Louise blev besat af at tabe sig

25-årige Louise Papanicolas er gået igennem store forandringer, siden hun sidst optrådte i Kanal 4's successerie "De unge mødre." Mest iøjnefaldende er hendes vægttab. Kiloene er raslet af, og Louise er i dag flere tøjstørrelser mindre, end dengang hun var den buttede pige på tv.
Men psykisk har hendes verden ændret sig endnu mere drastisk. Den kønne mor fra Kolding har nemlig været igennem en tid, som var så svær, at hendes læge til sidst kom med diagnosen "middel til svær depression" og udskrev antidepressiv medicin.
Det hele startede ellers som en succesfuld slankekur. Louise, som i sin tidlige ungdom var en spinkel pige, fik efter to fødsler pludselig nok af at gå rundt og veje for meget.
- Det irriterede mig, at jeg ikke kunne finde smart tøj, der passede. At jeg ikke bare lige kunne tage på stranden med veninderne. Så en dag fandt jeg motivationen. Jeg ville være mig selv igen, for det følte jeg ikke, jeg var, når jeg kiggede mig i spejlet, fortæller Louise, som herefter skar kraftigt ned på sine portionsstørrelser og fjernede alt sukker fra sin kost.
Det var benhårdt den første måned, hvor Louise gik rundt med uro i kroppen på grund af det manglende sukker. Hun var også konstant sulten, indtil mavesækken vænnede sig til, at der ikke længere kom to store portioner mad ind hver aften. Men det virkede. På seks uger smed Louise 10 kilo.
De unge mødre: Her er Natacha Nikitas slankeplan
- Jeg fik det godt af at se mig selv i spejlet, og alle omkring mig sagde: "Hold da op." Flere af mine veninder begyndte også at tabe sig, fordi de kunne se mine resultater komme så hurtigt, siger Louise.
Hun fortsatte også selv sin effektive slankekur. Vægten gik ned og ned. Louise holdt nøje øje. Faktisk vejede hun sig to gange om dagen, for hun havde sat sig i hovedet, at hun ikke ville veje mere om aftenen end om morgenen.
- Det var jo sygt. Det kan jeg udmærket se i dag. Men på det tidspunkt var jeg blevet afhængig af at se vægten gå ned. Jeg fik et kick ud af det. Flere sagde til mig, at jeg var blevet for tynd, men det kunne jeg ikke selv se. Det kan jeg godt i dag, når jeg ser billeder fra dengang. Mine kraveben og kindben stak ud. Det var ikke pænt, siger Louise.
Til sidst havde hun tabt 25 kilo og var gået fra en størrelse large til X-small.
De unge mødre: Camilla tabte 30 kilo på 4 måneder
To trafikulykker
Hvorfor Louises vægttab endte med at komme derud, hvor det ikke længere var sundt, er der flere forklaringer på. Midt i det hele gik hun og kæresten Ronni fra hinanden.
Med bruddet var det slut med deres lille kernefamilie, og fra da af var Louise alenemor til sine to drenge, mens hun prøvede at gennemføre en uddannelse. Kort efter var hun involveret i to trafikulykker i løbet af en måned.
Første gang skred hendes bil på motorvejen en isglat vinterdag, og Louise endte i en ambulance - og til observation på Odense Sygehus i et døgn. Anden gang blev hendes bil påkørt, mens hun havde sin ældste søn, Sebastian, på bagsædet. Der skete heldigvis ingen personskade, men uheldene var med til at ryste Louise psykisk.
- Jeg havde det virkelig dårligt og sov kun tre timer i døgnet. Til sidst kunne jeg slet ikke fungere. Jeg græd over den mindste ting og kunne ikke spise noget. Der kunne sagtens gå 14 dage, hvor jeg måske kun fik to chokoladekiks om dagen.
Ny kæreste
Det var Louises veninde, der foreslog, at hun tog til lægen, og da hun begyndte at få antidepressiv medicin i februar i fjor, fik hun det langsomt bedre. Nu kunne hun sove og spise igen, og både vægten og humøret steg.
- Jeg har taget tolv kilo på, efter jeg begyndte at tage pillerne. For det første fordi jeg er begyndt at spise normalt igen, men også fordi de gør noget ved stofskiftet. Nu er jeg stoppet med dem for en måned siden, så jeg håber på at tabe mig lidt igen. Jeg skal lige finde motivationen, siger Louise med et smil.
For lige nu har hun det så godt. Hun er ude af depressionen. Har netop afsluttet andet semester på sin drømmeuddannelse til sygeplejerske. Hendes to drenge, Sebastian på seks og Tobias på fire, stortrives.
Og så er hun på vej til at flytte i rækkehus på Fyn - blandt andet for at være tættere på sin nye kæreste, Martin, som hun har kendt i fire en halv måned.
- Det er lang tid siden, jeg har haft den følelse. Jeg var 16 år, da jeg sidst var nyforelsket, så jeg føler mig som en teenager igen. Martin er meget rolig og følsom, og jeg kan sige alt til ham, uden han ruller med øjnene. Og så er drengene meget glade for ham. Da jeg havde dem med hen for at se rækkehuset, pegede Sebastian på haven og sagde: "Der skal Martin grille, mens vi slapper af, siger en glad og tilfreds Louise.