Ole Henriksen var ensom og ulykkelig: Jeg ville ikke leve

Ole Henriksen kiggede ud over de voldsomme bølger i Limfjorden. Det var vinter, og blæsten og regnen slog mod hans ansigt. Han var ensom og ulykkelig. Og han ville ikke mere. Blot 14 år gammel havde Ole fået nok af livet, og den nemmeste løsning var lige foran ham: Han kunne gøre en ende på al smerten på et øjeblik, hvis han bare sprang ud i de mørke bølger.
Ole var skræmmende tæt på at gøre alvor af sine selvmordstanker. Men han gjorde det ikke. Et eller andet inde i ham – en helt særlig drivkraft, som han aldrig havde følt stærkere før – fik ham til at vende om og tage kampen op. Denne grå og triste dag i barndomsbyen Nibe besluttede Ole Henriksen sig for, at han ville have et lykkeligt liv, og at ingen skulle holde ham nede mere.
– Jeg havde set det mørke i øjnene og havde vendt det ryggen. Det gav mig en enorm styrke, at jeg havde været i stand til det, så efter jeg havde stået der ved bølgerne og åbenbart havde vendt snuden om, så var jeg faktisk okay. Man kan tænke ved sig selv, når folk begår selvmord: Hvad er det, der sker i det øjeblik? Hvad er udslagsgivende for, om man vælger at leve eller dø? Jeg tror, at det er i de minutter, man gør livet op og finder ud af, hvad der er at blive her for, siger Ole Henriksen.
Han elskede jo i bund og grund livet og havde altid gjort det. Især fandt han stor glæde i at stå på skøjter, danse, se teater og læse om mode i damebladene. Det ville han jo ikke kunne mere, hvis han tog sit liv, tænkte den 14-årige Ole, som derfor heldigvis besluttede, at der stadig var masser af grunde til at leve videre.
Blev mobbet
Oles interesser var desværre også en stor del af årsagen til, at han var kommet så langt ud i det hele taget.
– Mine interesser var jo ret feminine, og det betød, at jeg stak ud i forhold til de andre drenge på min alder. Man skal tænke på, at jeg voksede op i en lille nordjysk by i 60’erne, og dér var der altså ikke plads til, at man var anderledes. Og det var jeg på mange måder. Ud over mine lidt særprægede hobbyer var jeg også ret lille og spinkel i forhold til mine jævnaldrende, så jeg var et nemt bytte at gå efter. Og det blev kun værre, da jeg fandt ud af, at jeg var tiltrukket af mit eget køn, fortæller Ole og uddyber:
– Jeg blev mobbet og hånet i skolegården. De kaldte mig øgenavne som ”tøsedreng” og ”dværg”, og der var også en episode efter skoletid, hvor jeg blev antastet af nogle drenge, der pressede mig op ad en væg og råbte ”bøsse” ad mig. Jeg følte mig så forkert og anderledes, men samtidig kunne jeg ikke forstå hvorfor. For jeg vidste stadig ikke helt, hvad det ville sige at være homoseksuel, og jeg kunne ikke se, hvorfor det var forkert at have de interesser, jeg havde. Jeg synes jo selv, at det var harmløst.
Ole fortalte ikke sine forældre om det, der foregik. Han ville ikke være en byrde for dem, og han var flov over ikke at passe ind. For at familien ikke skulle opdage noget, gjorde han derfor også sit ypperste for, at hans lillebror, Per, ikke skulle se ham blive drillet eller stå alene i frikvartererne.
Helt alene
– Dén tid er jo følsom nok i forvejen, så det slog rigtig hårdt, at jeg var så isoleret og ikke havde nogen at tale med om det hele. På et tidspunkt havde jeg faktisk en del pigevenner, men pludselig blev de interesserede i fyre, de kunne kysse med, og der kunne jeg jo ikke lige levere. Så der begyndte den sværeste periode i mit liv. Jeg passede slet ikke ind i billedet længere, og jeg havde overhovedet ingen venner mere. Det var derfra, det begyndte at gå ned ad bakke for mig. Og så endte jeg altså med at stå ved Limfjordens bred og overveje, om livet var værd at leve. Om jeg var noget værd.
Det var den indre drivkraft, som reddede Ole den dag ved fjorden. Et dybt indgroet overlevelsesinstinkt, der satte i gang, og som har drevet ham lige siden.
– Jeg besluttede mig for, at selvfølgelig var jeg også noget værd. Der var ikke nogen, der skulle få mig ned med nakken. Heller ikke den lærerinde i skolen, som nærmest nød at fortælle mig, at jeg ikke duede til noget. Det ansporede mig bare til at bevise det modsatte. Når jeg tænkte nærmere over det, var jeg jo dygtig til mange ting, især de kreative, så nu skulle jeg vise dem alle, hvad jeg kunne!
Bærer ikke nag
I dag er Ole Henriksen 67 år og lykkeligere end nogensinde. Han har for længst bevist, hvad han kan – og det er slet ikke så lidt. Da skoletiden var slut, uddannede Ole sig til kosmetolog, flyttede til USA og opbyggede et internationalt cremeimperium med sine egne hudplejeprodukter. Han åbnede desuden en anerkendt skønhedsklinik i Los Angeles, hvor han nu bor sammen med sin mand, Laurence.
– Jeg bærer ikke nag over for de mennesker, der har modarbejdet mig gennem årene. Det får man ikke noget ud af andet end flere negative følelser. Jeg har i stedet valgt at være taknemmelig over for dem, for de har en stor del af æren for den succes, jeg har i dag, og den lykke, det giver mig. De hjalp mig nemlig i sidste ende med at blive et stærkere menneske, fordi de pressede mig derud, hvor der ikke var andre muligheder end at træde i karakter. Det er der også brug for i forretningsverdenen, og jeg tror ikke, at jeg ville være nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde mødt al den modgang. Den har lært mig, at man kan overvinde selv de sværeste situationer.
Dén lærdom vil Ole gerne give videre til andre, og derfor har han skrevet en ny bog om vejen til netop lykke og succes. Bogen hedder ”Det skal føles godt”, og dens vigtigste budskab er, at alle kan få et godt liv, uanset hvor sort det ser ud.
– Jeg har skrevet bogen, fordi jeg gerne vil vise, at selv mennesker, som gennemgår virkelig mørke perioder, kan finde deres vej i livet. Man kan kravle op ad selv det dybeste hul og ændre sit liv til det bedre. Det ved jeg, for jeg har selv gjort det. Det hele starter med, at man anerkender sig selv. At man står ved sine drømme, og at man går efter dem. Når man dem ikke, kommer der sikkert noget andet godt ud af det. Man bliver stolt af, at man har turdet satse, og så tør man endnu mere næste gang. Så kast dig bare ud i livet. Det bliver du lykkelig af. Men husk at behandle andre godt på din vej, understreger Ole.