Michael Bundesen: Alting har en ende

Det er ikke meget, jeg beder om. Bare ét ord. Et lillebitte skide sølle ord. Men der kommer ikke noget.

Det er ikke en hel sætning, jeg er på udkig efter, jeg er tålmodig, det er bare lige det første ord, og så kan dét ord måske sætte resten af sangen i gang senere. Ét enkelt ord vil være virkelig godt.

”Kom nu. For helvede da også”.

Jeg bander højt, og der er ingen, der hører det. Så jeg bander igen. Mit arsenal af bandeord har jeg ikke glemt. Jeg har en underlig efterladt følelse i kroppen, og mine tanker danser vanvittigt rundt midt i den følelse. Lidt som om jeg svæver i en tåge. Men jeg ligger bare her meget stille og meget alene i hospitalssengen på Rigshospitalet. Mine dejlige venner og familie er taget hjem. De er også udmattede, selvfølgelig. Det har været et meget langt døgn. Nu er det bare mig og en ny virkelighed samlet her på enestuen.

En blodprop har ramt mig i hjernen. Faktisk to blodpropper. Og nu er jeg lam. Det fortalte lægerne mig denne aften.

”Michael, du er lam i venstre side. Vi ved endnu ikke, hvad det præcis kommer til at betyde”. Og så ikke lang tid efter: ”Vil du se tv?”

Nej, tak. Jeg vil virkelig ikke se tv. Jeg vil hive ledningerne ud af min krop, jeg vil ud af den her stue, jeg vil ned i en bil, jeg vil køre stærkt, jeg vil væk, og jeg vil op på en scene, og jeg vil synge med Shu-Bi-Dua bag mig. Uanset hvad der ellers er sket i mit lange liv, så har jeg sunget. Meget kan jeg tåle at miste, men ikke min stemme.

Læs også: Claus Elgaard levede dobbeltliv: Spillede min familie væk

Faste rutiner

Nogle gange har Shu-Bi-Dua været alt for meget, men lad det ikke stoppe nu. Jeg er ikke færdig. Jeg er slet ikke færdig. I et kort øjeblik kan jeg næsten smage sangens indledning i mit hoved, og så forsvinder den igen. Okay, lad mig lige gøre status, måske kan jeg arbejde mig frem til en løsning: Jeg ved uden skyggen af tvivl, at jeg har lavet en god sang, og jeg ved, at den hedder ”Fed rock”. Den er bygget på melodien til Elvis- nummeret ”Jailhouse Rock”. Og jeg ved, at jeg har sunget den sang stort set hele mit liv. Intet af dette tvivler jeg på, det står helt klart.

Forud for vores koncerter har jeg altid haft en fast rutine med lige at løbe hele sættet igennem og synge sangene for mig selv. Jeg går ind i min egen lukkede verden, kigger ud ad vinduet og synger for mig selv de måske 15-20 sange, som vi har planlagt. Sådan for en sikkerheds skyld. Hvis jeg har glemt en tekstbid til en sang, så opdager jeg det altid i bilen på vej mod næste Shu-Bi-Dua-koncert, når jeg lige synger ”Hvalborg”, ”Kære Lone” eller ”Krig og fred”.

Og hvis vi skal optræde to gange på en dag, så tager jeg hele sættet i mit hoved igen i pausen. Det har jeg gjort i årtier. Så er der en rutine. Så er der styr på det hele. Så bliver jeg tryg. Og så kan jeg nemt huske vores tekster. Men nu … nu kan jeg bare høre guitar og nogle løse toner inde i hovedet, det er mudret sammen i en pøl af lyd, og jeg kan stadig slet ikke finde en begyndelse. Det er, som om jeg skal skrive sangen helt forfra. Der er bare et blankt stykke papir foran mig.

Glemte teksten

Den slags har jeg som sanger kun prøvet meget sjældent. Engang på Midtfyns Festival i begyndelsen af 1990’erne røg der lige en klap ned, jeg kunne ikke huske næste ord, og så lod jeg, som om det var min mikrofon, der pludselig ikke virkede. En roadie løb ind på scenen, mens bandet spillede videre, og han skiftede den fuldstændigt velfungerende ledning på mikrofonen ud med en anden tilfældig ledning, og så kunne jeg pludselig godt synge igen. Det var ret tarveligt, men den slags tricks er gode at have i baghånden, når man har givet over tusind koncerter, og tingene kan ikke altid være perfekte. Hold kæft, hvor fik jeg meget røg for det bagefter af hele holdet, der selvfølgelig havde gennemskuet mig.

