Lise mistede mand og søn
Det er som om, de stadig er her. Martins tøj ligger stadig på plads i gaderobeskabet, og på Zacharias’ værelse er sengetøjet lidt krøllet, som havde han lige ligget og kikket på sine fodboldplakater og kamptrøjer. Ingen tvivl om, at Zacharias var bidt af fodbold. Og hans far Martin elskede at følge ham til kampe i weekenden. Nu er de begge borte. Og de forlod denne verden sammen.
For 38-årige Lise Pilgaard har det været et hårdt slag, at hendes familie blev revet over i to. Men allerede kort tid efter ulykken besluttede hun sig for, at der kun var én vej frem. Og det skulle være en vej med livsglæde – ikke med sorg og tristhed.
- Jeg har så meget tiltro til livet, at jeg kan klare det her. Og der er jo ikke andet valg. Jeg har stadig Joshua og lille Svea, der kun var to måneder, da det skete. Dem skal jeg tage mig af, og jeg er sikker på, at Martin følger med i, om jeg klarer det godt, fortæller Lise.
Fokuserer på det gode
Selv er hun ikke i tvivl om, at hendes livsmod skyldes, at hun kan fokusere på det gode i livet – og ikke lade det onde trække hende ned. Som livstilscoach i sit firma ”www.nykursnu.dk” er hun vant til at hjælpe folk til et bedre liv. Give dem en ny kurs, når de er på vej nedad med stigende vægt og dårligt selvværd.
- Man skal fokusere på det positive i livet. Det er selv kernen i mit arbejde med andre mennesker. Og det er også kernen i mit eget liv. Derfor er jeg stadig i stand til at være lykkelig. Jeg synes, livet er en gave. Og godt nok mistede jeg Martin og Zacharias, men jeg fik mulighed for at fortætte livet med Joshua og Svea, siger hun.
Det er da også svært at blive andet end glad, når man ser den lille Svea. Hun er nu blevet syv måneder og sender solstråler af glæde mod alle, der giver hende et smil.
Men det betyder dog ikke, at Lise problemfrit har taget skridtet videre efter ulykken.
LÆS OGSÅ: Ingen skal slå min datter
Den 17. august sidste år vil for altid stå som et smerteligt minde. Det var søndag formiddag og Martin og Zacharias var taget med Joshua til et fodboldstævne i Lystrup. Da drengene forlod hjemmet i Langgade i Randers, gjorde Lise klar til at modtage sine kursister. Som alle de andre weekender åbnede hun hjemmet, så hendes kursister kunne blive vejet og rådgivet.
Klokken 13.13 fik hun en sms fra Martin. Den var kort.
- Vi er på vej hjem, lød den.
Det var sidste livstegn, hun fik fra sin mand. Kun ni minutter senere mistede 41-årige Martin kontrollen over bilen, formentlig pga. akvaplaning i det kraftige regnvejr. Han kolliderede med en bus på Randersvej nord for Århus. Et voldsomt sammenstød, der fuldstændig krøllede bilen sammen. Allerede Kl. 14 stod to betjente foran hoveddøren hjemme i Randers.
- Jeg anede intet. Jeg troede, at jeg måske havde glemt at betale en bøde. Men det var slemt. De sagde, at der var sket en færdselsulykke. Jeg skulle komme med til Århus, fortæller Lise.
Det viste sig, at det var værre en slemt. Martin og Zacharias blev holdt i live, men døden var uigenkaldelig. Til gengæld var der et mirakel gemt i katastrofen. For 7-årige Joshua var ikke blandt de døende på hospitalet.
Joshua var i live
- Jeg var sikker på, at jeg også havde mistet ham. Og politiet ledte efter ham på ulykkesstedet. Måske var han kastet ud af bilen. Men ingen kunne finde ham, fortæller Lise.
Der skulle gå næsten to timer, inden Lises svigermor dukkede op på hospitalet. Chokeret – men dog med den besked, at Joshua var i live og havde det godt. Han var helt tilfældigt kørt med fodboldtræneren hjem.
- Det var så ekstrem en følelse. Først troede jeg, at jeg havde mistet alle tre. Men så fik jeg Joshua tilbage. Det føltes, som at få en del af livet tilbage. Som om der var en mening med galskaben. Jeg tror ikke, at det var tilfældigt, at det lige var Martin og Zacharias, der skulle af sted. Det var så tætte og gode sammen, at netop de to også skulle følges i døden, fortæller Lise.
I dag er både Martin og Zacharias stadig en stor del af livet i familien. Nogen gange sender Joshua og Lise en sms til himlen. Bare med hænderne. Andre gange får de en dyb snak om livet og døden. Og hvordan kærligheden stadig kan gøre, at Martin og Zacharias er med i dagliglivet.
- Kærligheden mellem mig og Martin er bare så stor, at den på en måde stadig er her. Jeg er ikke specielt religiøs, men jeg føler klart, at der stadig er en forbindelse til Martin. Alt det Martin har gjort har været af kærlighed til mig. Det forsvinder ikke bare, fordi han dør, fortæller Lise.
Og derfor går livet videre i huset på Langgade. Med gode minder og masser af kursister. For Lise har succes som livstilscoach.
- Jeg kan hjælpe andre til et bedre liv. Men samtidig får jeg også selv så meget igen, siger hun.
