Melodi Grand Prix-helten mistede sin mor: Jeg bliver stadig ramt af savn

”Så hvis du kunne komme herned til mig / ville du høre mig sige, jeg savner dig / og du skulle møde de tre, der har / gjort mig til den lykkeligste mand og far”.

Sådan lyder de sidste linjer af den sang, Jonas Rasmussen den 13. september lagde på sin Facebookprofil. Den 33-årige sanger og musiker fremfører selv sangen med sin guitar som akkompagnement, og han har skrevet den til sin afdøde mor, Ulla, som blev begravet på selvsamme dato for 15 år siden.

– Tabet af min mor har givet anledning til mange refleksioner gennem årene, men særligt efter, at jeg selv er blevet far, har tankerne rumsteret. Det er jo en skelsættende begivenhed, der uundgåeligt får en til at filosofere over sin egen barndom, fortæller Jonas, der i dag bor i Langå ved Randers og har døtrene Aia og Selma på 6 og 2 år med sin hustru, Mia.

– Der er sket utrolig meget på de 15 år, og jeg har mange nyere bekendtskaber, der aldrig har nået at kende min mor. Men jeg havde et ønske om, at min omgangskreds skulle lære mig lidt bedre at kende. Og jeg havde længe haft sangen liggende i halvfærdig tilstand, så jeg tog en beslutning om at ville skrive den færdig til 15-årsdagen for hendes død den 6. september. Det nåede jeg ikke helt. I stedet blev det på dagen for hendes begravelse en uge senere.

Skulle ikke i medierne

Jonas kom i februar ind på danskernes lystavler med bulder og brag, da han under sit efter- og kunstnernavn Rasmussen vandt Dansk Melodi Grand Prix med den dramatiske vikingesang ”Higher Ground”. Internationalt blev det i maj til en niendeplads for sangeren og hans langskæggede, musikalske venner, men de fik masser af dedikerede fans rundt om i Europa.

– Under hele grandprix-forløbet lå det mig meget på sinde, at historien om min mors død ikke skulle ud i medierne. Jeg ønskede, at det var sangen, pressen skulle fokusere på. Og en personlig tragedie kommer nemt til at fylde meget i det offentlige billede af en person, som man ser det i forbindelse med diverse tv-shows. Heldigvis lykkedes det fint at undgå at komme ind på emnet.

Med Jonas’ egen formulering var det ”tragiske og uforståelige omstændigheder”, der lå til grund for dødsfaldet:

– Vi var på en stor familieudflugt til Djurs Sommerland, og her blev min mor stukket af en bi direkte i en blodbane. Hun fik en allergisk reaktion, hævede op i svælget og mistede bevidstheden. Og efterfølgende lå hun i koma på forskellige sygehuse i en uge, hvor vi ikke vidste, om hun ville overleve. Vi var selvfølgelig hos hende, og jeg bilder mig den dag i dag ind, at jeg på et vist tidspunkt havde kortvarig kontakt med hende. Men i sidste ende klarede hun det ikke. Hendes hjerne havde fået for lidt ilt i for lang tid.

Lægens ord hjalp mig

– Sorg er en eviggyldig følelse, som ingen undgår at opleve. Og når jeg fortæller min historie, er det da i håb om, at nogle vil kunne bruge den til noget. Men mennesker er vidt forskellige og håndterer sorgen lige så forskelligt. Selv gik jeg i sorggruppe og besøgte også en enkelt gang en psykolog. Ingen af delene hjalp mig. Jeg havde ikke behov for at dele min sorg med de andre i gruppen, og jeg følte, deres sorg var anderledes end min. I sidste ende var det en samtale med min læge, der hjalp mig videre.

– Sagen var, at jeg var vred og ulykkelig over, at min mor var blevet taget fra mig så brat og hurtigt. Jeg havde ikke haft mulighed for at vænne mig til tabet, og en del af mig ønskede faktisk, at hendes sygdomsforløb havde været mere langvarigt. Men her var det, at lægen for en stund påtog sig rollen som psykolog og fik mig til at se, at mit ønske var egoistisk. At det tværtimod var positivt, at hun var kommet herfra uden at lide for meget og længe. Det hjalp mig. For selv om hun var blevet revet fra os urimeligt tidligt, havde hendes pine været relativt begrænset. Og det sidste, hun oplevede i sit liv, var en dejlig udflugt med hele familien.

