Mette fik sin drøm opfyldt

39-årige Mette Pedersen vidste, at hun havde en far i Canada, som hun gerne ville finde. Men hendes mor, Anne Lise Baltzersen (61) kunne ikke fortælle sin datter andet end, at han hed William Ramsey.
Mette, der er fra Akershus i Norge, blev undfanget under et flådebesøg i Oslo, hvor moren havde en kort romance med en gast fra det canadiske skib HMCS Annapolis.
- Et navn i min mors dagbog var alt. Og så beskrev min mor ham som høj og charmerende, siger Mette, der altså ikke havde meget at gå efter.
Som barn drømte hun ofte om at finde sin far.

LÆS OGSÅ: Søstre forsvundet i 39 år

- Jeg fantaserede om, hvordan det ville være at møde ham, men efterhånden indså jeg, at jeg måtte nøjes med at drømme, siger Mette
Men alligevel skete der noget. Mette får ekstra lys i øjnene, når hun fortæller om det øjeblik i livet, da virkeligheden overgik fantasien. Det var tilfældigheder, som gjorde, at Mette i sommer kom over på en side på Facebook for folk, som havde sejlet med det canadiske marinefartøj HMCS Annapolis.
- Jeg tog en chance. Da jeg opdagede nogle gamle billeder, sendte jeg en besked til en mand, som jeg antog kunne være på alder med min ukendte far, siger Mette.
Hun fik svar efter nogle timer. Manden hun kontaktede var naturligvis nysgerrig efter at vide, hvorfor Mette jagtede en canadisk marinegast, som havde landlov i Oslo i 70’erne, og han undrede sig over, hvorfor hun kontaktede netop ham.

Ventetid var ulidelig

- Da jeg forklarede, at jeg var på jagt efter min ukendte far, fik jeg besked om, at han faktisk hed Wayne og ikke William, som min mor ellers havde husket.
Mette fik besked på at væbne sig med tålmodighed, mens de undersøgte om Wayne var interesseret i kontakt. Mette beskriver ventetiden som ulidelig. Heldigvis tog det bare nogle timer før Wayne Rumsay (63) anmodede hende som ven på Facebook.
- Glæden var større end, hvis jeg havde vundet topgevinsten i lotto, siger hun.
Far og datter aftalte kort herefter, at Mette og familien skulle rejse til Canada.
- Vi fik umiddelbart en helt speciel og tæt kontakt. Derefter blev det sådan, at vi snakkede sammen over telefonen hver eneste dag. Herefter fik jeg købt flybilletterne, siger Mette.
Hun er nu tilbage fra Canada, hvor hun og datteren Mia (8) mødte både Wayne og hans familie for første gang.
- Det var kærlighed ved første blik, siger en lykkelig Wayne.

LÆS OGSÅ: Min søster forsvandt

- Jeg kunne kende Mette med det samme, jeg så hende i lufthavnen. Der er ingen tvivl om, at hun er min datter. Mødet har forandret mig og familiens liv for altid, siger han.
Wayne, der er fra Alberta i Calgary, var en ung mand, da han besøgte Norge som marinegast. Nogle år senere hjemme i Canada giftede han sig med Kate (55). Men selvom de blev forældre til Bryan (28) og Aliana (32), så forsvandt tanken om, at han kunne have et ældre barn i Norge aldrig.
Også hans nye familie var klar over mulighederne for, at der kunne dukke en norsk slægtning op.
Noget af det første Mette fik fra Wayne var et foto af ham som ung marinegast taget omtrent på det tidspunkt, hun blev undfanget.
- Det er morsomt at se, at morfar som ung ligner mig i dag, siger Mettes søn, Christer Ivo Pedersen (17).
Fra at være enebarn hele livet, er Mette pludselig en del af en stor familie. Hun er taknemmelig for, at de allerede har vist hende meget af deres hjemland. Samtidig er den 39-årige kvinde overvældet over at se, hvor meget hun rent faktisk ligner sin far og sine halvsøskende.

Mange glædestårer

- Jeg har altid troet, at jeg var speciel, et sårbart følelsesmenneske. Nu viser det sig, at mine søskende opfører sig akkurat på samme måde. Den uge, vi havde sammen, var fuld af stærke følelser. Der var mange tårer både af glæde og senere af sorg over at måtte skilles igen, siger hun.
Mette befinder sig i øjeblikket i en sand lykkerus.
- Jeg troede, at mit hjerte ville stoppe med at slå, da jeg endelig fik kontakt til min far. Nu banker det videre i glæde, sige hun lykkeligt.
- Det dejlige er, at jeg aldrig har kaldt nogen for far før – ikke før jeg mødte Wayne. Nu føler jeg, at far er et ord, jeg ikke kan bruge ofte nok.