Livsstil

Piger med krudt i

25. november 2010 af Mikkel Milsgaard
Det er ikke altid let at finde et tilbud for børn med ADHD i de almindelige idrætsklubber. Sådan er det ikke i Høje Gladsaxe ved København, hvor Anne- Marie Myrung har et danse- og rytmikhold specielt for ADHD-piger

Hver mandag fra 16.30 til 17.30 står Anne-Marie Myrung i spidsen for et danse- og rytmikhold i Høje Gladsaxe ved København. Holdet henvender sig specielt til piger med ADHD, som ikke har mulighed for at finde egnede fritidstilbud i de almindelige idrætsklubber. Hos Anne-Marie får de mulighed for at blive aktiveret og bruge en masse energi i stedet for at sidde hjemme foran tv'et eller computeren. ADHD er en forkortelse for diagnosen: Attention Deficit/Hyperactivity Disorder. Det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet. En diagnose, som tusindvis af danske børn lever med.

Læs også: Ingen skal slå mine piger

- Mit mål og min forhåbning er, at de får noget kropsforståelse og finder et socialt samvær, som de ikke kan finde andre steder. Men de skal først og fremmest have det sjovt, siger Anne-Marie Myrung.
For pigernes forældre var det et lille mirakel, da der endelig kom et tilbud, som kunne imødekomme de noget specielle behov, som følger med en ADHD-diagnose. Og for pigerne selv er mandag blevet en favorit-dag.

- Jeg bliver glad af at være sammen med dem. De er så umiddelbare. Folk, der ikke kender dem, tænker måske, at de er vilde eller uopdragne. Men jeg har en helt anden opfattelse af dem, fordi jeg ved, at de ikke kan gøre for, at de er sådan, siger Anne-Marie Myrung.

Det koster 300 kroner per måned at deltage. Nogle får støtte gennem kommunen. Der er pt. syv på holdet, men Anne-Marie ser gerne, at der er 10 på et hold.

[email protected]

Læs også: Endelig forstår mor mig

Sponsoreret indhold