Lad mig holde jul med Rosa

Rosas første julegave er allerede købt og pakket omhyggeligt ind. Ikke i julepapir, men i gavepapir med knaldrøde roser.

- For os er roser et symbol på Rosa, forklarer 21-årige Dea Louise Bergstrøm fra Farum med et lille nik mod gaven, som lige nu ligger og venter i Rosas tomme barnevogn i entreen.

Kun fire timer om måneden har Dea Louise og Rasmus brug for barnevognen, når de har samvær med deres otte måneder gamle datter, der blev fjernet fra dem få timer efter fødslen. En tvangsfjernelse, som blev vist i Kanal 4-serien De unge mødre, og som i den grad bragte følelserne i kog hos mange danskere.

Efterfølgende blev der skrevet læsebreve og debatindlæg på stribe om Rosas skæbne. Nogle mente, at kommunen havde truffet den helt rigtige beslutning. Andre beskrev den som umenneskelig.

Men uanset hvad, var de fleste dybt berørte over at være så tæt på en tvangsfjernelse på fødegangen. Selv stod det unge forældrepar tilbage på Hillerød Sygehus opløst af tårer og svor, at de ville kæmpe for Rosa.

Siden har de grædt mange tårer. De har begge kæmpet med depression. Fået lykkepiller. Drømt om Rosa. Haft mareridt om hende. Og savnet hende. De forsøger stadig at få flere timer med hende, og de bruger ofte sætningen: Når vi får Rosa hjem igen.

Troen på, at de engang skal blive en almindelig familie med mor og far og barn, har ingen af dem mistet. Lige nu handler deres største ønske dog om julen.

- Vi vil så gerne have hende, når hun skal opleve sin første juleaften. Der er jo så mange ting, vi ikke får lov at opleve med hende første gang. Hendes første skridt. Hendes første ord, siger Rasmus stille.

Mødte Rosa i byen
Forældreparret har endnu ikke fået svar fra kommunen, men de har allerede planlagt den jul, som de drømmer om at give Rosa.

- Det skal være en rigtig traditionel jul med et rigtigt juletræ. Ikke sådan et af plastik. Og så skal Rosa have en stor papkasse med en masse mindre gaver inden. Hun er jo vores første barn, så hun skal forkæles, siger Dea Louise og viser et stykke legetøj frem fuld af farver og lyde.

Det er Rosas yndlingslegetøj, og hun er nu så bevidst, at hun kan huske det, når hun kommer. Rosa er nemlig ikke længere bare en baby, som bliver bragt fra arm til arm.

Hun er nu i stand til både at vise sine følelser og sin vilje, hvilket selvfølgelig er den helt rigtige udvikling. Men det gør samtidig ondt på Dea Louise og Rasmus, som er vidner til, hvordan Rosa strækker begge sine små arme op efter sin plejemor. Og hvordan hun græder, når plejemoren forlader hende.

- Det bliver jeg ked af at se på. Det er hårdt, at hun er mere knyttet til plejemoren end til os. Men det er selvfølgelig klart, når hun er sammen med plejemoderen hele tiden og kun ser os to timer hver anden uge, sukker Dea Louise.

Hun har efterhånden lært at holde tårerne tilbage, når hun skal tage afsked med Rosa. Det kunne hun ikke i starten, hvor hun måtte vende ryggen til, så hun ikke kunne se Rosa blive båret ud af lokalet.

- I dag trøster jeg mig selv med, at jeg jo ser Rosa igen. Og så er der også en chance for, at jeg tilfældigvis støder ind i hende nede i byen, når plejemoren går tur med hende. Det er nemlig sket. Både Rasmus og Dea Louise har ved et tilfælde mødt deres egen datter. Rasmus gjorde det en morgen, han var på vej til toget for at komme i skole.

- Pludselig så jeg Rosa i barnevognen. Jeg stoppede selvfølgelig op og snakkede med plejemoderen. Imens lagde jeg min hånd på barnevognen, og så tog Rosa min hånd. Hun holdt fast, og jeg kunne ikke lide at slippe den, så mit tog kørte fra mig.

Men det var det værd. Det var rigtig dejligt at møde hende. Men det var også svært, for jeg havde jo bare lyst til at tage hende med hjem, fortæller Rasmus og kaster et blik på det farvestrålende aktivitetstæppe, som ligger på stuegulvet.

Lige nu er der faktisk ingen grund til, at det er der. Der er mange dage til, at Rosa kommer og ligger på det. Alligevel skal det ikke ryddes væk.

- Man skal kunne mærke, at vi er en familie med barn, slår Rasmus fast. Selv om Rosa kun sjældent fysisk er til stede med sin søde pludren i lejligheden i Farum, holder parret på, at hun stort set hele tiden er i deres tanker. Og i deres drømme.

- Jeg har også haft et mareridt, hvor jeg drømte, at der skete hende noget, og at Rasmus gik fra mig. I det hele taget har jeg haft mange drømme, som handlede om, at jeg mistede Rasmus, siger Dea Louise.

Læs også: De unge mødre: Camilla Sophia vil være det gode eksempel

En opmuntring
Det er ingen hemmelighed, at det har været hårdt for parforholdet at miste Rosa og drømmen om kernefamilien. En måned efter tvangsfjernelsen gik Dea Louise ned med en depression. Kort efter rev hun Rasmus med sig i faldet, og de måtte begge have en dosis lykkepiller.

Nu er de oppe igen og medicinfri. Rasmus' humør har faktisk fået et hak opad, fordi han i forrige uge var til den afsluttende prøve på grundforløbet i kokkeuddannelse. Her beskrev han, hvordan han ville tilberede det perfekte perlehønebryst, og det gjorde han så godt, at han fik topkarakteren 12.

- Så nu håber jeg bare på at få en læreplads, smiler Rasmus stolt og peger på, at han er i gang med at modbevise kommunens bekymring om, at han ikke kan gennemføre en uddannelse.

Dea Louise er stadig på kontanthjælp. Hun er endnu ikke i gang med en uddannelse - og hun er heller ikke på vej til at blive mor igen.

- Der er mange, der skriver på nettet, at jeg er gravid igen. Det passer ikke. Lige efter fødslen fik jeg lagt en p-stav op, som virker i tre år. Så nej, der skal gå flere år, før Rosa skal være storesøster, slår Dea Louise fast.