Livsstil

P-piller påvirker system i hjernen, der er koblet til depression

16. juli 2020 af Frederik Guy Hoff Sonne, Videnskab.dk Foto: Panthermedia
Et endnu upubliceret studie peger på, at p-piller ændrer ved kvinders serotoninsystem. – Vi skal forstå, hvad det gør ved kvinders psykiske helbred, siger forskeren bag.

Mere end 100 millioner kvinder på kloden tager p-piller. De hjælper mange, men der er også flere kendte bivirkninger ved præventionsmidlet.

Det er blandt andet kendt, at p-piller kan øge risikoen for depression, angst og andre psykiske lider blandt nogle af kvinderne.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Hvorfor det sker, og hvordan p-pillerne virker på brugernes hjerne, ved vi til gengæld ikke så meget om. Men nu er vi måske blevet en anelse klogere, skriver Videnskab.dk.

Et nyt studie fra Rigshospitalet viser nemlig, at p-piller kan påvirke serotoninsystemet, der kobles til depression og angst.

– Studiet rejser en stærk mistanke om, at p-piller betyder meget for hjernens fundamentale kemi. Det giver stof til eftertanke og kan måske forklare, hvorfor nogle kvinder ikke tåler p-piller, fortæller den ledende forsker bag, Vibe Frøkjær, til Videnskab.dk.

Vibe Frøkjær er overlæge og klinisk forskningslektor ved Regions Hovedstadens Psykiatri og Københavns Universitet og på Rigshospitalets Neurologiske Forskningsenhed. Studiet er optaget, men endnu ikke publiceret i tidsskriftet Acta Psychiatrica Scandinavica.

Ændring i serotoninsystemet

I studiet har man undersøgt PET-skanninger fra 53 raske kvinder, hvoraf 16 af dem var på p-piller. PET-skanninger er en billedundersøgelse, hvor du får sprøjtet et radioaktivt mærket sporstof med meget kort halveringstid ind i kroppen, inden du bliver skannet.’

Læs mere på Videnskab.dk: Skal jeg holde pause med p-pillerne?

Her fandt eksperterne fra Rigshospitalet, at der var en "markant" ændring i p-pille-brugernes serotoninsystem, sammenlignet med kvinder der ikke brugte p-piller.

– Kvinderne på p-piller havde nedsatte serotonin-modtager-niveauer med 9-12 procent. Serotoninsystemet er med til at få hjernen til at arbejde sundt og godt, så det betyder, at deres hjerner er dårligere forbundet med hensyn til basale funktioner, som har betydning ved depression, forklarer Vibe Frøkjær.

Mere teknisk fandt forskerne, at det var serotonin 4-receptoren i hjernen, der så ud til at være lavere niveauer af. Det er potentielt set et problem, da det er disse receptorer, der får neuronerne i hjernen til at tale sammen.

Forklarer mulig kobling til depression

Når serotoninen ikke kan få neuronerne til at tale effektivt sammen, kan det muligvis lede til depression og betyde noget for behandlingen af depression. Lykkepiller går eksempelvis ind og stabiliserer niveauet af serotonin, så neuronerne kan tale sammen.

– Den klassiske opfattelse af depression er, rent hjernekemisk i hvert fald, at der mangler serotonin mellem neuronerne, fortæller Michael Winterdahl, lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Læs mere på Videnskab.dk: Kvinder på p-piller havde mere kærlighedshormon – og det er ikke en god ting

Michael Winterdahl er ikke involveret i det nye studie, men han har læst det for Videnskab.dk, og han kalder det for et "super-relevant studie".

– Det viser jo, at serotonin-systemet på en eller anden måde er påvirket, siger han, men påpeger samtidig, at studiet ikke direkte svarer på, om der skruet op eller ned for serotonin-produktionen i hjernen, eller om det i virkeligheden er antallet af de små modtager-enheder på cellerne, receptorerne, der er påvirket af p-pillerne.

– Det en brik i puslespillet, en fin og vigtig brik, men det forklarer ikke fuldstændig koblingen mellem depression og p-piller, siger Michael Winterdahl, der også er aktuel med et studie, der viser en kobling mellem p-piller og et forhøjet niveau af det sociale hormon oxytocin.

Det er vigtigt at pointere, at det kun er et fåtal af kvinder på p-piller, der oplever depressive symptomer. For nogle kvinder kan p-piller eksempelvis også virke stabiliserende på humørsvingninger.

Andre artikler på Videnskab.dk

Hvorfor er mænd hårdest ramt af COVID-19?

Hvornår får vi p-piller til mænd?

Fup og fakta om kønshormoner: Hvordan påvirker de egentlig hjernen?

Sponsoreret indhold