Økonomien gik op i røg

Krisen kradser hjemme hos familien Pedersen fra tv-progammet Luksusfælden. Gennem det seneste år er der unge pars gæld vokset med 6.500 kroner hver måned. Cathrine og ægtemanden Casper havde - med en gæld på ca. 500.000 kroner - brug for en redningsplan for den skrantende økonomi. Sluk smøgerne og find dig et arbejde, lød den kontante besked fra eksperterne.
- Det er ikke lykkedes os at fastholde rygestoppet. Vi blev kastet for hovedkulds ud i det. De kørte os direkte ud til rygestopkonsulenten. Normalt foregår kurset sådan, at der går 2-3 uger før man stopper helt. For os var det for mange store ændringer i livet samtidig. Det går selvfølgelig udover budgettet, men vi skal holde helt op på et tidspunkt, siger 24-årige Cathrine Østergaard Pedersen om cigaretterne, som koster familien 2.000 kroner om måneden.
Farvel til barselsorlov
Men selvom parret fra Hornslet ikke har formået at holde fast i rygestoppet, er der dog kommet mere styr på økonomien. Casper har formået at tjene flere penge end budgetteret, og nu bruger de ikke længe flere penge, end de har.
- Vi kan sagtens få pengene til at slå til. Det budget som Jan lavede, var meget realistisk. Faktisk satte de Caspers indtægt så lavt, at vi næsten hver måned har flere penge på grund af overarbejde, siger Cathrine, som trods eksperternes hårde ord, er glad for at parret valgte at deltage i programmet.
- Vores familie og venner vidste godt, at vi havde problemer med at få pengene til at slå til. Vi har kun fået positiv respons fra dem, siger Cathrine.
Hun har de seneste seks måneder været på barsel med sønnen Noa, og det har bestemt ikke gjort familiens økonomi bedre. Ifølge Luksusfældens eksperter er barsel en luksus som familien slet ikke har råd til. Cathrine fik besked på straks at afbryde barslen og vende tilbage til arbejdsmarkedet.
- Jeg er i gang med at søge job, men jeg kan først starte om tre måneder for kommunen skal bruge noget tid på at finde en institutionsplads til Noa. Jeg kan godt mærke, at krisen kradser. Det er svært at finde noget, når man ikke har en uddannelse og kvalifikationer, siger Cathrine.