Rejser

Skiferie for hele familien i sneklædte Zillertal

27. januar 2020
ANNONCE: Når hverdagen melder sig i januar, begynder mange familier så småt at glæde sig til vinterferie og dermed skiferie. Drømmen er at lande i et idyllisk, sneklædt vinterlandskab, hvor der er et dejligt udeliv for både børn og voksne. Zillertal i Tirol lever op til alle drømmene.
Høj sol, masser af sne lækre løjper ? det er vinterferie.
Høj sol, masser af sne lækre løjper – det er vinterferie.
Annonce

Skiskoler for store og små

I Zillertal tager uddannede skilærere sig af børnene, så de har det godt og lærer nyt. At stå på ski er nemlig noget, der skal læres – gerne i en tidlig alder. I de enkelte områder i dalen, der er opkaldt efter floden Ziller, er der flere skiskoler, der tilbyder særlige børnekurser. Ligeledes er der et stort udbud af kurser til voksne – uanset om man er begynder, trænger til at genopfriske bevægelserne eller gerne vil være rigtigt dygtig.

Børn har alle muligheder for en skøn ferie, hvad enten det er på særlige skiskoler, sjove forlystelser eller bare en tur med mor og far.

Bagefter er der rig lejlighed til at vise resten af familien, hvad man har lært, på de 535 km velpræparerede pister. Er man begynder, kan man glæde sig til 167 km lette pister og 276 km middelsvære pister.

Priser og takster er ikke noget, man behøver at spekulere over. Med Zillertaler Superskipass er der fri adgang til samtlige 535 km pister og de 180 lifter i de fire vidtstrakte skiområder i Zillertal. Der er selvfølgelig rabatter til børn og unge.

Løjpen bliver bare ved og ved. Bedre bliver det ikke!

På jagt efter noget særligt

I Zillertal-skiområderne lægger man stor vægt på, at de små har det godt. Der er masser at vælge mellem med funparks, fartmåling og skibørnehave. For familier, der godt kan lide en lille konkurrence, er Arena Champion den helt rigtige udfordring. Her er løjper med kameraer, fotosteder og tidmålinger samlet i én stor konkurrence.

I Hochzillertal-Hochfügen venter Zwergerl Club på at byde de allermindste velkommen, og i Hochfügen er der et overdækket transportbånd til børnene, mens der ved Mayrhofner Bergbahnen er lavet en ny Family Park med spektakulære børnevenlige udfordringer.

Har børnene mod på mere, kan de prøve kræfter med den nye børneløjpe i Tux-Finkenberg, der er en del af Ski- und Gletscherwelt 3000. Her tager børnefiguren Luis dem med på opdagelse. Hintertux-gletsjeren er i øvrigt Østrigs eneste skisportssted, hvor man kan stå på ski året rundt.

Skiområderne har hver deres kendetegn, men én ting har de til fælles: den tyrolske gæstfrihed. Det kan bestemt anbefales at lægge vejen forbi et af de 80 spisesteder. Her er der udsigt over Zillertals smukke bjerge, og så kan man nyde specialiteter som Kaspressköndelsuppe, Tiroler Gröstl og Kaiserschmarrn.

- Af banen, dernede! Der er fart på de mange vandrutsjebaner i Zillertal. Black Hole-rutsjebanen er med sine 133 meter den længste.

En pause fra skiene

Uden for pisterne i Zillertal er der heller ingen grund til at kede sig. På en rigtig vinterferie skal man ganske enkelt prøve en af de 14 bobslædebaner med en samlet længde på i alt 46 km – mere end halvdelen af dem med lys på om aftenen. Måske var det også noget med en tur på isen? Det er sjovt, uanset om man er bambi eller skøjteprinsesse.

Især når solen ikke skinner, er det oplagt at springe i det våde element og prøve de spændende muligheder i vandet. Der er noget for enhver smag i Erlebnistherme Zillertal med eventyrbassin, afslapningsbassin, bølgebad, strømkanal og to store rutsjebaner. Black Hole-rutsjebanen i Fügen er med sine 133 meter den længste i den vestlige del af Østrig. Hallenbad Mayrhofen lokker også med vandfald, en vild å, og en vandrutsjebane.

Velkommen til Zillertal: Her er 180 lifter til 535 km velpræparerede pister – en kæmpe legeplads for store og små.

Sådan finder du vej

Zillertal ligger i det vestlige Østrig, omgivet af en række bjergtoppe i over 3.000 meters højde. Der er rutefly til de omkringliggende lufthavne fra mange europæiske byer som London, Frankfurt og København.

Shuttlebusserne fra Four Seasons kører fra lufthavnene i Innsbruck (1 times kørsel til Zillertal), München (2 timer) og Salzburg (2 timer). Dermed kan man komme direkte til sit overnatningssted og tilbage igen, når ferien er slut. Så bliver det ikke meget lettere at komme fra fly til ski, og ferien er i gang stort set med det samme.

Toget er et andet alternativ. Der går tog fra Hamborg til München og videre til Jenbach. Derfra er der kun en kort tur til feriestedet. Tager man med ÖBB Nightjet, er det endnu lettere. Her kan man tage nattoget fra Hamborg over München direkte til Mayrhofen i Zillertal.

Vælger man at tage turen i bil, er det også let at finde frem. Fra nord kører man på E45/A12 indtil afkørslen Zillertal og følger derefter B169.

Læs mere på: www.zillertal.at.

Sponsoreret indhold