Livsstil

Nytår for børn

28. december 2013 af Charlotte Højlund Foto: Charlotte Højlund
Nytårsaften skal også være børnenes fest, og hvis du tager en smule hensyn til dem og deres sengetid, kan det også ende med at blive en skøn fest for de voksne

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter


Fest og fyrværkeri

Julen er overstået, og lige om lidt er det tid til at tage den nye kjole på, fordi den står på "årets fest" med dejlig mad, højt hår, nytårshat og fyrværkeri.

Siden barndommen har jeg haft et ambivalent forhold til fyrværkeri. På den ene side synes jeg, at det er noget af det smukkeste ikke-naturskabte, der findes. På den anden side er jeg skræmt fra vid og sans, for jeg har altid haft en naturlig respekt for krudt og kugler.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Især som voksen og forælder er jeg blevet nervøs ved fyrværkeri. Måske du også husker, at der for et par år siden var flere historier om små børn, der kom til skade eller mistede livet ved fyrværkeriulykker, som hverken de eller deres forældre var skyld i? De historier rørte mig dybt.

Men min nervøsitet skal ikke lægges over på børnene, og derfor bliver der også fyret af hjemme hos os, dog i mindre omfang, for fyrværkeri er dyrt. Men flot er det, og det skal mine børn også have lov at opleve, selv om de voksne tænder, og alle er iført sikkerhedsbriller ...

Nytår med børnene:

Nogle opfatter juleaften som børnenes fest og nytårsaften som de voksnes, men nytåret kan godt fejres, så der bliver plads til alle:

¤ Vælg en menu, som (næsten) alle kan lide. Det behøver ikke at betyde spaghetti med kødsovs, bare der er noget, som alle kan være med på.

¤ Del middagen op. Spis forretten tidligt, hvis der er mindre børn med. Så får de lidt at spise, og I kan nå dronningens tale, inden I tager fat på hovedretten.

LÆS OGSÅ: Lækker dessert til årets sidste aften

¤ Lad børnene pynte op. De elsker at arrangere de fine ting, og så er de beskæftigede, mens de voksne er i køkkenet.

Ingen grund til diskussion

¤ Lad børnene selv bestemme deres tøj. Der er ingen grund til at diskutere, om den fine kjole eller skjorte skal på eller ej. Det er ikke den, der afgør, om aftenen bliver hyggelig.

¤ Skål med børnene. De elsker at være en del af vores traditioner, så køb en børnechampagne og server den i et pænt glas.

¤ Del aftenen op, så børnene når det hele, selv om de ikke kan holde sig vågne til midnat. Fyr fyrværkeri af om eftermid-dagen og spis kransekage og skål i champagne ved 22-
tiden. Så går de små ikke glip af alt det sjove, og de voksne kan hygge videre bagefter.

¤ Lav skiftehold dagen derpå. Selv uden tømmerænd kan det være hårdt at skulle tage sig af mindre børn dagen derpå. Del jer op, så den ene forælder tager morgenen, og den anden formiddagen.

En menu for alle aldre

Det kan være en udfordring at servere lækker mad, som børnene også er vilde med. Jeg har efterhånden fået indført en nytårsmiddag, som alle herhjemme er glade for. Den får du til inspiration:

¤ Forret: Avocado med ruccolasalat, rejer, kaviar, creme fraiche, finthakket løg og små ristede brød. Voksne og store børn spiser det hele, og de små får lov at vælge deres favoritter.

¤ Hovedret: Oksesteg, ovnbagte kartofler, hjemmelavet bearnaisesauce, en god salat eller grøn-sager. Her kan de fleste børn være med.

¤ Dessert: Pærer Belle Helene, altså friske pærer kogt i sukkerlage med vanilje serveret med en god vaniljeis og hjemmelavet chokoladesovs.

¤ Hjemmelavet kransekage: Det er nemmere, end du tror - bare husk at bruge æggehvide i glasuren i stedet for vand.

LÆS OGSÅ: Fin med stjerner - flotte øreringe, du selv kan kreere

Sponsoreret indhold