Simon & Garfunkel: Globalt vokalt eventyr
De er en af de største succeshistorier i moderne popmusik, de to unge mænd fra newyorker-forstaden Queens, som havde musikken til fælles, og som fandt sammen omkring et unikt miks af deres vokaler og store kærlighed til sangene og arrangementerne fra deres fælles forbilleder The Everly Brothers.
Musikken er skabt af Paul Simon, som allerede i skolen kunne se potentialet i fællesskabet med Art Garfunkel. Den ungdommelige debut under navnet Tom & Jerry gav dem helt uventet et mindre nationalt hit, og ingen af dem havde den fjerneste idé om den dimension, Paul Simons følelsesladede musik og tekst få år efter ville skabe.
Men lige så varmt et venskab de havde, lige så uenige kunne de være om stort set alting.
Så eventyret varede knap 10 år og kulminerede med albummet ”Bridge Over Troubled Water”. Herefter har de begge haft flotte solokarrierer og har lejlighedsvis været sammen på turnéer og ved jubilæer for igen at blende deres stemmer, som i årtier har begejstret en stor del af verden.
Læs også: Lulu: Mere end en stor stemme
Katten og musen
Det hele begyndte allerede i skoletiden, da de som 7-årige fulgtes ad som venner op igennem de små klasser og endte sammen i Forest Hills High School i Queens.
Simon spottede Garfunkel allerede i 4. klasse, da han var med i et talentshow på skolen. I 1953 – i 6. klasse – begyndte de at optræde sammen med en skolekomedie af ”Alice In Wonderland”. De dannede deres eget skoleorkester The Pepstones, lærte at harmonisere og begyndte at spille til skoleballer.
Da de hørte The Everly Brothers i radioen, forsøgte de at lære alle deres sange, og en dag besluttede de at spendere 25 dollar på at indspille to sange hos Sanders Recording på Manhattan. En af sangene var Everly-nummeret ”Hey Doll Baby”, men da de ikke kunne huske harmonier eller teksten, skrev Simon på stedet sin egen variation af nummeret, som blev til ”Hey School Girl”.
Det blev den første spæde smagsprøve på succes. De valgte at opkalde sig efter katten og musen i den legendariske animationsserie Tom & Jerry, og når de optrådte som solister på små klubber, kaldte Garfunkel sig ofte Tom Graph, mens Simon kaldte sig Jerry Landis.
Selv om de havde mange andre pseudonymer, nåede de som Tom & Jerry med i store amerikanske tv-shows i løbet af 1957 og 58, de fik en manager, som ikke var bange for at betale korrupte dj’s for at spille pladerne, og de var vildt stolte, da de optrådte på samme tv-show som rock’n’roll-pioneren Jerry Lee Lewis.
Kortvarig succes
Men de efterfølgende indspilninger blev ikke hits, og de begyndte begge på mere borgerlige uddannelser, Garfunkel som kunststuderende, mens Simon læste engelsk litteratur.
Men selvfølgelig måtte de optræde i weekenderne – mest hver for sig under mange underlige navne.
Da Simon havde taget første del af sit studium i 1963 og stadig havde ambitioner om at skrive sange til kendte solister, meldte han sig i den berømte Brill Building nær Times Square i NY. Han arbejdede sammen med Carole King i den periode og skrev omkring 30 sange uden den store succes.
Men en dag ringede han til Garfunkel og sagde, at han havde skrevet den bedste sang nogensinde. Den skulle synges tostemmigt. Sangen hed ”Sounds Of Silence”, og de besluttede herefter at kalde sig deres rigtige navne.
Som Simon & Garfunkel blev de populære på de samme små klubber i Greenwich Village, på det sydlige Manhattan, hvor også Pete Seeger, Peter, Paul and Mary, Bob Dylan, Joan Baez og andre folkemusikkere havde begyndt deres karriere.
En aften blev de spottet af produceren Tom Wilson, som netop havde haft succes med at få Dylan til at sætte lidt elektricitet til nogle af sine sange. Wilson faldt for ”Sounds Of Silence” og skaffede Simon & Garfunkel en kontrakt med Columbia Records, hvor han selv arbejdede med Dylan-produktionerne. De indspillede albummet ”Wednesday Morning 3 AM” på tre dage med fem Simon sange og en række folk-klassikere.
Men albummet solgte kun 3.000 eksemplarer, så festen var hurtigt forbi.
Det var en stor skuffelse, men amerikanerne var optaget af Beatles og den øvrige britiske invasion samt Dylan og Baez.
På egne veje
Garfunkel genoptog sine studier, mens Paul Simon tog til London, hvor alle de nye musikalske vinde blæste. Han fik hurtigt forbindelse med de nye folk-klubber, han mødte sin første store kærlighed, Kathy Chitty, som han dedikerede en af sine engelske sange til, og BBC var interesseret i at høre ham, og han fik en engelsk pladekontrakt.
