Når den lille bliver stor
Fornylig blev jeg interviewet af et par piger fra 9. klasse om udviklingen fra barn til voksen. De spurgte blandt andet om, hvordan det påvirker barnet og familien, og det fik mig til at tænke over, hvordan mine relationer til børnene er skiftet, efterhånden som de er blevet ældre.
På med tøjet
Jeg siger ikke helt så ofte "skat" til dem - i hvert fald ikke med "lille" foran. Vi kysser mindre (hvis overhovedet) og pubertetens blufærdighed har været svær at takle. Jeg har aldrig haft problemer med at gå rundt nøgen derhjemme, men nu må jeg pludselig dække mig til, fordi det er svært for dem, hvis jeg ikke gør. Jeg har også tænkt over, hvor langt jeg vil gå alene af hensyn til dem, og hvad jeg stadig vil have lov at "diktere" i mit eget hjem.
Bekymringen varer hele livet
Men jeg synes også, at det er skønt at have store børn. Vi har nogle andre samtaler, og jeg er glad for, at jeg stadig har noget at byde på, så de spørger mig til råds inden større beslutninger og sender sms-beskeder om, at der er noget, vi skal tale om, når de kommer hjem.
Lige præcis den slags beskeder kan jeg dog godt undvære, for de får mig til at gå og grue over, hvad der kan være i vejen - og hvor alvorligt det mon er!
Og det er nok den største erkendelse: At jeg altid vil være bekymret, fordi mine børn altid vil være børn for mig, uanset hvor gamle de bliver.
Fra lille til stor
Barndommen har nogle milepæle, hvor man som forældre skal vænne sig til, at den lille er blevet en smule større:
? Det første autoritetstab for forældrene kommer med skolestarten. Nu overgår klasselæreren en som sandhedsvidne, for i barnets øjne har læreren altid ret. Skolestart er også begyndelsen på en mere udtalt selvstændighed.
? Midterstadiet, hvor man hverken er barn eller voksen, indtræffer sammen med puberteten og dækker de første teenageår. Det er en tid med mange "første gang", og nu udfordres vi virkelig af barnet, der har travlt med at blive voksen og alligevel ikke rigtig er det. Her er store følelser på spil i forhold til venner, veninder og især den første forelskelse.
LÆS OGSÅ: Mellem barn og teenager - de følsomme tweens
Stor udenpå - lille indeni
? Når barnet skifter fra grundskole til ungdomsuddannelse, skal det pludselig stå mere på egne ben. Det skal træffe mange valg og bliver ikke holdt i så stram snor længere. Men de fleste er stadig små indeni, så det er en hårfin balance mellem at give slip og stadig være der for dem. Forældrerollen ændrer sig fra den opdragende til den mere støttende.
? 18-års dagen markerer i høj grad, at man er voksen. Det er man også juridisk, men da mange stadig bor hjemme, er der alligevel et stykke vej endnu. Den unge har endnu meget at lære, og udfordringen som forældre er ikke at tale ned til ham, men samtidig guide ham videre i livet.
LÆS OGSÅ: Gode råd til at tackle din teenager
På egne ben
? Når den unge flytter hjemmefra, er han for alvor voksen og overtager det fulde ansvar for sit liv. Han skal selv betale regninger, sørge for indkøb, madlavning og tøjvask og have så meget økonomisk sans, at der er penge sidst på måneden.
? Man er altid nogens barn, uanset hvor gammel man bliver. Selv har jeg stadig følelsen af at være barn i forhold til min mor, og jeg kan mærke, at hun har et større ansvar for mig end omvendt.
