Kim Larsen: Læs om vores spillemand og lyt til hans musik

Kim kunne samle os alle på tværs af smagsretning, alder, politisk ståsted og musikalske præfe­rencer i øvrigt. Skulle han synge alle sine hit, ville koncerterne vare dag og nat. Han blev student i 1964. Et årti med optur overalt. Men også med ungdomsoprør og en hip­piebevægelse, der med nogen forsinkelse også ramte Dan­mark. Hippie blev Kim aldrig, og selv om Gasolin opstod i slutningen af 1969 omkring nedrivningsklare bygninger og ikke-registrerede indflyt­tere på Christianshavn, kom deres musik aldrig til at nærme sig den syrerock, som miljøet også gemte på.

KIM LARSEN TOP 10

1. Papirklip – hør sangen her
2. Blip Båt – hør sangen her
3. Susan Himmelblå – hør sangen her
4. Haveje – hør sangen her
5. Hvis din far gi’r dig lov – hør sangen her
6. Dagen før – hør sangen her
7. Vend Kajakken – hør sangen her
8. Midt om Natten – hør sangen her
9. Sømanden Will den fromme – hør sangen her
10. Hvileløse hjerte – hør sangen her

Dansk eller engelsk

Godt nok havde Gasolin spillet et par koncerter i Thylejren, men allerede i 1970 lavede de musik til filmen ”Ang. Lone”. På engelsk. Og da de skulle udgive deres første album et år efter, var der en del diskus­sioner, om hvorvidt Gasolin skulle synge på dansk eller engelsk. Der var kun få, der havde forsøgt sig med rock på dansk. Steppeulvene, Povl Dissing og Beafeaters som de første, men valget blev altså dansk. Til alt held. Gruppens trommeslager Bjørn Uglebjerg forlod Ga­solin, før de udsendte første lp, og ind kom i en fart Søren Berlev. Sådan begyndte et musikalsk eventyr med Kim, Søren, Franz og Willi, der va­rede til 1978, hvor Kim ville gå egne veje og blandt andet prøve at nå det amerikanske publikum, som ikke var lyk­kedes for Gasolin.

Gode historier

Men på hjemmebane i norden lykkedes alting – og midt i en tid, hvor syrerocken foregav at være intellektuel, og Abba, Walkers, discomusikken og dansktoppen af mange blev dømt som dårlig smag, var der reelt kun Shu-Bi-Dua at konkurrere med. I virkeligheden var der mere end rigelig plads til begge. Shu-Bi-Dua leverede de sjoveste rim og under­fundige historier. Bundens Elvis-vokal gled lige ned i evergreen-sækken, men det gjorde Gasolins helt person­lige karakteristik af Danmark og danskerne og kærligheden også. Vi var alle sammen ”På Banen (Derudaf)” og kunne hver en strofe i ”Ra­balderstræde” og ”Hva’ gør vi nu lille du”. Deres historier og tekster adskilte sig en del fra både Dansktop, Sebastian og Walkers, og de leverede en lang række perler, der den dag i dag står som nogle af vores største danske ever­greens fra perioden.

Manager i hård branche

I de sidste tre Gasolin-år blev de også medlem af den superkommercielle pop­kultur. De hyrede Knud Thorbjørnsen som manager. Manden, der sammen med Niels Wenkens havde tjent sine første kroner ved at lave to Beatleskoncerter i KB Hallen i 1964. De kunne se, at tidligere managere nok var gode legekamme­rater, men pengene fossede ud af deres kasser. De var nødt til at have en manager, der forstod sig på den hårde branche. Hos Gasolin gik han under navnet Knud Mangepenge – og han fik i en periode orden på økonomien.

Det danske Melodi Grand Prix

Det var også Knud, der foreslog, at Gasolin sendte en sang ind til det danske Melodi Grand Prix, som jeg fik mu­lighed for at genindføre i DR i 1978, efter at UHA-chefen Niels Jørgen Kaiser havde meldt Danmark ud i 1966. ”Se Venedig og dø” blev udvalgt til formålet, men inden den var sendt til min lille redaktion, havde de ved en festlig lejlighed foræret sangen til Lone Kellerman, og resultatet blev den single, vi kender i dag med Lone og et mere end tydeligt Gasolin-kor bag sig. Gasolin fik lavet syv studie-lp’er, to live lp’er og hele fire engelsksprogede album samt en lang række singler.

