Mimis brevkasse: Vi glæder os ikke til deres bryllup

Vi glæder os ikke til deres bryllup

Jeg er en kvinde på 34 år, der bor sammen med min mand og to børn på 4 og 7 år. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen og ser stadig nogle af de venner fra dengang. Det ene vennepar har børn i samme alder som vores, og det har derfor været nemt at ses, da ungerne elsker at lege sammen. 

Det seneste års tid er hun begyndt at gå meget op i træning, hun taler ikke om andet. Jeg lytter gerne da. Hvis det er det, hun brænder for, bakker jeg hende selvfølgelig op. Det er bare blevet for meget. Hun kan ingenting, fordi hun skal træne. 

Manden har i sine unge dage taget kokain, og hun nævnte, at sidste gang de var ude, ”fik han noget til næsen”. Jeg blev helt paf og kan slet ikke forstå, hvordan hun finder det okay. Det er åbenbart ikke første gang, men hun virker ikke generet af det. 

Det er ikke sjovt at være sammen med dem mere. Jeg føler ikke, jeg kan stole på dem. De har forandret sig og opfører sig som nogen på 18 år igen.

Til juli skal de så giftes på Fyn (vi bor i København), og vi er inviteret med og er udvalgt til toastmaster og forlover. Men jeg glæder mig ikke til den fest. Det bliver også dyrt med transport, overnatning, gave, polterabend mv.

Min mand nævnte, sidste gang vi så dem, at han ikke ønskede at være forlover, men det er han nu blevet alligevel.

Jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan vi skal tackle dette. Skal vi tage en snak med dem, og hvad gør vi i forhold til brylluppet?

Med venlig hilsen L.P.

Hej L.P.

Det kan godt være svært at sige farvel til venner, man har haft lige siden skoletiden, dem er der jo ikke så mange af. Alligevel synes jeg, du siger meget klart, at det egentlig ikke er hyggeligt at være sammen med dem mere af forskellige grunde. 

Hvis det kun var fordi, din skoleveninde talte lidt rigeligt om træning osv., kunne det vel gå. 

Du kunne jo tage hende om skulderen med et stort smil og sige: Ved du hvad, søde, jeg orker simpelthen ikke at høre mere om din træning, du giver jo os andre baghjul og dårlig samvittighed. Det kunne nok afhjælpe noget af problemet. 

Men det er jo ikke det eneste. De er tilsyneladende misbrugere af forskellige stoffer, han af kokain, hun af træning, og det kunne vel også gå, hvis du/I virkeligt holdt af dem. Men helt ærligt: det gør I ikke, vel?

Og hvad er der så?

Børnene leger godt: Ja, børn leger godt. Det gør de med de fleste, for så dejligt fordomsfrie er børn.

Du og din mand skal lade være med at ”lade som om”.

Jeg sad for sjov og googlede, hvad det egentlig vil sige at være forlover – hold da helt ferie. Jeg synes, din mand har alle grunde til at lade sig undslå. Det kan hurtigt blive en ganske stor opgave.

Så: tag jer sammen, drop dem. Fordi man har gået i folkeskolen sammen, kan man godt vokse fra hinanden, uden at det er dramatisk.

Måske kan I netop bruge brylluppet som anledning til bruddet. Send et kærligt brev, hvor I både melder afbud og uden nærmere detaljer giver til kende, at I ikke finder, at I har nok tilfælles mere. Its hard to say goodbye, men prøv at tænke på ikke bare de timer til brylluppet, som I jo nok overlever, men alle de timer og uger inden, hvor I vil bruge kræfter på hele dilemmaet. Og ærgrelsen bagefter, når I har brugt pengene. 

I har to dejlige børn, koncentrer jer om dem og de andre søde venner, som I sikkert har – eller får!

En gang imellem skal man sige: ”over skulderen med det.”

Venlig hilsen Mimi