Kendte

Kærligheden er styrket

26. oktober 2011 af Vibeke C. Larsen
Tidligere fløj ting og grimme ord gennem luften hjemme hos Diana og Claus, når kontoen sidst på måneden var tom. Efter deltagelsen i Luksusfælden er der kommet styr på finanserne og ro på parforholdet. Nu mangler Diana bare et job, for at familien fra Klovborg kan få opfyldt de sidste drømme.
Foto: Gregers Kirdorf
Foto: Gregers Kirdorf

Mærkerne i væggen er der stadig. Dybe hug fra den økse, som Claus i raseri huggede ind i værkstedets væg, når skænderierne og frustrationerne i hjemmet fik temperamentet til at koge over. Det er fortid nu.

Siden Diana og Claus fra Klovborg i sommer medvirkede i "Luksusfælden" på TV3, er der kommet fred i hjemmet, og pengene på kontoen strækker nu til hele måneden.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Vi skændtes tidligere meget om økonomien, for vi manglede altid penge sidst på måneden. Jeg følte mig skyldig, som om det var mig, der ikke havde styr på det, fortæller 26-årige Diana Winterskov.

Sammen med Claus har hun datteren Thea på to år, og fra et tidligere forhold har hun James på fem år, der bor hos sin far og er hos Diana og Claus i weekender og ferier.

Børnene led under parrets voldsomme skænderier, og James blev ligefrem bange for Claus, når han blev rigtig vred.

- Ingen kunne være tjent med, at jeg blev så hidsig, at jeg kastede med tingene. Før kunne vi ikke tale om økonomi uden at komme op og skændes. Vi skændes stadig. Men på en helt anden måde, siger Claus Bille Jensen, der er 32 år og maskinarbejder.

Hjælp til parforholdet fik parret også i "Luksusfælden". For selv om Diana og Claus meldte sig til programmet for at få hjælp til at lukke hullerne i budgettet, kom udsendelsen, som blev vist i går, i høj grad til at handle om parrets manglende evne til at tale stille og roligt om deres økonomi. Blandt andet fik parret en samtale med en parterapeut, og det var en stor hjælp.

- Vi har fået en bedre forståelse af hinanden og hinandens grænser, og vi er kommet tættere på hinanden, fortæller Diana og tilføjer:

- Vi har fået et bedre parforhold. Hvor Claus blev voldsomt hidsig, men hurtig blev god igen, havde Diana brug for et par timer, før hun var klar til at tale, og det kunne Claus ikke forstå. Og så begyndte skænderierne tit forfra.

Nu har han lært at respektere, at Diana skal have tid - samtidig med, at han har fået styr på sit temperament. Og Diana skal ikke længere bruge flere timer, før hun er klar til forsoning.

Siden programmet blev optaget, har der ikke været de store dramaer i Klovborg, og det smitter af på hele familien.

- Vi kan især mærke på Thea, at der er mere ro i huset. Hun er mere afslappet, glad og smilende, fortæller Diana.

Lånte og lånte
Parret mødte hinanden for tre år siden på internettet, og derefter gik det stærkt. Diana flyttede ind hos Claus halvanden måned senere, og efter blot fire måneders kæresteri blev Diana gravid.

- Det var lidt af en omvæltning, for jeg havde været alene i mange år, og pludselig var der kone, barn og kattekilling i huset, husker Claus. Med konen fulgte også en række kreditorer, og Claus brugte 30.000 på at få Dianas gæld ud af verden.

Penge, som han havde lånt til at renovere huset for. Desuden betalte han et kørekort til hende, for kørekort skal man have, når man bor på landet.

- Jeg må have været glad for hende, siger Claus og smiler til Diana. Senere lånte Claus 50.000 kroner til huset, men tidernes ugunst gjorde, at han røg på 26 ugers arbejdsfordeling, hvilket betyder, at man kun arbejder halvdelen af tiden, resten af tiden er man på dagpenge - og så gik lånet til overlevelse.

Nu har parret med de økonomiske eksperters hjælp fået lagt et realistisk budget, og de er blevet meget bevidste om, hvordan de bruger deres penge.

Tidligere brugte de over 6.000 kroner om måneden på mad, fordi de handlede hver dag. I dag laver de madplan og køber stort ind en gang om ugen.

Bryllup må vente
Diana er på kontanthjælp og kæmper hårdt for at finde et arbejde for at kunne medvirke til at forbedre parrets økonomi.

Hun mangler en læreplads inden for handel og kontor for at kunne gøre sin uddannelse færdig. Job for ufaglærte er svære at få.

- Det er svært at finde et arbejde, for jeg har ikke ret meget erfaring, og der er altid ansøgere, der er bedre kvalificerede end mig, siger Diana trist. Den unge mor har været på barsel to gange, og det lange fraværd fra arbejdsmarkedet har ikke givet meget til CV'et.

Diana giver dog ikke op. For først når hun finder et arbejde, kan parret få indfriet resten af deres drømme. Så længe hun er på kontanthjælp, har hun og Claus ikke råd til et større hus, og de kan ikke holde det bryllup, som de drømmer om, for så mister Diana sin kontanthjælp.

- Det vil betyde rigtig meget for mig at få et job, for det er det, der skal til, hvis alle vores andre drømme skal gå i opfyldelse, siger Diana. Claus smiler.

- Du skal nok blive gift, siger han og giver sin kommende kone et klem.

Sponsoreret indhold