Stig Elling knækket af depression: Jeg havde fortrængt alt det onde

Stig Elling var knap 7 år, da han var på sin første udenlandsrejse med sin mor og far. Familien kørte til Harzen i deres Ford Anglia, og Stig sad på bagsædet og stirrede betaget ud på bjergene. På vej hjem igen stoppede familien ved et pensionat i Hamborg. Efter aftensmaden blev Stig lagt i seng. Så forlod forældrene ham for at gå i byen.

De havde bedt en tysk dame på pensionatet holde øje med ham, men Stig var helt alene på det lille værelse med de tunge gardiner og den lige så tunge luft. Hele natten lå han og lyttede. Hver gang, han hørte en lyd, troede han, det var forældrene. Men de kom ikke. Stig bad til, at hans mor og far trådte ind ad døren. Han bad til, at de ikke havde forladt ham. Til sidst græd han så fortvivlet, at den tyske dame sendte en person ud for at finde forældrene. Men de var væk. De kom heller ikke tilbage, da det begyndte at blive lyst. Stig var mere end bange den morgen. Noget i ham var ødelagt. Og det blev ikke helt igen, selv om forældrene dukkede slingrende op hen ad formiddagen.

Det var ikke på den tur til Harzen, at Stig Elling fik idéen til at blive Danmarks store rejse-konge. Men det var her, han fik frygten for at være alene. En frygt, som har fulgt ham lige siden, og som særligt fylder meget lige nu.

Stig Elling er nemlig ramt af en depression, som betyder, at han netop har valgt at trække sig fra sit byrådsarbejde på Frederiksberg.

Den sorte tunnel

Da Ude og Hjemme møder ham, er han lige så solbrændt som altid. Og tænderne lige så kridhvide. Men 71-årige Stig Elling smiler bare ikke så meget for tiden. Og når han gør, kan man næsten se, hvordan han anstrenger sine ansigtsmuskler.

Han er nede i den sorte tunnel, som han selv udtrykker det.

– Det er svært at forklare, hvordan det er at være her. Jeg synes, det er meget hårdt. Jeg har det ikke godt. Det kan du også se på mig, siger han og tvinger mundvigene op i et lille smil.

Han kan ikke lade være. Han kan heller ikke lade være med at fremhæve lyset i mørket. Stigs lys hedder Steen. De er gift og har været sammen i snart 36 år, og Steen sidder naturligvis lige ved siden af under dette interview.

– Det er Steen, der redder mig lige nu. Det er jeg helt overbevist om. Jeg får det meget dårligt, når jeg tænker på de mennesker, som sidder alene, når de bliver ramt af en depression. De mennesker, som i forvejen er ensomme, og som ikke har en at dele deres daglige rytme med. Det må godt nok være svært at befinde sig helt alene i den her tunnel, siger han med en oprigtig og ærlig medfølelse i stemmen.

Lagt et tungt låg på

En af forklaringerne på Stig Ellings tilstand skal findes i hans opvækst.

I årevis havde Stig Elling lagt et tungt låg på sin barndom. Han hverken talte om den eller tænkte tilbage på den. I stedet koncentrerede han sig om at sælge rejser. Og det var han god til.

Men for omkring 12 år siden blev han interviewet til DSB-magasinet Ud og Se. Her spurgte journalisten ind til hans barndom.

– Den husker jeg ikke så godt, var Stigs første svar. Men journalisten gav ikke op:

– Hvordan så dit værelse ud?

Et umiddelbart ufarligt spørgsmål.

Og Steens svar lød lige så uskadeligt, da han begyndte at beskrive sine plakater med ”Far til fire” og sangduoen ”Nina og Frederik.”

Men svaret satte noget i gang. Noget meget voldsomt, som kom til rippe op i en masse gamle minder, som den solbrune charterkonge med det hvide smil havde fortrængt. Måske kunne Stig have lagt låget på igen dengang. Men i stedet valgte han året efter at udgive sin biografi ”Hele sandheden”, hvor han blandt andet fortæller om turen til Harzen og meget andet fra sin barndom, og det er barsk læsning.

En opvækst med alkoholisme

Ved første øjekast voksede Stig op i et pænt og trygt hjem i Lyngby. Hans far var ansat ved politiet, og hans mor var ualmindelig smuk, kærlig og lavede den dejligste alliancegrød med solbær og jordbær.

Men bag facaden begyndte livet i den lille familie at krakelere. Forældrene drak for meget. Når Stigs far var fuld, kunne han blive så voldelig over for moderen, at Stig slog ham med sine små næver for at få ham til at stoppe. Andre gange forsvandt faderen i dagevis, og så var Stig alene tilbage med sin mor, som både drak og samtidig kæmpede med store psykiske problemer.

