Kultur

Pat Boone: Den kyske kvindebedårer

2. april 2019 Af Jørgen de Mylius. Foto: Ritzau Scanpix.
I årevis sagde man, at Pat Boones varme croonerstemme kunne smelte både smør og pigehjerter, når han lod den klinge i ”Love letters in the sand” eller ”April Love”. Sådan var det i hvert fald dengang mellem 1955 og 1965.

Pat Boone er født ind i en religiøs familie, hvor han blev religiøst opdraget og kirkegang og salmer var en del af hverdagen. Men familien flyttede fra Florida til Nashville, da Pat Boone var 2 år – og i musikbyen Nashville kan man næsten ikke undgå at blive grebet af den mere elektriske musik.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det gjorde både Pat Boone og hans lillebror, der som popsanger kaldte sig Nick Todd. Men hvor Nick Todd ret hurtigt fandt sit job som leder af et kirkekor, blev Pat Boones succes som popsanger så overvældende, at han fortsatte i over 10 år som popidol.

Indtil et stykke inde i 60’erne var Pat Boone nr. 2 i amerikanske popularitets afstemninger – kun overgået af Elvis Presley. Men da han var på de nationale hitlister før Elvis, opnåede han faktisk at give en koncert i Cleveland Ohio, hvor Elvis og hans trio var opvarmningsband.

Allerede som 19-årig mødte Boone den jævnaldrende sangerinde Shirley Lee Foley, som blev hans hustru og mor til deres fire døtre. Pat og Shirley har holdt sammen i tykt og tyndt gennem livet, indtil Shirley for få måneder siden døde, 84 år gammel efter pludselig sygdom.

Læs også: Hans musik blev kaldt syndig: Elvis er stadig The King

Blid rock'n roll

Pat Boones karriere begyndte netop som den første rock’n roll sprudlede hen over USA. Men hvor Elvis annekterede de oprindelige sorte toner, blev Boones speciale i de første år noget helt andet. Han stemme og stil kunne vaske sort musik kridhvid. Og i netop denne midt 50’er fase af rockmusikken, hvor den sorte musik så småt kom ind på de nationale poplister, gav det stadig pote at lave blidere udgaver af store rock’n roll hits som Fats Domino’s ”Ain’t that a shame” eller Little Richards ”Long Tall Sally” og ”Tutti Frutti” for et vandkæmmet idol som Boone.

Mange af hans første hit er coverversioner af sorte kollegaers sange, som via hans versioner fik et endnu større publikum. Filmtilbud væltede ind til Boone, fordi Elvis Presleys 50’er-film indtjente millioner af dollars, og to af de første Boone film ”Bernadine” og ”April Love” blev nogle af Hollywoods største succeser i perioden.

Men der var problemer. I første omgang var det på hjemmefronten. Boone fik smag for showbranchens livsstil. Alkohol og fester kunne han slet ikke stå for, men det var også en stil som nær havde afsluttet hans ægteskab. Så efter en kammeratlig samtale med Shirleys far, sangeren Red Foley, vendte Pat Boone på en tallerken og fandt tilbage til sine kristne principper. Og som konservativ kristen ville Pat Boone nødig kysse med pigerne i sine film. Han afslog en stor rolle i en Marilyn Monroe-film, som andre skuespillere ville have betalt for at få, fordi handlingen og scenerne var imod hans kristne tro, og da han i ”April Love” blev bedt om at omfavne og kysse medspilleren Shirley Jones”, skulle Boone først konferere med sin kone og med hende afgøre, hvordan kysset måtte være.

Se også: Barry White: Den direkte vej til hjertekulen

Eget tv-show

Allerede i 1957 fik Pat Boone sit eget ugentlige tv-show samtidig med en næsten endeløs række film og pladeindspilninger. Familien flyttede til New Jersey, og de fire døtre kom i en skole med kristent grundlag.

Men på hitlisterne fik Boone det svært fra midten af 60’erne, da hele den britiske invasion begyndte at tage fart med Beatles i spidsen og en sværm af nye engelske navne. Efterhånden som det gik den vej, begyndte han at fokusere mere på de religiøse sange, mens han i Hollywood gav kristne lektioner til sine skuespiller-kollegaer som bl.a. Doris Day, Glenn Ford og Zsa Zsa Gabor, mens også Priscilla Presley fik enetimer, når hun var med Elvis i Los Angeles.

I 70’erne rejste Pat Boone fra stat til stat med hele sin Pat Boone Family og optrådte med deres fælles gospelshow og måske et par enkelte af sine gamle popørehængere. Døtrene fortsatte i tiden derefter uden mor og far som The Boones og fik et par hit i den kristne afdeling – men også et par pophit med bl.a. Abbas ”Hasta Manana”.

Læs også: Alvin Stardust: Stjerne ved et tilfælde

Datter fik megahit

Specielt familiens næstyngste datter, Debby, fortsatte som solist med både religiøse og mere poppede sange. I 1977 udgav Debby titelmelodien til Hollywood filmen ”You light up my life”, som pludselig skød op af hitlisterne, lå nr. 1 på poplisterne og countrylisterne i hele 10 uger og endte med at blive en af 70’erne populæreste amerikanske sange.

Debby var på daværende tidspunkt blev kæreste med den unge præst Gabriel Ferrer, søn af den amerikanske 50’er popstjerne Rosemary Clooney. De blev gift i 1979.

Debby sørgede for at blive lige så alsidig som sin far, lavede en del country succeser i 80’erne og blev enig med sin far om, at showbiz og kristendom sagtens kan gå hånd i hånd. Pat Boone begyndte på et tidspunkt at indspille coverversioner af soulnumre fra 60’erne, som bl.a. Sister Sledge hittet ”We are family” og James Browns millionsælger ”Papa’s got a brand new bag”. Senere indspillet pat Boone til manges store overraskelse et album med sine versioner af heavyrocknumre på albummet ”In a metal mood: No more mr. Nice guy”.

Netop nu har han andet at tænke på. Hans elskede Shirley døde for få måneder siden efter kort tids sygdom. Hun blev 84 år. Selv udtalte Pat, at de havde haft 65 vidunderlige år sammen, og at de en skønne dag skulle genforenes på hendes nye adresse.

Sponsoreret indhold