de tjekker for. Vi er unge forældre, der ikke engang bor sammen, så den opgave ville vi ikke kunne varetage.

Heldigvis viste moderkagebiopsien, at parret ikke skulle bekymre sig om de tre mest almindelige kromosomfejl. Og de efterfølgende scanninger og prøver både på sygehuset og én på privatklinik bekræftede Maria i, at hendes barn var sundt og raskt.

Læs også: Ung mor skal skilles

Men så ringede telefonen 

Chefjordemoderen fra sygehuset kunne fortælle Maria, at de sidste svar på moderkagebiopsien faktisk viste en kromosomfejl.

- Vi havde været til syv scanninger. Hjernen var fin. Hjertet slog. Jeg kunne ikke få det ind i mit hoved, at noget skulle være galt. I hvert fald ikke noget alvorligt. Så da hun fortalte mig, at vi ventede en lillebror, var det kun glæde, jeg følte. Han skulle hedde Jace, siger Maria og smiler overbevisende.

Hele landet fik nu besked om de lykkelige omstændigheder, og den dag, parret troppede op på Rigshospitalet til en planlagt samtale om den påståede kromosomfejl, var det stadig lykkefølelsen, som dominerede.

(Artiklen fortsætter under annoncen)

Dyster besked

– Jeg tænkte, at de tre kromosomfejl, de i første omgang kigger efter ved nakkefoldsscanningen, var det værste af det værste. Så når det ikke var nogen af dem, mit barn havde, kunne det ikke være så slemt.

Men beskeden var dyster.

Læs også: Line Cecilie har født tvillinger

Inde i Marias mave lå en baby med sygdommen Cornelia de Lange. Barnet ville fødes med et meget alvorligt handicap, kunne Maria forstå, og resten af dagen brugte hun på at se videoer og læse om det liv, som ventede hende, hvis hun gennemførte graviditeten. Inden solen gik ned, kendte hun sin beslutning.

En nødvendig abort

Maria ville have en abort. Hun skulle selv stoppe graviditeten med en pille og efterfølgende føde barnet.

Læs også: Anne blev mor efter 10 aborter

– Jeg fik heldigvis god tid til at sige farvel til ham. Hans nakke var stor og kraniet skævt. Man kunne se, han var syg. Men han duftede så sødt, siger Maria snøftende, mens hun aer undersiden af sin arm. Her er aftrykket af to små fødder tatoveret sammen med teksten: ”Selv små fødder sætter dybe spor”.

– Jeg sagde til ham, at jeg elsker ham, og en dag skal vi nok få hinanden at se igen. Men på nuværende tidspunkt skal jeg være der for hans storebror.