Mobning: Sådan ser du tegn på selvmobning

Mobning: Selvmobning
Line har altid været klassens stille pige. Allerede i femte klasse bad lærerne hende om at tale højere og tydeligere.
Line var ikke bare genert. Ligesom mange andre unge piger led Line af manglende selvværd og selvtillid. Hun havde en indre kritisk stemme, som konstant var over hende.
- Jeg mindede hele tiden mig selv om, at jeg var grim, dum, klam, irriterende, og at jeg ikke burde være nogen steder, fordi jeg tog andre vigtigere menneskers plads. Stemmen var der hele tiden, husker 17-årige Line Glade fra Rødovre.
LÆS OGSÅ: Sådan tackler du mobning
X Factor-piger
Sådan er det ikke mere. Efter et intenst terapi-forløb med børnestresscoach Alice Fogh har Line lært at stemmen ikke havde ret. I stedet for at være sin egen værste fjende, er hun ved at lære at blive sin egen bedste ven.
Line udsatte sig selv for mobning og var en såkaldt selvmobber.
- I dag skal alt være så perfekt, og det kan man især mærke konsekvensen af hos de unge piger. De skal have høje karakterer, se godt ud, være en vigtig del af fællesskabet og være dygtige til mange fritidsaktiviteter. Faktisk skal de være små X-faktor-piger, siger Alice Fogh.
LÆS OGSÅ: Min fireårige søn er uhelbredeligt syg
I sin praksis har hun erfaret, at det for mange unge piger er hårdt og ressourcekrævende bare at følge lidt med.
Blev glad for skolen
- Blandt veninderne er der ofte en konkurrence om, hvem der er bedst og flottest og har flest venner. Det er et problem, fordi de er i den sårbare alder, hvor de skal lære sig selv at kende, forklarer børnestresscoachen.
Hendes arbejde med Line har betydet, at Line for første gang i sit liv har fået selvtillid nok til at møde venner, højne alle sine mundtlige karakterer og nyde det sociale liv i 1. g på Rødovre gymnasium.
- Min skolegang har altid været et helvede. Havde jeg ikke lært at tænke anderledes positivt om mig selv, så var jeg blevet siddende på min plads og holdt min mund også i gymnasiet, siger Line.
Hun drømmer om at læse til læge og videreuddanne sig til kirurg. Det er en meget lang uddannelse, men det bekymrer ikke Line. Nu er hun jo endelig blevet glad for at gå i skole
LÆS OGSÅ: Jeg tør ikke være mor
HVAD TÆNKER EN, DER UDSÆTTER SIG SELV FOR MOBNING?
En ung der udsætter sig selv for mobning har en strøm af negative tanker, der som en dårlig cd kører inde i hovedet døgnet rundt. Denne mobning får bl.a. den unge til at tænke:
- Jeg er grim, kan ikke noget, er mærkelig, er dum, kan ikke finde ud af noget.
- De andre er meget dygtigere og flottere end mig. Ingen vil være sammen med mig. De andre vil ikke lege med mig, så jeg gemmer mig i frikvarteret.
- Min mor kan ikke lide mig. Hun kan meget bedre lide mine søskende. Det er min skyld, at min far og mor skændes, for de skændes altid om mig.
- Min mor er ked af det, og det er min skyld. Min mor gider ikke lytte til mig, så jeg er ikke god nok.
- Alle er så perfekte, og jeg kan ingenting. Ingen har tid til mig, jeg er ikke noget værd.
- Jeg ved ikke, hvem jeg selv er, eller hvad jeg kan.
LÆS OGSÅ: Sara måtte vælge sin søn fra
TYPISKE TEGN PÅ, AT EN UNG UDSÆTTER SIG SELV FOR MOBNING
En ungs mobning af sig selv kommer til udtryk både fysisk og gennem pigernes adfærd.
Adfærden:
- I timerne deltager hun ikke aktivt - hun sidder og gemmer sig.
- Når hun bliver spurgt, bliver hun genert og tør ikke sige noget højt. Hvis hun får sagt noget, er det meget lavt, så læreren klager over det.
- Hun holder sig for sig selv i frikvartererne og i fritiden.
- Hun deltager ikke i samtalen ved middagsbordet - svarer ikke højt når hun bliver spurgt.
- Hun vil ikke i skole - eller ringer til mor og vil gå hjem fra skole med 'dårlige undskyldninger'.
- Vil skændes og smækker med døren.
- Går midt i en samtale.
- Når hun er sammen med veninderne, kan hun pludselig melde sig ud af fællesskabet og holde sig for sig selv, gå hjem og ingen ved hvad der sket.
- Udtrykker, at de andre er dumme - og at hun ikke gider at være sammen med dem.
- Udtrykker, at hun er grim, og at hun har ikke noget ordentlig tøj - med bemærkning om at det har alle de andre.
- Udtrykker, at andre er meget flottere end hende.
- Udtrykker, at de andre kan meget mere end hende.
- Hun taler dårligt om de andre piger.
- Deltager i sladder om andre piger.
- Hun er meget jaloux på de andre piger.
- Udtrykker bekymring for fremtiden.
- Har et højt sygefravær.
Fysiske tegn på en ungs mobning af sig selv:
- Ofte hovedpine, migræne og mavepine.
- Problemer med at sove.
- Spiseproblemer.
- Koncentrationsproblemer - kan ikke fokusere.
- Ingen energi.
- Græder meget.
- Surmuler.
- Er angst og bange (ofte for fremtiden).
- Skærer i sig selv - som hun skjuler.
- Ligger og sover det meste af tiden.
- Ligner en der vil reddes, men når man forsøger, tager hun ikke imod hjælpen.
- Når der er fest, kan hun drikke for meget og måske tage stoffer.
- Hun har et ensomt og trist udtryk i øjnene.
LÆS OGSÅ: Sådan håndterer du en stresset hund
HVORDAN STOPPER MAN EN UNGS MOBNING AF SIG SELV?
Børnestresscoach Alice Fogh mener, det vigtigste forældre kan gøre, er blot at give sig tid til at lytte. Man bør ikke forsøge at løse de unges problemer for dem, men tage dem alvorligt og spørge ind til dem i stedet.
Når en forælder ikke lytter eller vil løse tingene for sine børn, bliver børnene usikre på, hvem de er og hvad de kan. Det ødelægger deres selvværd og selvtillid.
Du kan få flere gode råd til, hvordan du hjælper dit selvmobbende barn, ved at abonnere på Alice Foghs nyhedsbreve på www.alicefogh.dk.