X Factor-stjernen Sigmund var dopet af medicin: Jeg sov i tre år
– Åh nej.
Det var 48-årige Lene Trondheims allerførste udbrud, da hendes søn ringede og fortalte, at han stillede op i X Factor. En reaktion, som måske umiddelbart virker uforståelig, når man i dag ved, hvordan det gik den 22-årige Sigmund oppe på scenen. Men udbruddet bliver fuldt forståeligt, når man hører om alt det, han havde kæmpet med i årene forinden.
Sigmund har altid været anderledes. Selv i børnehaven skilte han sig ud, når han ihærdigt og bestemt arrangerede lege og teaterforestillinger med de andre børn, så han nærmest udfyldte en hel pædagogstilling. Anderledes kan være godt. Det var det, da han brugte sin helt egen stemme og sine helt egne dansetrin hver fredag i X Factor. Men anderledes kan også være svært. Især når man er en vestjysk teenager.
”Åh, skal han nu trækkes igennem alt det”
Sigmunds mor og far, Lene og Oddur Trondheim, har selvfølgelig været de nærmeste vidner til hele Sigmunds liv, og det var også derfor, at Lene ikke ligefrem brød ud i jubel, da hun sidste år hørte, at hendes søn ville stille op foran et kritisk dommerpanel, rullende kameraer og alle Danmarks seere, som så frit kunne dømme ham.
– Jeg tænkte mest: ”Åh, skal han nu trækkes igennem alt det. Hvordan vil danskerne tage imod ham?” Det kan jo være nogle barske ting, man får at vide. Jeg tænkte også: ”Hvad med din skole? Og hvordan får du råd til det?” I virkeligheden var jeg jo bare en mor, der ville passe på min dreng.
LÆS OGSÅ: Anna fra X Factor blev mobbet
En sprudlende dreng
Lene og Oddur har passet godt på deres dreng, siden han kom til verden ved akut kejsersnit tre uger for tidligt. Men de har i perioder haft svært ved at finde ud af, hvad de skulle stille op med ham. Og også med, hvor de kunne få hjælp.
Som barn gjorde det ikke noget, at Sigmund skilte sig ud. Han var en sprudlende dreng, der sjippede langt bedre end pigerne, men som ikke anede, hvad han skulle stille op med den fodbold, der lå i familiens have.
– Enten faldt han over den, eller også hoppede han over den, smiler hans far, som til gengæld kunne se, hvordan sønnen altid kastede sig energisk over nye, opfindsomme lege, hvor alt skulle være perfekt, og hvor hans to yngre søstre og hans kammerater helst skulle gøre præcis, hvad Sigmund havde tænkt sig.
LÆS OGSÅ: Morten fra X Factor: endelig har jeg fundet lykken
Uro i systemet
– De andre børn blev nøje instrueret i, hvordan Sigmund ville have det. Det gik også godt, så længe de syntes, det var sjovt at gøre, som han sagde. Men han brød sig ikke om, hvis de sagde fra. Så kom der uro i Sigmunds system, husker Lene.
Efterhånden som Sigmund blev større, kom der mere og mere uro i systemet. Begge hans forældre bemærkede i hvert fald, at deres dreng havde brug for at bruge sine kreative talenter, som ikke rigtig kom til deres ret i den almindelige folkeskole i hjembyen Sørvad uden for Herning. De besluttede derfor at lade ham gå på balletskolen i Holstebro, hvor Sigmund nok ville passe perfekt til de krævende udfordringer på danselinjen.
Det var en klog beslutning
Her fik Sigmund alle muligheder for at udfolde sit dansetalent med mindst to timers dans om dagen og krævende forestillinger. Men da teenagealderen kom, kunne han ikke danse de svære følelser væk, og den ellers så sprudlende dreng blev en anden omkring 8. klasse.
– Der var en del konflikter i min klasse, og jeg var nærtagende og græd meget. Jeg begyndte at blive deprimeret, og så gik det ned ad bakke. Det var en ond cirkel, der var svær at komme ud af, husker Sigmund, som begyndte hos en psykolog, mens hans bekymrede forældre håbede, at det kunne hjælpe. På det tidspunkt anede de ikke, at psykologbesøgene kun var begyndelsen på et ekstremt langt forløb, hvor de som forældre bare følte sig mere og mere magtesløse.
Psykogen kunne nemlig ikke få Sigmunds humør op igen. Han pegede til gengæld på, at der nok var tale om en mental forstyrrelse. Hvilken forstyrrelse Sigmund kæmpede med, kom der mange bud på i de efterfølgende år, hvor familien gik fra det ene møde til det andet, mens forældrenes frustrationer tog til.
Vi var desperate
– Vi kunne jo se, at vi havde en dreng, der var ulykkelig. Men vi anede ikke, hvad vi skulle gøre, sukker Lene, mens hendes mand ryster på hovedet ved tanken.
– Vi var desperate, fordi vi ikke vidste, hvordan vi skulle håndtere det. Han var igennem alle mulige mærkelige mennesker, som mente, han havde alt lige fra Aspergers syndrom til autisme. Jeg ved ikke, hvor mange møder vi har siddet til med folk fra kommunen og deres bunker af papirer. Der kom intet ud af det, bortset fra at vi aftalte det næste møde, sukker Oddur og tilføjer:
– Når man har en dreng, der er anderledes, er det et tragisk system at komme ind i.
Flammen slukkede
Selv er Sigmund og familien overbevist om, at han faktisk blev bremset i sit eget liv på grund af fejlmedicinering. På det tidspunkt blev han nemlig kraftigt medicineret både mod depression og sine tics, og det var, som om det slukkede hans ellers velkendte flamme af energi.
– Jeg var en zombie. Jeg bare sov og sov, og det var også derfor, jeg slet ikke kunne passe min skole. I dag er jeg rasende over, at jeg har spildt omkring tre år af mit liv på at tro, at jeg ikke duede som menneske, når det i virkeligheden handlede om, at jeg var dopet af medicin, siger Sigmund med en alvor, som man ikke er vant til at se i hans ellers altid så smilende ansigt.
