Kendte

Vi venter barn

16. november 2011 af Vibeke C. Larsen
Skænderier om økonomien var ved at ødelægge Rikke og Leons forhold. Men efter deres medvirken i Luksusfælden er stridighederne blevet afløst af varme følelser. Parret fra Greve venter nemlig barn.
Foto: Jacob Ljørring
Foto: Jacob Ljørring

På de sort-hvide billeder ser man tydeligt det lille menneske, som er ved at vokse sig stor i sin mors mave. - Det er jo en helt lille baby, selv om den kun er fem centimeter lang, siger den stolte far, 21-årige Leon Funch.

Parret fra Greve er netop kommet hjem efter den første scanning, og alt ser fint ud hos den 12 uger gamle baby. Der var ellers ikke lagt op til familieforøgelse, da Rikke og Leon meldte sig til tv-programmet "Luksusfælden".

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Hverdagen var præget af skænderier omkring familiens dårlige økonomi. Som Rikke ærligt sagde det på tv i aftes, blev hun og Leon kun sammen på grund af hendes søn Hjalte på knap tre år.

- Sådan havde jeg det. Vi havde et skænderi på et tidspunkt, der endte med, at Leon tog hjem til sine forældre i et par dage, og Hjalte var utrøstelig. Som voksen kan man godt komme sig over en kæreste, men det er noget andet for et barn at miste en voksen, siger 22-årige Rikke Olsson, der arbejder i en tøjbutik.

De mange skænderier gik ud over Hjalte, og det gav Rikke og Leon dårlig samvittighed. Men i kampens hede var ingen af parterne gode til at stoppe op og tælle til ti. Det kunne seerne se i "Luksusfælden", hvor parret skændtes for rullende kameraer. Rikke truede med at gå fra Leon, fordi han uden først at tale med hende havde sagt sit ekstrajob op i Bilka.

- Jeg var ved at gå fra ham. Han måtte lære, at man ikke bare siger sit job op, når man har et barn, siger Rikke bestemt.

Læs også: Luksusfælden: Vennerne forsvandt

Mødtes på diskotek
Heldigvis hjalp eksperterne Leon med at få en læreplads, så han kan færdiggøre sin uddannelse til anlægsstruktør. De hjalp også parret med at få styr på deres lån og overblik over økonomien. Det har hjulpet på stemningen i hjemmet.

- Vi glemte os selv, og jeg er langtfra sikker på, at vi havde været sammen i dag, hvis vi ikke havde været med i "Luksusfælden", siger Leon ærligt og tilføjer:

- Nu kan vi igen mærke, at vi er glade for hinanden. Vi gider gøre ting for hinanden. Rikke og Leon mødte hinanden for lidt over et år siden på det diskotek, hvor Leon arbejder som dj.

- Mange blev skræmt af, at jeg havde et barn, så jeg meldte hurtigt ud, at han skulle ville både mig og min søn. Ellers kunne vi kun ses hver 14. dag, når Hjalte er hos sin far. Men så ville det ikke være seriøst, og jeg ville stadig lede efter en rigtig kæreste, fortæller Rikke.

Det blev dog aldrig aktuelt, for Leon ville gerne have både mor og søn, selv om det var noget af en omvæltning for singlefyren.

- Det var lidt mærkeligt pludselig at have et barn, der så op til mig. Men det var faktisk ikke så svært, som jeg havde troet, forklarer Leon, der hurtigt fik en stor stjerne hos sin nye bonussøn. Familien vågnede imidlertid snart op til en hverdag, hvor den dårlige økonomi kom til at spille hovedrollen.

- Vi begyndte at skændes om penge, for jeg følte, at det var mig, der trak hele læsset, og jeg var på dagpenge. Leon havde ikke nogen indtægt, forklarer Rikke. Leon havde en stor skattegæld fra et tidligere firma, og parret kunne godt lide at forkæle sig selv og hinanden med dyre ting.

Rikke købte mærketøj til Hjalte og sig selv, og ikke mindst tasker af luksusmærket Louis Vuitton. På et år brugte hun 14.000 kroner alene på tasker.

- Hjalte skulle ikke mangle noget, og han har fået, næsten hvad han har peget på. Ingen skulle komme og sige, at jeg ikke kunne klare det, selv om jeg var ung mor, fastslår Rikke og erkender, at hun har brugt alt for meget tid på at spekulere over, hvad andre tænkte om hende.

Læs også: Luksusfælden: Nu tør jeg elske Claus

Gæld på 700.000 kr.
Ved siden af sin uddannelse arbejder Leon som dj, men ofte havde han ikke penge med hjem fra sine job. De var blevet brugt på sprut i baren.

- Jeg brugte mange penge i byen og på elektronik. Men dengang havde jeg heller ikke ansvaret for et barn, siger Leon. I deres tid sammen optog Rikke tre kviklån, da Leon er registreret i RKI som dårlig betaler.

- Jeg lånte penge til huslejen og for at få råd til jul. Hjalte skulle ikke mærke, at vi ikke havde penge, forklarer Rikke. Da "Luksusfælden"s eksperter regnede tallene sammen, endte parrets samlede gæld på knap 700.000 kroner, hvoraf de 300.000 kroner er Leons skattegæld.

- Jeg troede ikke, det var så slemt. Jeg følte ikke, at vi havde sådan et stort overforbrug, siger Rikke. Louis Vuitton-tasken er væk, og det samme er hendes iPhone.

Rikke har sat det hele til salg på internettet for at skaffe kontanter til parrets kreditorer. Efter at der er kommet styr på økonomien og parforholdet, har hun ikke længere det samme behov for at shoppe.

- Jeg går ikke så meget op i mig selv mere. Jeg har fundet ud af, at jeg er god nok, selv om jeg ikke er dresset op, forklarer Rikke. Kort efter tv-optagelserne sluttede, opdagede hun, at hun var gravid. Nu glæder parret sig til at blive forældre - forældre med styr på finanserne.

Sponsoreret indhold