Tv-værten Ulla Essendrops hårde start på livet: Jeg blev efterladt på en trappe som spæd

I 1979 steg tre små piger ud af et fly i Danmark. Den ene grinede. Den anden græd. Og den ældste på knap 3 år var helt stille, mens hun nysgerrigt kiggede rundt med sine store, brune øjne. Pigens hår var kortklippet som en drengs, men hun var iført en fin lysegul kjole og en hvid cardigan for at holde varmen i sit nye land.

I dag kender stort set alle danskere pigen med den hvide cardigan. For det var tv-værten Ulla Essendrop, der steg ud af flyet dengang for 39 år siden. Men den dag var alting ukendt. Alt var nyt. Ulla havde ikke engang mødt sine nordjyske forældre endnu. De sad i et venteværelse i lufthavnen og holdt øje med minutterne.

I dag kan hun ikke lade være med at tænke på, hvordan hendes liv havde set ud, hvis hun ikke havde været en af de heldige. En af dem, der blev adopteret til Danmark. Ligesom hun heller ikke kan lade være med at forestille sig, hvad der er sket med alle de andre børn på børnehjemmet, som aldrig blev hentet af en ledsager og sat på et fly til Danmark.

– Jeg sidder her og har fået et rigtig godt liv i Danmark. Men det er der andre, der ikke har. Det er bagsiden af medaljen, og jeg kan få helt vildt dårlig samvittighed, for de skæbner er så hårde at tænke på. Jeg ved godt, det ikke nytter noget at slå sig selv i hovedet. Det var jo ikke mit valg. Men jeg tænker rigtig meget over, hvor heldig jeg har været.

Læs også: Hans Pilgaard afslører fortielse: Jeg er adopteret

Tre år er helt væk

Ulla var helt spæd, da hun blev lagt på en trappe foran et hospital i Indien. Her blev hun fundet af noget personale, og hun blev senere bragt til det børnehjem, hvor hun tilbragte næsten tre år af sit liv. Selv har hun ingen erindringer eller minder om den tid overhovedet. Hun har faktisk kun et enkelt sort-hvid billede fra dengang, hvor hun står med et lidt betuttet udtryk iført en kort flæsekjole og alt for store sko. Og så har hun nogle ganske få beskrivelser i papirerne fra børnehjemmet, som fortæller, at Ulla var en pige, som ville have varme og kærlighed. En pige, som talte meget, og som var viljestærk. Andet ved hun ikke.

– Det er meget mærkeligt, at der er tre år af mit liv, som jeg slet ikke kender til. Ingen kan fortælle mig, hvad der er sket, og ingen kan sige: Da du var lille, gjorde du sådan og sådan, siger Ulla, som har fået de tidlige barndomsoplevelser endnu tættere på nu, hvor hun selv er blevet mor og dermed er blevet ekstremt bevidst om, hvor vigtig kropskontakt, kærlighed og øjenkontakt er i et barns første år.

Se også: Efter 28 år: Jeg fandt min mor

Noget har bidt sig fast

Ulla har meget at give af. Hun fik nemlig en fantastisk barndom, efter hun kørte med sin nye mor og far hjem til huset i Skalborg syd for Aalborg.

Men efterhånden var det indiske fortid, og Ulla levede et liv som en helt almindelig nordjysk pige, der ikke engang tænkte over, at hun havde en anden hudfarve end de andre.

Ulla havde selvfølgelig oplevet ting, som andre ikke havde. Hvor meget de første tre år af hendes liv har påvirket hende, kan hun af gode grunde ikke vide. Hun har jo ikke prøvet andet. Men en gang imellem oplevede hendes forældre, at deres datter reagerede voldsomt.

– Der var nogle episoder, hvor jeg lå på gulvet og skreg og skreg og var fuldstændig umulig. Jeg kunne slet ikke falde til ro. Jeg skreg også meget i søvne om natten. I dag kan jeg stadig vågne ved, at jeg ligger og skriger, men jeg ved ikke, hvad det er, jeg drømmer.

Læs resten af historien i denne uges Ude og Hjemme.