Stig husker, hvordan hans mor kunne ligge i sengen i dagevis. Når han kom hjem fra skole, tiggede og tryglede hun ham om at gå ud købe øl og snaps til hende. Nogle gange truede hun med at kaste sig ud ad vinduet, hvis han ikke gjorde det. Andre gange sagde hun, at hun ville gasse sig eller sluge alle sine piller. Det endte altid med, at Stig traskede ned på gaden og kom hjem med et stofnet fuld af øl. Følelsen af skam nede i forretningen kan han stadig mærke. Og frygten for, at der skulle ske hans mor noget.

Dramatisk nedtur

Familien var allerede dengang på vej ned.

Men helt galt gik det den aften, Gentofte Politi ringede på døren. Stigs far, som selv var ansat ved politiet, havde i voldsom beruselse kørt ind i en bus, og i desperation var han kørt fra stedet. Men det var for sent at flygte. Buschaufføren havde noteret nummerpladen, og det fik selvfølgelig fatale konsekvenser for hele familien, som levede af faderens indkomst. Faderen blev nemlig fyret og fik 40 dages ubetinget fængsel.

Da faderen havde afsonet sin straf, var familien igen samlet, og i de gode perioder var det et dejligt og kærligt hjem. Stig understreger, at han havde forældre, som elskede ham højt, og som ville gøre alt for ham, når de var i stand til det. Men når alkoholen tog over, gik det galt.

I årene efter faderens fængselsophold blev livet i familien mere og mere dramatisk og problematisk. I dag har Stig stadig angst for hospitaler, fordi han har besøgt sin mor på lukkede psykiatriske afdelinger så mange gange, og han bliver stadig bevæget, når han fortæller om den dag, hans mor ringede og sagde: ”Jeg kan ikke få liv i far…”

Stig var godt nok voksen, da hans far begik selvmord. Men det gør ikke tabet lettere at bære.

Læs også: Brian Holm fik kræft: Jeg frygtede at dø fra min søn

Angst for at miste

Med den opvækst, Stig Elling har haft, ville det være forståeligt, hvis han var gået ned. Hvis han var blevet en af dem, der ikke havde klaret den. Men Stig Elling gjorde præcis det modsatte.

Som 17-årige startede han sit eget rejseselskab hjemme i stuen, og siden er hans succes i rejsebranchen som bekendt bare vokset. Fra at være en forsømt dreng fra Lyngby, der dækkede over sine alkoholiske forældre, blev Stig Elling til hele Danmarks rejsekonge. I hvert fald lige indtil den dag, hvor minderne pludselig kom tæt på igen, og rejsen blev brat afbrudt af en sygemelding på grund af depression.

Modsat dengang på ferien til Harzen er Stig heldigvis ikke alene i dag. Han har Steen. Lige nu er det ham, der sørger for, at Stig bliver holdt i gang hver dag og kommer lidt ud at gå. Det er ikke altid en let opgave.

Hvor de to tidligere rejste til alverdens fjerne og eksotiske rejsemål, har det i den seneste tid været svært bare af få Stig med op i sommerhuset i Rågeleje. Når en depression rammer, kan det som bekendt være en næsten uovervindelig anstrengelse at komme ud ad hoveddøren.

– Jeg må indrømme, at jeg tit prøver at springe over, hvor gærdet er lavest. Men Steen er god til at trække mig op. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham, erkender Stig, som er så afhængig af sin mand, at angsten for at miste ham er begyndt at fylde lidt for meget.

– Hører jeg udrykning, mens Steen er ude og købe ind, ringer jeg: ”Er der sket noget med dig?” Det har jeg aldrig gjort før.

Steen smiler af de mange opkald.

– Vi bor lige ved siden af Frederiksberg Brandstation, så der er altså rimelig mange opkald, som han siger.

Aldrig holdt pause

Når man som Steen har levet med Stig Elling i halvdelen af sit liv, så er man vant til en kimende telefon. Siden Stig Elling fik sin første mobiltelefon, har han aldrig slukket den, og det har selvfølgelig betydet, at der aldrig har været rigtig fyraften i Stigs liv. Både som charter-konge og senere som kommunalpolitiker har der været rift om hans indsigt og meninger, og han har med glæde delt ud af den.

– Jeg har arbejdet 365 dage om året 24 timer i døgnet. Jeg har gjort det, fordi jeg syntes, det var sjovt, siger Stig, inden han fortsætter med en vigtig tilføjelse:

– Men jeg kunne ikke holde til det i længden. Det har vist sig nu, hvor jeg betaler prisen. Det er derfor vigtigt for mig at sige til andre: Husk nu at holde fri. Jeg skulle have slukket min telefon noget mere, siger Stig og understreger, at han ikke ser sin lidelse som et nederlag.

– Jeg synes stadig, mit liv er en succeshistorie. Den kommer godt nok af noget lort. Jeg skulle have haft en bedre familie. Og der skulle ikke have været så meget alkohol.