Vild med dans møder Livet er fedt i nyt program

Så går det løs. I aften kl. 20 har TV 2 premiere på danseprogrammet "De fede trin". I programmet dyster 10 runde, danseglade danskere både mod sig selv og hinanden. Det gælder både om at tabe sig og om at give den gas på dansegulvet.
Letvægtere kan man ikke kalde dem, de ti nye tv-stjerner, som fra i aften vil danse sig ind i danskernes stuer og hjerter i tvprogrammet "De fede trin" på TV 2. Tilsammen vejer de 10 tunge dansemus 446 kilo for meget.
Alligevel er både Tina, Tanja, Stina, Marie, Tina, Casper, Thomas, Sylvester, Philippe og Jesper bemærkelsesværdigt lette på tæerne og parate til at kaste sig ud i alt lige fra disco til hiphop. Alt sammen med smil i øjnene og en god portion selvironi. Det handler nemlig ikke kun om at tabe sig. Det handler om at have det sjovt og i det hele taget få et bedre liv!
De fede trin er en dansk udgave af det amerikanske show "Dance Your Ass Off". I den danske version er der lagt vægt på, at showet både skal være underholdende og lærerigt. Vi kan altså se frem til en række programmer, med masser af grin og svingende hofter, hvor der samtidig serveres gode råd om sundhed og livsstil på en sjov måde.
Deltagerne får bl.a. hjælp og vejledning fra klinisk diætist Heidi Julius Schnoor, som også slår sine folder i Slankeklubben her i bladet. Alle deltagerne i programmet er da også med i Slankeklubben.
LÆS MERE OM SLANKEKLUBBEN OG MELD DIG IND HER
I De fede trin dyster de 10 deltagere om både at danse bedst og tabe sig mest.
- Programmet er en kombination af dans og andre træningsformer, ligesom deltagerne også får vejledning til at omlægge kosten, siger TV 2-redaktør Karen Boel Thomsen. Hver uge bliver deltagerne bedømt både på danse-evnerne og på deres vægttab. Dén, der har klaret sig dårligst, sendes ud af programmet. Da de forskellige deltagere som udgangspunkt ikke vejer det samme, udregnes vægttabet som en procent af deres kropsvægt. På den måde stilles alle lige.
Dommerne i programmet er Silas Holst, Bill Holmberg og Stine Kronborg. Værten er 32-årige Kia Liv Fischer, som nogle måske kender som den bramfri parkeringsvagt fra TV 2 Zulus "Slemme Slemme Piger".
- Jeg tror, det bliver en fantastisk fest. Jeg ville ikke selv turde stille op, men jeg kan sagtens relatere mig til de medvirkende, for jeg ved, hvordan det er at kæmpe med vægten, siger Kia.
Læs her om Danmarks nye, dejlige dansestjerner!

Tina Nyegaard, 38, kontorassistent fra Brøndby.
Vægt: 85 kilo.
Højde: 155 cm.
Tina skal til sin brors bryllup til sommer og drømmer om at komme til at ligne en million. Tina har prøvet alverdens slankekure, men indtil videre uden succes. Tina har ikke været på stranden i seks år.

Casper Barding, 24, studerende fra København.
Vægt: 131 kilo.
Højde: 192 cm.
Casper har altid været lidt for glad for øl, snacks og fastfood. Men nu skal det være slut. Casper vil gerne tabe sig, så han kan blive klar til at komme ud på jobmarkedet og få sig en karriere.

Jesper Jespersen, 41, salgs- og servicemedarbejder fra Greve.
Vægt: 160 kilo.
Højde: 184 cm.
Jesper har diabetes 2, som kan helbredes, hvis han taber sig. Han spiser som regel kun én gang om dagen. Til gengæld spiser han så en del. - Jeg skal lære ikke at spise, til jeg revner, bare til jeg er mæt, siger Jesper.

Marie Schrøder, 26, studerende fra København.
Vægt: 102 kilo.
Højde: 165 cm.
Marie har trøstespist siden teenageårene. Men nu skal det være slut. Ikke mindst så hun kan stråle for sin forlovede, Morten, som hun skal giftes med til september.

Stina Polk, 23, tjener fra Odense.
Vægt: 131 kilo.
Højde: 173 cm.
Stina elsker at danse og gjorde det tit og gerne, da hun gik på højskole. Men da vægten steg, blev det så som så med det aktive liv. Hun drømmer om at tabe sig, så hun kan spille basket igen. Og så vil hun gerne være sund, den dag hun skal til at have børn.

Philippe Kock, 34, business controller fra København.
Vægt: 126 kilo.
Højde: 186 cm.
Jesper spillede tidligere en hel masse basket, og det vil han gerne begynde på igen. Samtidig vil han gerne tabe sig, så han kan fri til sin kæreste, som han har to små børn sammen med.

Sylvester F. Jønsson, 18, studerende fra Sæby.
Vægt: 139 kilo.
Højde: 188 cm.
Sylvester har døjet med vægten næsten hele sit liv og har bl.a. været på julemærkehjem som otteårig. Syvester har bildt sine venner ind, at han har vandskræk, men i virkeligheden elssker han vandet. Han bader om aftenen, når ingen kan se ham.

Tanja Berthelsen, 25, handicaphjælper fra Esbjerg.
Vægt: 104 kilo.
Højde: 167 cm.
Humørbomben Tanja dyrker en masse amatørteater men ender altid med at få de roller, hvor hun skal være tyk og sjov. Og det er hun ved at være godt og grundigt træt af.

Thomas Gjermansen, 29, projektleder fra København.
Vægt: 142 kilo.
Højde: 180 cm.
Thomas har besluttet sig for, at han ikke må veje mere end 100 kilo, når han fylder 30. Selvom Thomas aldrig har gået til dans, har han vist sig at være et sandt naturtalent på et dansegulv.

Tina Linnemand, 29, kundeservicemedarbejder fra Holbæk.
Vægt: 117 kilo.
Højde: 175 cm.
Tina er tidligere spring- og opvisningsgymnast. Hun drømmer om at komme ned på sin normalvægt, så hun ikke længere behøver at gemme sig. Og jo, forresten, så er Tina fuldstændig vild med at danse.