Læs også: Fra Gasolin til solo: Larsens drøm

På egen hånd

Men efter en koncert i Malmø i Folkets Park den 21. august 1978 var det slut. Det var Gasolin, der kom og stillede op. Da koncerten sluttede, var Kim Larsen solist. I første omgang var det et soloalbum, han var ivrig efter at udsende. Forny sig, indspille egne idéer uden at konferere med tre andre – og det blev til personnummer- pladen ”231045-0637”, som hittede med det revyagtige, ja, helt Osvald Helmuth-ag­tige nummer ”Blip Båt” om manden ved sin maskine, der havde fred med arbejde og livet og så frem til dagens kop kaffe.

Tog udfordringen op igen

Men inden da skulle også Melodi Grand Prix afprøves. I 1979 tog Kim så udfor­dringen op igen. Nu som so­list med nummeret ”Ud i det blå”. Han blev nr. 3 ved den store finale i TV-Byens studie 3 – slået af Grethe Ingmann/Liller-sangen ”Alt er skønt” og Tommy Seebach med ”Disco Tango”. Kim Larsens show-flabede kommentar var så, at den helt rigtige sang vandt, og at han kun deltog, fordi han gerne ville have en gratis rejse til Israel.

Amerikanerne skulle erobres

Og skal vi nu være helt ær­lige, så var det nok også en prøveballon fra Larsens side, for han har aldrig været til konkurrencer eller medaljer. Han havde ikke noget imod en konstaterende hitliste, men udmærkelser eller priser eller andre festligheder ville han helst lade andre om. Samtidig styrede han i peri­oden benhårdt mod New York. Der blev arbejdet 24-7 på et USA-gennembrud i Ga­solin-tiden, men det var ikke lykkedes. Nu var tiden inde for Kim alene. Amerikanerne skulle erobres.

Gav den gas i det franske

Jeg mødte et par år efter Kim i den franske by Cannes, hvor han befandt sig for at slå et slag for de sange, han havde skrevet og indsunget i New York. Kim var i højt humør, fyrede vit­tigheder af, boede på hotel med de store tunge drenge i den hårde business, og ordet ”gas” fik ny betydning for ham. For ved denne fe­stival gav han den virkelig gas. Heller ikke dengang var han egentlig ivrig efter at give interviews, men mens vi stod og snakkede, sagde han pludselig, at han sgu da gerne ville lave sådan et tv-portræt, hvis han kunne for­tælle om sine amerikanske planer og få vist nogle vi­deoer fra sine amerikansk- sprogede udgivelser… Det havde vi jo slet ikke forberedt, men jeg ringede hjem til TV-UHA. Jo da, det ville de gerne ha’. Hvad ville Kim ha’ for det? Og hvem kunne optage det? Stig Hasner, som senere blev direktør for DK4, var i Cannes, og selv om DR den­gang ikke brugte eksterne producere, sagde de alligevel ja tak, og det blev en af DR’s første produktioner med en ekstern tv-producer.

Dyr middag

Jeg spurgte Kim, om han skulle have honorar. Svaret var nej tak – ”... men du kan gi’ en middag om aftenen til mig og bandet og mit følge med familier...” Det var en usædvanlig ordning for DR og uden for reglementet, men det blev ac­cepteret. Det endte med, at Kim og ca. 30 mennesker kom til middagen, og så kunne jeg lige så godt invitere de frem­mødte journalister også – og hyre en hel restaurant. Det blev en herlig aften. Og en dyr regning. Men ud­sendelsen blev lystig og god, danskerne fik et indblik i, hvad Kim Larsen lavede i sit eksil i New York.

Hjemve

Kim havde familien med til New York. Han arbejdede in­tenst, men det lykkedes aldrig. Og familien havde hjemve.

