Livsstil

Opdrag dine børn forskelligt

31. marts 2016 Af Charlotte Højlund Foto: Charlotte Højlund
Forskelsbehandling er lig med ligestilling, og derfor skal du opdrage dine børn forskelligt alt efter deres personlighed og temperament. Familie-ekspert Charlotte Højlund giver dig tip og børneopdragelse.

– Jeg forstår ikke, hvorfor I vil have så mange børn. Men når nu det skal være, er det præcis sådan nogle som jer, der skal have det. I formår at se dem alle som individer. De er ikke bare en flok ...
Den kommentar fik jeg for flere år siden af min papmor, og det var helt klart ment som et kompliment, at børnenes far og jeg ikke behandlede vores mange børn ens. Det er vigtigt, for når man formår at se sine børn som enkeltindivider – uanset om man har to eller syv – ser man dem som de unikke personer, de hver især er.
Jeg kan ikke tale på samme måde til et følsomt barn, som jeg ville gøre det til et mere robust og selvstændigt. Så ville jeg netop komme til at forskelsbehandle og dermed give børnene forskellige vilkår. Enten ville det følsomme barn få en uforholdsmæssig hård behandling, eller det robuste barn ville få mulighed for at krybe udenom. For med forskelsbehandling tænker jeg især på det, der har med deres personlighed at gøre.

LÆS OGSÅ: Gå dine regler for børneopdragelse efter

Hvis du er så heldig at have fået mere end et barn, har du sikkert tænkt, at det er utroligt så forskellige børn, der kan komme ud af de samme gener. At de samme biologiske forældre kan producere så forskellige mennesker – i udseende, temperament, følsomhed og ikke mindst personlighed.
Hvis ikke vi forældre ser det, vil vi netop komme til at gøre forskel på vores børn.
Derfor blev jeg glad, da Kamille for nylig kom med denne kommentar: – Jeg kan godt lide, at man hos os får lov til at være sig selv og sige sin mening – også selv om den ikke altid er positiv. Vi får lov til at være os, sådan som vi nu en  gang er ...

Mine børn er syv store personligheder:

Mine syv børn har meget forskellige personligheder. Måske du kan genkende en eller to af dem fra din egen familie?

Sebastian: Privat, ambitiøs og målrettet. Især som mindre havde han tit behov for at være i fred og ikke blive presset for meget. Selv om han også var åben, skulle han tit have lidt ”hjælp”, da han ikke selv søgte kontakten. Og på trods af at han altid har været meget dygtig i skolen, havde og har han brug for ros.

Karoline: Åben, temperamentsfuld og fællesskabsorienteret. Vil altid gerne hjælpe, men helst sammen med andre – ellers føler hun sig ikke værdsat. Som mindre skulle hun opmuntres til at tænke på sig selv i stedet for på alle andre.

Kamille: Helt sin egen. Hun har altid haft sin egen verden, og det generer hende ikke, at hun ikke er som alle andre. Kan lide sit eget selskab og har en stærk personlighed, vilje og frygtløshed. Hendes egen verden er en styrke, men til tider svær at håndtere i en familie, fordi hun ”forsvinder” ind i den.

LÆS OGSÅ: Undgå jalousi mellem søskende

Sylvester: Glad, positiv og meget drenget. Men han er også både hjælpsom, dygtig og har styr på sine ting. Meget pligtopfyldende, så lige som med Karoline skal jeg passe på, at han ikke trækker for meget af læsset, bare fordi han ikke gør vrøvl.

Sophus: Viljestærk, stædig, skarp og med en enorm selvtillid. Han har altid haft en klar holdning til alt og giver sig ikke uden videre. Har til tider et ekstremt temperament og skal derfor have meget klare grænser. Heldigvis falder han hurtigt ned, og han bærer aldrig nag.

Luna: Den ”nemme”, dygtig, positiv, hjælpsom og kreativ. Hun er på mange måder et alt for ”nemt” barn, men fordi hun gerne hjælper, skal jeg passe på ikke at glemme hende, så hun også får opmærksomhed. Hun har også en meget kreativ side.

Lykke: Rigtig efternøler og en ”drengepige”. Hun ved præcis, hvad hun vil, og hvordan hun får sin vilje. Hendes ældre søskende forguder hende, og hun får alles opmærksomhed. Hun skal have klare grænser, så hun ikke bliver for styrende. Hun er også sød, charmerende, vellidt og har et stort tryghedsbehov.

 

 

Sponsoreret indhold