Mor til tre donorbørn: Jeg tror stadig på kærligheden
De mange sutteflasker står som perler på en snor på køkkenbordet i rækkehuset i Bedsted. Elsbeth begynder at blande flasker til de to 10 uger gamle tvillinger, hvor den ene er sat i et stort hyl. Hende 2-årige søn Bastian hiver i sin mor for at få kakao.
Havde ikke lyst til at blive mor i en sen alder
– Jeg er vågnet flere gange, hvor jeg har ligget og skubbet min dyne frem og tilbage som en vugge. Hele ens verden er jo børn, og selv om det er fantastisk, er det også en stor omvæltning, smiler 32-årige Elsebeth Gisselbæk.
Lige siden Elsebeth var barn, havde hun forestillet sig, hvordan den store forelskelse blev til flere kærlighedsbørn. Hun så parcelhuset for sig med en logrende hund, der mødte hende, når hun åbnede døren, men som barndomsårene gik over i voksenlivet, begyndte Elsebeth at blive nervøs for, om hendes drøm ville gå i opfyldelse.
– Jeg var ret ked af det, for det var virkelig noget, jeg ønskede mig, men jeg vidste også, at jeg blev nødt til at acceptere, hvordan min situation var. I begyndelsen føltes det som et nederlag, men jeg var også nødt til at tage ansvar for mit eget liv, og hvad jeg ønskede mig, siger Elsebeth, der ikke havde lyst til at blive mor i en sen alder.
Fik et chok ved første scanningsbillede
Hos lægen blev hun sendt videre til en fertilitetsklinik. På forhånd havde Elsebeth bestemt sig for, at hun ville have en lukket donor, hvilket betyder, at barnet aldrig vil kunne spore sit fædrende ophav. Et halvt år senere havde behandlingen båret frugt. Graviditetstesten viste to streger, og den kommende mor var lykkelig.
Spændingen steg, som maven voksede, og trods en svær fødsel var det en lykkelig Elsebeth, der tog hjem med sin lille dreng i liften.
Selv om hverdagen var meget anderledes end tidligere, var Elsebeth ikke i tvivl om, at lille Bastian skulle have en lillebror eller -søster.
Læs også: Derfor valgte jeg et donorbarn
– Det havde hele tiden været min plan, at jeg ville have flere børn. Jeg synes ikke, at Bastian skulle være enebarn, og jeg ville gerne have, at de kunne få så megen glæde af hinanden som muligt, så aldersforskellen skulle ikke være for stor, fortæller Elsebeth, der endnu en gang opsøgte klinikken for at blive insemineret.
Efter et stykke tid var en positiv graviditetstest endnu en gang en realitet, men da hun så det første scanningsbillede, fik hun et chok.
– Jeg skulle lige blinke med øjnene for at se, om jeg så rigtigt. Var det virkelig tvillinger? Min første tanke var, at det var løgn, og min næste tanke, at det kunne jeg slet ikke overskue, fortæller Elsebeth, der de følgende dage overvejede, om hun skulle have en abort.
Der blev grædt mange tårer og tænkt mange tanker, men til sidst tog hun en beslutning. Hun skulle have sine børn. Hvis hun satte sig for at klare det, skulle det nok gå.
Har ikke et sekund fortrudt sit valg
Det er kun 10 uger siden, at Elsebeth gik ind ad døren med tvillingerne Willas og Asmus, og selv om hun er beskæftiget fra tidlig morgen til om aftenen, har hun ikke et sekund fortrudt sit valg.
– Selvfølgelig kan det være hårdt, men mest af alt er det dejligt og livsbekræftende. Det eneste, jeg savner, er én at dele af de sjove oplevelser med. Når Willas og Asmus kan noget nyt, eller når Bastian siger noget sjovt, så kan man godt savne en far, der synes, at de er lige så fantastiske som jeg, siger Elsebeth, der ikke har opgivet drømmen om kærligheden.