En fantastisk mor

Sangerens minder om sin mor er af den ubetinget kærlige slags:

– Hun står for mig som en fantastisk mor. Min lillesøster og jeg kravlede rundt på hende præcis på samme måde, som jeg ser pigerne gøre på Mia nu. Hun kendte os bedre, end vi kendte os selv, og hun vidste, hvad vi følte – også, når det handlede om teenageproblemer og den slags. Og når jeg ind imellem som alle børn tyede til en nødløgn, registrerede hun det straks. Så sendte hun mig et blik, der med al tydelighed viste, at jeg var gennemskuet.

– Jeg husker, når vi sad på vores faste pladser ved morgenbordet. Jeg sad ved siden af hende, og hun lod mig altid putte mig ind til hende og holde om hende, hvilket jeg fortsatte med at gøre også efter, at jeg var blevet en stor teenager. Den slags situationer er prentet ind i min hukommelse som billeder i et fotoalbum.

– En mor er en del af den helhed, som familien er, og et dødsfald får helheden til at gå itu. Og så er børnene som oftest knyttet mest til deres mor. Man siger, at et barn kender sin mors hjertelyd, og det er trods alt hende, der har båret det i sin mave. Derudover er samfundet jo indrettet sådan, at det i børns allerførste leveår er deres mor, der tilbringer mest tid med dem. Men jeg har selv prøvet at være på barsel med Aia i fem måneder og mærke, hvordan hendes tilknytning til mig kom op på niveau med den, hun havde til sin mor.

Følelserne smitter

Når Jonas i sangen henvender sig direkte til sin mor og leger med tanken om, at hun kunne ”komme ned til” ham, ligger der ikke noget religiøst i ordene:

– Jeg er ikke troende på nogen måde. Jeg plejer at sige, at her i huset tror vi på kærligheden. Jeg kan godt blive ramt af følelsen af, at min mor er tæt på mig. Men i de situationer er det mit savn, mine minder og min kærlighed til hende, der rumsterer og gør sig gældende. Når vi taler til børnene om deres farmor, siger vi, at hun er oppe i himlen, for det er en god, betryggende måde at forklare et barn om døden på. Og det er jo også den forestilling, jeg selv er vokset op med. Derfor bruger jeg vendingen ”komme ned til mig”, og af samme grund kigger jeg helt instinktivt opad, når jeg mindes min mor.

– Jeg mødte Mia for 12 år siden, og dermed har hun aldrig nået at møde min mor. Men i kraft af, at hun og jeg er så tætte, blev hun naturligvis dybt berørt, da jeg spillede min sang for hende. Den reaktion opsnappede Aia, og af samme grund bliver hun også ked af det, når hun hører sangen. Hun udtrykker det selv sådan, at hun bliver trist, fordi hun ”savner farmor”, som hun jo heller aldrig har kendt i virkeligheden, men kun set billeder af, fortæller Jonas.

Har accepteret tabet

Da Grand Prix-stjernen lagde sin sang på nettet, blev han mødt af en strøm af positive tilkendegivelser:

– Jeg blev nærmest overøst med varme tanker og skulderklap. Folk, der har kendt mig og min familie siden dengang, min mor levede, sagde, at sangen førte dem tilbage til den tid. Andre, som måske også har mistet nogle nære, gav udtryk for, at de kunne relatere til mine følelser, og det er jo smukt og fint. Men lige så meget, som sangen handler om min mor, handler den også om Mia og vores piger og den store kærlighed og lykke, jeg har i mit liv i dag. Og den del af sangen rummer en pointe, der for mig er nok så væsentlig:

– Jeg tror på, at vi som mennesker er formet af vores erfaringer og oplevelser på godt og ondt. Vores liv består af tilfældigheder. Og hvis ikke, jeg havde mistet min mor på det tidspunkt og den måde, som jeg gjorde, havde jeg måske heller aldrig mødt Mia, fået børnene og oplevet en kærlighed, som er større end alt andet, og som jeg for ingen pris ville undvære. Du kan sige, at jeg med tiden er nået til at acceptere det tab og det savn, jeg har lidt, i kraft af det fantastiske og rige liv, jeg lever nu.

– Min sang er på sin vis et personligt brev til min familie. Men sorg er en individuel størrelse, og måden, man kommer over den på, er vidt forskellig fra person til person. Derfor har jeg også sagt ja til at deltage i interviewet her og fortælle hele historien om mit tab. Jeg er sikker på, at nogen kan bruge min måde at anskue tingene på til selv at videre, siger Jonas Rasmussen.