”Michael, for fanden, kan du ikke engang huske dine egne sange? Hvordan fanden skulle publikum så?” sagde de, og så skreg vi af grin og skålede i kolde fadøl og cognac. Så var det hele lige meget og sjovt og skønt og sommer. Det blev til endnu en af de dér historier, som vi kunne kalde frem og grine af, når vi i samlet flok kørte mod Langeland eller Skive til nye koncerter i vores tourbus. Hold op, vi kunne mange historier i drengeklubben.

Nu ligger jeg på hospitalet, kigger op i loftet, og der er ikke nogen roadie, der kan trylle for mig med et lille friskt kabel. Det er, som om jeg hele tiden kommer tættere på. Men afstanden til ordene er stadig samlet set alt for langt væk. Jeg prøver at afbryde mit tankespind ved at tænke på noget helt andet, min familie, mine børn, sommerferieplaner, men ønsket vender hele tiden tilbage.

”Kom nu, Michael. Du kan godt. Fed rock, fed rock, kom nu. Find begyndelsen!”

Til sidst er det umuligt ikke at indse det åbenlyse: Jeg prøver at række ud efter fortiden et sted i tågen, men der er intet, jeg kan gøre. Jeg famler forgæves, og harddisken er fuldstændig tom. Jeg lukker øjnene. […]

Se også: Hansi Hinterseer om sit livs vendepunkter: Jeg har været heldig flere gange

En kærlighed til rock

Der var noget ved teksten, som jeg virkelig godt kunne lide. Alle danske sangere og grupper skrev enten kærlighedssange eller protestmusik. Det her var en helt anden type tekst. Det var nærmest det modsatte af en kærlighedssang. Eller: Det var en kærlighedssang, men til musik.

”Hvis du går og tænker på at spørge mig
hvad jeg bedst ka’ li’ – ja så’ det ikke dig
heller ikke østers eller lammesteg
hva’ du end ka’ foreslå er svaret nej”.

Sådan lød det første vers i sangen om en fiktiv samtale mellem en mand og en kvinde. Omkvædet fortsatte:

”For jeg ka’ kun li’ rock
ja jeg kan kun li’ rock
og jeg kan aldrig få nok
af den fede rock”.

Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Jurastudiet gik sin gang på Københavns Universitet, og jeg bestod sådan lige vel mine eksaminer, men jeg kedede mig helt utroligt. Jeg flyttede til Aarhus i godt et halvt år og læste jura derovre, i håbet om at det ville være markant sjovere. Det var det ikke. Så vendte jeg hjem til mine venner igen.

Og i fritiden fyldte musikken mere og mere. Melodien til anti-kærlighedssangen var tyvstjålet fra Elvis’ ”Jailhouse Rock”, som jeg i årevis havde sunget nede på Bakken, og jeg havde skrevet den danske tekst om at elske ”fed rock” sammen med min gymnasiekammerat og bedste ven Jens Tage.

Trommer i køkkenet

Vi var hjemme hos Jens Tage. Eller det vil sige: Vi var i fællesstuen, der tilhørte Jens Tages helt vanvittige luksuskollegium med udsigt til Øresund gennem de største vinduer på Strandvejen i Skovshoved. Den stue havde en virkelig god akustik, så vi besluttede, at det skulle være der, vi indspillede en demo til sangen ”Fed rock”. […]

Hardinger og jeg havde på dette tidspunkt lavet lidt ballade, lidt musik og lidt jingler til P3-programmet ”Åbent Hus”, der blev sendt søndag eftermiddag. Ren og skær for sjov. Vi havde blandt andet omskrevet Birthe Kjærs ”Jeg går aldrig til bal uden trusser” til ”Jeg går aldrig til bal uden briller”. Det var den tone.

