Kultur

Vi vil kæmpe for Rosa

22. marts 2011 af Marianne Knudsen
Blot fire timer efter at Dea Bergstrøm fra De unge mødre fødte sin lillepige, fjernede myndighederne hende. Siden har Dea og kæresten Rasmus kun set datteren en enkelt gang og lever nu i uvished om, hvorvidt de må få datteren tilbage, eller om hun skal forblive i familiepleje.
Foto: Jacob Ljørring
Foto: Jacob Ljørring

De var så lykkelige. Dea Louise Bergstrøm fra De unge mødre fødte forrige torsdag en velskabt lille pige, men hun og kæresten Rasmus nåede kun at være sammen med deres nyfødte datter i fire timer på Hillerød Sygehus, før myndighederne bankede på ind til stuen og tvangsfjernede hende.

- Vi blev chokeret og kunne ikke tro det. Nu er det gået op for os, og vi er selvfølgelig frygtelig kede af det, fortæller Dea, der tomhændet måtte forlade sygehuset samme dag.

Siden har hun og kæresten isoleret sig i deres lejlighed i Farum - et hjem, som kan have haft en medvirkende årsag til, at parret nu har fået tvangsfjernet datteren.

Ofrede hunden
Lige siden Kanal 4 sendte afsnittet, hvor seerne fik deres beskidte og rodede hjem at se, har Dea og Rasmus været udsat for megen kritik. Ikke mindst på diverse debatsider på nettet - men altså nu også fra kommunen.

Dea har tidligere fortalt, at kommunens sagsbehandler allerede inden fødslen var på besøg for at sikre sig, at deres hjem var rent nok til, at en lille nyfødt kunne flytte ind. Det fik parret til at gå i krig med støvklud og sæbe - ligesom de også valgte at skille sig af med deres elskede hund Buster.

Men ihærdigheden har tilsyneladende ikke været nok. Ifølge parrets advokat, Hanne Ziebe, har de arbejdet hårdt for at leve op til kommunens krav, men den overvejende begrundelse for kommunens beslutning om at fjerne datteren er, at deres hjem simpelthen har været for rodet.

Dea og Rasmus erkender da også, at lejligheden trængte til at blive gjort rent, men de har siden hen fået styr på rengøringen og ikke mindst sat et børneværelse i stand til Rosa.

Natacha Nikita: Jeg frygter mit barn er syg

- Jeg synes ikke, det er helt fair, for vi har virkelig fået gjort rent. Vores lejlighed skinner. Se selv, siger Dea og viser hele lejligheden frem.

Efter tvangsfjernelsen har Dea og Rasmus været til møde hos kommunen, men de aner fortsat ikke, hvad der skal ske med deres lille Rosa, der nu befinder sig i familiepleje. En enkelt gang har de fået lov til at gense datteren - i en time - men ved ikke, hvornår de får lov igen.

- Det var dejligt at se Rosa, og hun så ud til at have det godt. Men det var samtidig også hårdt ikke at kunne bestemme over sit eget barn, og at vi skulle sige farvel til hende igen, fortæller Dea og fortsætter:

- Heldigvis har vi fået lov til at have samkvem med hende. Men vi aner bare ikke, hvor tit og hvornår vi kan se hende igen. Lige nu går jeg og venter på det opkald, siger Dea, der nægter at give slip på sin datter.

- Vi beder til, at vi får Rosa tilbage igen. Vi vil kæmpe for det, fastslår den nybagte mor.

Læs også: Katharina: Parterapi har reddet kærligheden

Sponsoreret indhold