Kort efter tog han rundt i det øvrige Europa med sin guitar på nakken.
I København optrådte han på Walther Klæbels folk-klub og sang bl.a. en soloversion af ”Sound Of Silence”, som han netop havde indspillet endnu en gang i England til det akustiske album ”The Paul Simon Songbook”, som også indeholdt ”Kathy’s Song”.
På foranledning af Klæbel opsøgte han Johnny Reimar, som begik en legendarisk fejl, da han i stedet for selv at lave en kontrakt henviste Simon til Wilhelm Hansens forlag.
Et hit blev til
Paul Simon havde travlt med at optræde for en bid brød i folkeklubberne og havde tabt lidt af forbindelsen til hjemmebanen i New York.
Men på pladeselskabet Columbia i New York fik Tom Wilson, som havde opdaget Simon & Garfunkel, en idé. ”Sounds of Silence” kunne være oplagt som en del af den amerikanske elektrifisering af den ellers akustiske bølge. Bl.a. var Dylans sange blevet til rock’n’roll med Dylan selv som ”Like A Rolling Stone”, og The Byrds var nr. 1 med ”Mr. Tamborine Man”.
Med Simon i Europa var det kun Garfunkel, der blev orienteret, og da der ikke stod noget i kontrakten, der kunne forhindre Wilson i at tilsætte ”Sounds Of Silence” lidt rocktrommer og el-guitar, måtte Garfunkel lade ham gøre det.
Hverken Wilson eller Garfunkel kunne få fat i Simon under sit danske ophold, så det var kun, fordi Simon hver uge kiggede i det amerikanske brancheblad Billboard for at tjekke den amerikanske hitliste, at han til sin store overraskelse pludselig opdagede sin sang på Top 100-listen.
Han kontaktede pladeselskabet og Garfunkel, fik historien om remixet og blev rasende. Men raseriet aftog, da nummeret få uger efter bragede op ad listen for at ramme førstepladsen kort efter.
Læs også: Hans musik blev kaldt syndig: Elvis er stadig The King
Endelig succes
Inden det skete, var Paul Simon steget på et fly med retning mod New York. Uden sin ungdomskærlighed Kathy. Hun var en genert pige, der ikke ville være en del af popsuccesen i USA.
Simon & Garfunkel skrev en ny pladekontrakt for at få indspillet et album i huj og hast. Det blev et album med sange, Paul Simon havde nået at skrive under sin Europa-turné.
”Homeward Bound” var skrevet på Widnes station i Liverpool, mens han ventede på et morgentog til London. Den blev Simon & Garfunkels andet store hit, men kom af en eller anden grund kun med på deres ”Sound Of Silence”-album i Europa.
Herfra var det kun op ad bakke i nogle år. Paul Simon skrev sange, der blev til albummet ”Parsley, Sage, Rosemary and Thyme”, de fik tilbud fra Hollywoods Mike Nichols om at få deres sange med i den stort anlagte film ”The Graduate” (”Fagre voksne verden”, red.) med den unge Dusty Hoffmann og hans affære med den noget ældre Anne Bancroft. Sangene var kendt i forvejen, bortset fra det nye bragende hit ”Mrs. Robinson”.
”Sounds of Silence” mistede sit s i sounds og blev på alle fremtidige udgivelser til ”Sound”.
Store egoer
Simon og Garfunkel var verdensstjerner. Men begge med et ego, der kunne gøre deres fælles og deres arbejdspartneres verden besværlig.
To lp’er senere var Simon & Garfunkel så meget i totterne på hinanden, at det for alvor blev svært at fortsætte som duo.
Albummet ”Bookends” var deres fjerde studiealbum, som de var næsten et år om at indspille, og ”Bridge Over Troubled Water”, udsendt i januar 1970, blev en udødelig klassiker, men også deres farvel til hinanden.
Titelmelodien skrev Simon som en enkel meget hurtig popsang, men efter endeløse diskussioner blev resultatet Garfunkels ønske om den stille og helt dramatiske opbygning gennem tre sekvenser og et lydbillede inspireret af produceren Phil Spectors ”Wall Of Sound”. Og kun med Paul Simon i sidste vers som det store klimaks.
Trods megasuccesen skiltes de to kammerater. Hvorfor de ikke kunne enes, ved kun de selv. Men bortset fra, at de en del gange har optrådt ved specielle lejligheder og indspillede en enkelt hitsang i 1976 ”My Little Town” samt nummeret ”Wonderful World” i 1978, så har der ikke siden 1970 været permanent kontakt.
Deres største genforening var 50-års jubilæumsturnéen i 2003/04 det meste af verden rundt. Til gengæld kom der live-album ud af hver eneste genforening, som hver solgte millionvis af eksemplarer.