Pludselig var Kim Larsen tilbage i Danmark med skabelonen til nye danske sange, som skulle blive til Danmarks største album-succes nogensinde. ”Midt om Natten” blev også til en film, som vennerne Kim Larsen og Erik Clausen fik selveste Erik Balling med på at lave i en pause efter en række Olsen Banden-film. Det viste sig, at Balling egentlig havde tænkt sig at lave en film med Shu-Bi-Dua, men Balling lod sig overtale, hvis Larsen selv kunne komme med noget, der lignede et manuskript. Bal­ling og hans trofaste kom­pagnon Henning Bahs tog til Paris og skrev drejebogen til filmen på 14 dage.

Filmstar

Og således blev Kim Larsen også film­star for en periode, men tog aldrig den metier op igen. ”Midt om Natten” blev en stor succes, men blev op­fattet af samtiden som en slags Olsen Banden på Chri­stiania. Filmens oprindelige Larsen-Clausen-problematik om to hjemløse venner, der rykker ind i en tom ejendom, der så bliver ryddet af poli­tiet, virkede fortærsket og lidt 80’er-trættende.

Årtiet med triumf og stress

Men filmen skabte glæde hos be­folkningen, ikke mindst på grund af de mange sangbare melodier, og da Erik Clausen og Kim fortsatte deres samarbejde med en kombineret turné som Cirkus Him­melblå, blev det et tilløbs­stykke af dimensioner. 80’erne blev et triumftog for Kim Larsen. Men det var også årtiet, hvor han var indlagt med både stress og betændelse i bugspytkirtlen, som efter læ­gernes mening kom af dårlig kost, for meget sprut og for udmattende arbejde.

Læs også: Husker du 1984?

Besat arbejdshest

Men Kim Larsen var næsten en besat arbejdshest i de år, hvor han fik skrevet og ind­sunget en række af de sange, som hvert dansk barn og voksen næsten kan udenad i dag. ”Fru Sauterne” med Sebastian på kor og en lyd, som Kim holdt af fra de første Shadows-plader, do­mineret af Hank Marvins guitarlyd. ”Jutlandia” er en sang om det danske hospi­talsskib, der blev sat ind for at hjælpe sårede i krigen mellem Nord- og Sydkorea. Albummet ”Forklædt som voksen” blev endnu en na­tional begivenhed med de flotte sange. Der blev lavet musical. ”Kielgasten” hed den. Opkaldt efter et popu­lært værtshus/spillested i Holstebro, som Kim kendte indefra. En række suveræne sange som ”Flyvere i natten”, ”Pianomand” og den smukke udgave af Kai Normann An­dersens ”Den allersidste dans”. Intet kunne gå galt. Ikke før albummet ”Wisdom is sexy” i hvert fald.

Forandringer

Året er 1992 – danskerne favnede Kim, og der var stadig spænding, når et nyt album var på vej, men Kim ønskede forandringer, hans faste producer Poul Bruun var ude, og Ekstra Bladet fik fat i en prøve på fire af numrene. ”Rocksjask” kaldte bladet det, og da det udkom og ikke blev solgt, hed over­skriften ”Fiasko”. Det blev til et langvarigt fjendskab mellem Ekstra Bladet og Kim, men en dag før udgi­velsen af det efterfølgende album kom Kim til bladets redaktion og bad om forso­ning med Rud Kofoed. Og sådan blev det.

Enestående musikalske værker

Kims år med Kjukken og sin nye familie i Odense har skabt en samling enestående små musikalske værker. Ikke alle evergreens, men alle lyt­teværdige og skarpt produ­ceret. Kim gjorde sig umage ned i detaljerne. Som altid. For danskerne vil han altid være den eneste, der har været i stand til at samle os – uanset hvilke musi­kalske præferencer vi el­lers måtte have. Han er den eneste spillemand, vi alle er fælles om. Nu er han væk. Og vi kan spørge, som han spurgte: – Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi. Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?

Læs også: Bamse: Forladt af mor - elsket af folket