Vores kærlighed har splittet familien

Der findes en uskreven regel, når man finder kærligheden. Først er man kærester i et stykke tid, så gifter man sig, og så får man børn. Sådan var det bare ikke for 33-årige Ronni. Han faldt for Louise, der var otte år ældre, fraskilt og mor til fire børn i alderen 3-8 år.

– Og hvad så? spørger Ronni og sender et forelsket smil til Louise, der med en serviet tørrer en klat glasur af kinden på deres fælles datter Ibi.

Det er en tirsdag eftermiddag, og alle børnene er kommet hjem fra skole og børnehave og sidder rundt om spisebordet og hygger med kanelstang og saftevand. Men for Ronnis familie har den uskrevne regel bare ikke været helt ligegyldig.

En stor mundfuld

Ronni Miles-Bebber husker tydeligt, hvor vred han blev, da han i begyndelsen af forholdet til Louise konfronterede sin mor, fordi han kunne mærke, hvor kølig hun var over for hans nye kæreste.

– Min mor sagde lige ud, at Louise kunne få et års prøvetid, før hun havde tænkt sig at acceptere hende. Jeg blev virkelig vred, for jeg kunne ikke forstå, at hun slet ikke var glad på mine vegne, husker Ronni, der valgte at følge sit hjerte.

Parret fra DR’s tv-program, hverdagskrøniken "7-9-13", mødte hinanden, da Ronni, der spiller trækbasun, blev ansat i Det Kgl. Kapel, hvor Louise spiller violin. De blev hurtigt gode venner – og ofte uvenner – så ingen af dem havde tænkt, at de nogensinde skulle være kærester. Først da en af Ronnis venner inviterede Louise ud, gik det op for Ronni, at han var jaloux. Han slog derfor til, da de kort tid efter skulle på turné med Det Kgl. Kapel.

– Det kom ret meget bag på mig, for jeg havde egentlig indstillet mig på, at jeg skulle være alene, fortæller Louise, der var blevet skilt tre år forinden efter syv års ægteskab.

Hun overgav sig dog hurtigt til Ronni, og blot et par måneder senere flyttede de sammen i Louises hus med børnene, Enzo, Oscar, Amos og Alfa. Tilværelsen som ungkarl var med ét byttet ud med hober af vasketøj, lektielæsning og madpakker.

– Nu kendte jeg jo børnene ret godt i forvejen, fordi Louise og jeg var venner inden. Så jeg synes, at de tog rigtig godt imod mig som en ekstra far, og det er sådan, jeg har følt det fra begyndelsen. Det var ikke så voldsom en omvæltning for mig, som det jo nok var for min familie. Jeg tror, at min familie havde forventet, at jeg fandt en kvinde, der ligesom var et uskrevet blad. Altså aldrig været gift, ingen børn og jævnaldrende med mig. Det kan selvfølgelig også godt være en stor mundfuld lige pludselig at få fire børnebørn. Men alligevel mener jeg, at forældre bør bakke op om deres børns valg her i livet, fastslår Ronni.

Og det følte han ikke, at hans familie gjorde, for hver gang de var samlet, var der en trykket stemning. Samtalen gled slet ikke naturligt, selv om både Louise og Ronni ihærdigt forsøgte at gøre det hyggeligt. Ofte var Ronni ked af det inden, under og længe efter familiebesøget. En enkelt gang kørte han ligefrem hjemmefra, fordi han vidste, at hans mor var på vej.

Pause fra familien

– Jeg havde det virkelig skidt, når vi skulle ses, og det hele blev bare for meget. Det var som om, at jeg ikke selv kunne få lov til at bestemme, hvordan jeg ville have det, og at jeg stadig skulle blive i min lillebror-rolle. Men jeg er voksen, og man udvikler sig hele tiden. Til sidst følte jeg, at det var bedst ikke at ses længere, for det førte ikke noget godt med sig. Vi har ikke lyst til at have mennesker i vores liv, der gør os så kede af det, forklarer Ronni, der har valgt at være helt ærlig og fortælle om sit brud med familien i tv-programmet.

– Det er så stor en del af mig, at det ville være mærkeligt andet. Jeg har ikke noget imod at fortælle, hvordan tingene er hos os.

Ronni meddelte sin familie, at han havde brug for en pause. Samtidig valgte han at sende et brev til alle i familien for at forklare, hvorfor han ikke længere ses med sine forældre og bror – også for at de kan forstå, hvorfor Louise og han mange gange takker nej til indbydelserne, der lander i deres postkasse.

I dag er det et år siden, at Ronni sidst har talt med sine forældre og storebror. Når han tænker på det, gør det ham ked af det. Mest ved højtider og fødselsdage. Som for eksempel til barnedåben af deres fællesdatter Ibi og hendes 1- og 2-årsfødselsdage, hvor Ronnis forældre som de eneste manglede.

– Det er ærgerligt, at det skal være på den måde. Men så forsøger vi at kompensere for det ved at lukke andre mennesker ind i vores liv, der kan udfylde den rolle, forklarer Ronni.

Louises forældre er for eksempel en vigtig brik i den store børnefamilies liv, ligesom også Louises eksmand Klaus er det i dagligdagen i rækkehuset i Humlebæk. Her samles de ofte om bordet til fælles aftensmad og hjælpes ad, når hverdagen med fem børn skal fungere.

– Jeg har fået en skøn familie, og det er synd, at min familie ikke kan se det, mener Ronni, der ikke afviser, at en forsoning måske kan komme på sigt.

– Det er mit valg at bryde med dem, men jeg har også sagt, at de til enhver tid kan komme tilbage i mit liv, hvis de er villige til at se tingene fra en anden vinkel.