Tillykke til Lina - kursus i charme til Blachman

Det var på alle måder Lina Rafns aften i fredags. Hendes deltager, Linda fyrede den af, vidste vildskab og vandt den eftertragtede titel X Factor 2009. Og Lina selv så bragende godt ud.
Øjnene udstrålede, at hun er helt vildt stolt af Linda, og hendes kjole var virkelig flot og klædte hende godt. Det der med blondestykkerne, der var klistret på skulderen, kunne Sussi måske godt finde på at eksperimentere med på et tidspunkt. Og så må hende og vært Lise Rønne have brugt det meste af fredagen i en frisørstol, for deres hår var utroligt smukt og kunstfærdigt opsat.
Tillykke til Lina, hun har fortjent det.
Vores allesammens Thomas Blachman var droppet ud af den flinkeskole han har været i de sidste par uger, og til årets X Factor-finale fik både deltagerne og de andre dommere skarpe kommentarer med på vejen. Han er træt af det sukkersøde, og vi synes bare, at hans lidt grove kommentarer viser, at han virkelig brænder for musikken.
Han gav igen sig selv rollen som den mavesure, og det er på en måde lidt synd, for vi synes, at hans øjne afslører, at han i bund og grund er en god mand - en man kan drikke en kop kaffe og snakke fortroligt med. På den anden side giver det selvfølgelig spænding i programmet, at Blachman siger sin ærlige mening. Nu må vi bare håbe, at han kan holde til at være den sure - ellers ville det nok ikke skade ham at komme på charmekursus.
Remee var meget tæt på at vinde… og så så det også ud til, at han var meget tæt på at komme i skænderi med Thomas Blachman for åben skærm. Han sagde: "Nu skal det ikke blive grimt det her, for jeg er virkelig stolt af jer".
Det var ret stort, for han har jo sådan set ret i, at han har ført fire sangere i finalen, som Blachman selv tidligere i program-serien havde valgt fra. Remee er seriøs og rigtig sød at høre på, og det er et fantastisk stykke arbejde, han har gjort med de fire unge mennesker. Det virker jo virkelig til, at han har lukket dem ind i sit hjerte, og vi glæder os meget til at følge, hvad der sker med Alien Beat Club fremover.
Der findes ikke noget band som dem i Danmark lige nu, og i løbet af det næste år får vi at se, om de er gode nok til at slå sig fast.