Livsstil

Når børnene flytter hjemmefra

25. september 2014 af Charlotte Højlund Foto: Charlotte Højlund
Det kan være svært at give slip på børnene, når de flytter hjemmefra. Huset føles underligt tomt, og det er fristende at fylde tomrummet ved at tilbyde at ordne en masse praktisk for dem. Lad være med det, lyder familieekspert Charlotte Højlunds råd. I stedet giver hun tip til, hvordan du bedst slipper de store børn fri.

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter


Fra syv til fem

Min næstældste, Karoline på 18 år, er flyttet hjemmefra, samtidig med at hendes søster, Kamille på 16, er rejst et år til Brasilien som udvekslingsstudent.
Fra at være en familie med syv hjemmeboende børn er her nu "kun" fem. Det er meget mærkeligt, og huset føles underligt tomt.

Et stort savn

Jeg er fyldt med et enormt savn, for det er gået så hurtigt, fra at vi har haft daglig kontakt, til at vi kun ses med ugers mellemrum.
Kamille kommer hjem igen om et års tid, mens det er mere tvivlsomt med Karoline, der endnu ikke ved, hvor hun skal læse videre. Jeg ved godt, at hun har været på vej væk i et stykke tid. Siden hun fik fast kæreste for et halvt år siden, har hun ikke været meget hjemme. Men alligevel savner jeg hende rigtig meget i min hverdag.

LÆS OGSÅ: Gode råd til at tackle din teenager

Samtidig ved jeg godt, at det er det rigtige, der er ved at ske. Hun er en voksen, selvstændig pige, og jeg må tro på, at jeg har gjort det godt nok, til at hun nok skal klare sig. Og det gør hun, lige som alle de andre unge mennesker før hende.
Her får du mine råd til slippe de store børn fri:

Gode råd når barnet flytter hjemmefra

? Stol på, at du har rustet dem godt nok til, at de kan klare det.

? Tro på, at "No news is good news". Hvis du ikke hører fra dem konstant, er det formentlig, fordi de har det godt.

? Vær sikker på, at de nok skal spørge, hvis de har brug for hjælp.

Støt deres beslutning

? Støt dem i deres beslutning og lad den være helt op til dem - i stedet for at tænke på dine egne følelser.

? Det er svært at give slip, men det er dine følelser - ikke deres.

? Vid, at det er det rigtige, der sker: At vores børn bliver selvstændige og flytter, har hele tiden været vores mål som forældre.

LÆS OGSÅ: Sådan får du mere tid til dig selv

? Sørg for, at de ved, at din dør altid er åben, hvis de har brug for det.

Lad dem selv klare det praktiske

? Lad være med at tage dig af for meget praktisk for dem som madlavning, betale regninger, vaske tøj og så videre, medmindre de beder om hjælp. Jo hurtigere de kan klare sig selv, jo bedre.

? Hjælp dem alt, du kan, men vent, til du bliver spurgt. For meget hjælp kan blive omklamrende. Husk på dit 3-4 årige barns evige remse "Vil selv! Kan selv!"

? Giv dem ikke skyldfølelse over at være flyttet. Det er ikke deres ansvar, at du føler sorg og savn.

? Udnyt din nye frihed til at gøre noget af alt det, du ikke havde tid eller overskud til, da der var (flere) hjemmeboende børn. Nu er det din tid igen.

LÆS OGSÅ: Barndommens milepæle: Fra barn til voksen

Et fælles projekt

Allerede et år, inden Karoline valgte at bo for sig selv, begyndte hun at samle sammen. Når vi gennemgik ting i køkkenet eller ryddede op, satte hun mentale "gule sedler" på det, hun gerne ville have med. Og når vi var på loppemarked eller i genbrugsforretninger, købte vi forskellige småting til hende, som hun skulle bruge i sit fremtidige nye liv som udeboende.
På den måde begyndte flytningen med små skridt, og for mig har det gjort den nemmere at acceptere følelsesmæssigt, fordi jeg har haft lang tid til at forberede mig. Og for Karoline (og mig) er den også blevet nemmere at overkomme økonomisk, fordi mange af hendes ting er indkøbt over længere tid.

Sponsoreret indhold