Livsstil

Lær dine børn at læse følelser

10. september 2015 af Charlotte Højlund Foto: Charlotte Højlund
Det er vigtigt at lære dine børn at tyde andres følelser, så de forstår, hvis de kommer til at gøre nogen kede af det eller vrede. Familie-ekspert Charlotte Højlund hjælper dig med at lære dine børn empati - og ikke mindst, at alle følelser er tilladte, også vreden, hvis man lærer at tackle den.

Du gør ham ked af det

En af de varme sommerdage hyggede børnene sig i haven med vand. Badebassin og vandslange var fremme, men især sidstnævnte giver tit anledning til konflikter. Alle vil være den, der står med slangen og skifter mellem de forskellige funktioner.
Når den står på brus eller forstøvning, kan man sprøjte direkte op i luften og kun blive ramt af de råber, der daler ned oppefra. Vender man slangen rigtigt i forhold til solen, kan man skabe sin egen regnbue.
Især Lykke på 4 år og Luna på 9 år er glade for at lege med vandslangen og kommer tit op at toppes om den. Men den dag ligger Sylvester på 12 år på en drømmeseng ved siden af badebassinet og bliver irriteret over at blive sprøjtet på af Lykke.

LÆS OGSÅ: Sådan opdager du mobning

Han beder hende om at lade være flere gange, men hun er ligeglad, og til sidst får han nok. – Hold nu op, din dumme møgunge, råber han.
Lykke kvitterer ved at slå ham hårdt i hovedet med sprøjtepistolen, så han begynder at græde. Temperamentet koger over, og han er på vej efter hende. Jeg skynder mig at stoppe ham og taler med dem begge to. Sylvester har slået sig, dog uden at det er alvorligt, men Lykke nægter at sige undskyld.
– Lykke, nu siger du altså undskyld til Sylvester, prøver jeg.
Men hun giver sig ikke. – Han sagde, at jeg var dum, indvender hun.
Jeg gentager min gamle sang om, at man aldrig må gøre noget, der gør ondt på andre – heller ikke, selv om de siger noget dumt. I stedet skal man hente en voksen.
Lykke vil stadig ikke undskylde, men så spørger jeg, om hun ikke kan se, at Sylvester er ked af det. Med tårer i øjnene siger hun endelig undskyld og krammer ham.
Som andre børn kan Lykke godt læse andres følelser, men hun ved ikke altid, hvad der er den rigtige reaktion på dem. Her kan det hjælpe at få børnene til at se den andens følelser og sætte sig ind i dem – med andre ord at lære dem empati. Det hjalp i hvert fald den dag.

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du små børn ikke at bide og nive

Lær dine børn, at der ikke er forbudte følelser

I mit barndomshjem var vrede ”forbudt”. Det måtte man bare ikke være – eller rettere ikke vise. Som barn var det svært at skelne, og først som voksen lærte jeg at vise vrede, og jeg forstod også, at vrede er en langt mere aktiv følelse end at være ked af det. Derfor er det vigtigt for mig, at mine børn har lov at blive vrede, men de skal samtidig lære at tackle vreden hensigtsmæssigt.
Vi tager ofte ubevidst en masse med os fra barndommen. Hvis der er følelser hos dine børn, som du har svært ved at tackle, kan du prøve at tænke tilbage på din egen barndom. Måske stammer din uvilje derfra?

LÆS OGSÅ: Mobning var værre end ensomhed

 

 

Sponsoreret indhold