Værten på programmet hed Benny G. Jensen, og jeg havde en dag vist ham sangteksten, som Jens Tage og jeg havde skrevet til ”Fed rock”, og spurgt, om det måske var noget. Jo, jo, helt sikkert, han ville gerne smide den med i programmet, hvis vi bare kunne finde et eller andet sted at indspille den. Det besluttede vi os så for at gøre i den fashionable kollegiefællesstue med den gode akustik. Det blev Passports (Shu-Bi-Duas første navn, red.) første officielle bandmøde med Jens Tage og mig. Vi kom alle sammen slæbende med vores udstyr, og min ven Michael Elo – alle hed åbenbart Michael dengang – havde en firespors-båndoptager med og sørgede for alt det tekniske.

Hardinger satte sin forstærker og guitar op inde i stuen, mens vi flyttede Bosses trommer ud i køkkenet.

Bosses insisterende slag larmede så ufatteligt meget, at vi ganske enkelt var nødt til at flytte ham til et andet lokale. Det begejstrede ikke ligefrem resten af kollegiets beboere, der i en udtalt protest blev ved med at vaske op og støvsuge. De klirrede med tallerkenerne, og den dybe baslyd fra støvsugeren kom selvfølgelig med på optagelserne. Men herregud, det var pænt skramlet i forvejen.

Læs også: Michelle Obama: Faldt for kontorets nørd

Ikke så rock’n’roll

Elvis’ melodi gav vi en ekstra takt og lidt mere tempo. Anslaget var helt afgørende. Guitar og trommer på samme tid og så to lange riff. Jeg gik frem til mikrofonen og begyndte at synge:

”Hvis du går og tænker på at spørge mig
hva’ jeg bedst kan li’ – ja så’ det ikke dig”.

Jeg kom jo fra de grønne områder godt nord for København, og jeg både talte og sang ret affekteret af en rock’n’roller at være. Så ”spørge mig” lød i virkeligheden mere som ”spørge mæij”. Og ”så’ det ikke dig” blev til ”så’ det ikke dæij”. Det var ikke helt så rock’n’roll, som det kunne være. ”Du må sluge et askebæger og så begynde forfra,” sagde Hardinger. Så brød vi sammen af grin.

Jeg prøvede igen:

”Jeg har hverken tv eller dollargrin
heller ikk’ en villa med en kælder fuld af vin
alle mine penge går til pladeindustrien
og ingen har en pladesamling større end min
og den er fuld af rock”.

Det var vist den eneste gang, der blev indspillet rock på P. Carl Petersens Kollegium. Men det var skidesjovt. Hardinger spillede den mest fantastiske guitarsolo, vi skreg af grin, og så drak vi tusind øl, mens vi hørte demoen igen og igen.

Fed rock, mand. Det var et fedt nummer.

Bare for sjov

Vi ville i virkeligheden gerne leve af musik alle sammen, men det var jo umuligt i Danmark, så optagelserne af ”Fed rock” var bare for sjov. Det ville under alle omstændigheder ikke være den her slags musik, man kunne leve af. Det var vi fuldstændig overbevist om. Vores gennembrud ville komme på engelsk under navnet Passport, så vi skulle lynhurtigt finde et andet navn til vores lille sideprojekt med ”Fed rock”. Vi overvejede navnet Rock-Robert og Robotterne, og det var ret tæt på at blive til noget, men det nedlagde jeg altså veto imod.

Da nummeret blev spillet i ”Åbent Hus”, hev Benny G. Jensen fat i noget, der lidt lå i luften i den tid. Måske kunne vi hedde det, som koret altid sang i Elvis-sangene: Shushub-bi-du-bi-du. Eller noget i den retning. Det var bare sådan en ting, man sagde.

Det var en lyd, der flød virkelig godt i munden.

Elvis sang det. John Mogensen havde nogle år forinden indspillet ”Fut i fejemøjet”, hvor han til sidst halvt sang og scattede ”shubidubi, shubidua”. Og vi sang det selv i koret i omkvædet på ”Fed rock”. Som de sagde i radioen i marts 1973, da Benny G. Jensen i ”Åbent Hus” præsenterede ”Fed rock” for første gang: ”Her er vores studiegruppe. Vi plejer at kalde dem Shu-Bi-Dua”.

Okay. Så hed vi det.