Rejs til La Palma og udforsk den eventyrlige natur

La Palma ligger som den nordvestligste af de syv kanariske øer og er en slags lillebror til langt mere kendte turistmål som Gran Canaria, Tenerife og Lanzarote. Hvert år besøges de kana-riske øer samlet af omkring 10 mio. turister. Men kun 150.000 af dem finder vej til La Palma. Og det er synd, for der er en grund til, at La Palma kaldes ”La Isla Bonita”, den smukke ø.
La Isla Bonita – den smukke ø
Øen er den grønneste af de kanariske øer, og den har samtidig en fantastisk varieret natur. Man bliver helt stille og ydmyg indeni af at opleve både kæmpemæssige bjerge, enorme skovområder, udslukte vulkankratere, golde lava landskaber, frodige bananplantager, smukke strande med sort lavasand – og så pludselig er man tilbage i hyggelige byer med hotel og caféer og souvenirboder, og ”hvad skal vi spise af lækkerier i aften?”

Læs også: Efterårsferie: De 10 mest populære rejsemål
På med vandrestøvlerne
La Palma har et stort og veludbygget netværk af vandreruter med forskellig sværhedsgrad. Officielt er der 1.400 km vandrestier, og det er meget i forhold til øens størrelse.
Den mest populære er Vulkanruten, som er en oprindelig sti, der blev brugt i gamle dage af øens beboere som transportvej. Mange af vandreruterne udgår fra Refugiet El Pilar, som også er et yndet picnicsted.
Og bare rolig: Godt nok går man på vulkaner, men de er udslukte, og det seneste vulkanudbrud på La Palma var tilbage i 1971.

Er du til stjernekiggeri?
Efter sigende skulle der ikke være ret mange andre steder end Hawaii, der giver et bedre kig op til nattehimlen. Det skyldes øens beliggenhed, direkte ud til det åbne Atlanterhav og skydende sig godt 2.000 meter op over havoverfladen.
Væsentlig er også, at lysforureningen er lav herude. Her er ingen storbylys til at tage glansen fra stjernerne.
Politikerne er gået aktivt ind i at mindske lysforureningen og har sat standarder for, hvor meget udendørslys, der må være.
Det betyder også, at der er en stærkt voksende stjerneturisme, som er sat i system. På La Palma findes der alle mulige former for udflugtsture, hvor der kigges efter stjerner.
Månebase Alpha
De professionelle stjernekiggere har også slået sig ned på øen. På toppen af øens højeste punkt, det imponerende 2.426 meter høje bjerg Roque de los Muchachos, ligger et af verdens vigtigste astronomiske observatorier.
Det er det forunderligste syn, der møder én, når man langsomt har cirklet sig opad og opad i en minibus i lavgear, og så pludselig efter en runding af bjergvejen kigger på det ene store teleskop efter det andet, nogle af verdens største også, som ligger spredt ud i landskabet.
Der er rundvisninger på stedet. Og det kan varmt anbefales. Også selv om det er en kold affære at gå rundt i over to kilometers højde, hvis man ikke har husket en tyk trøje.

Rejs til La Palma
Vi rejste med Bravo Tours, som fra oktober har charterrejser med direkte fly til La Palma fra både København og Billund. Flyvetiden er cirka fem timer. Læs mere om Bravo Tours rejse til La Palma her.
NILLES Rejser arrangerer pakkerejser til La Palma og flere af de andre kanariske øer med fly fra Billund eller Aalborg og dansk rejseleder. Læs mere NILLES Rejser til de kanariske øer her.