Livsstil

Psykedeliske stoffer hjælper måske mod depression

30. september 2015 af Videnskab.dk Foto: All Over Press
Danske forskere skal for første gang lave et forskningsprojekt, hvor en række forsøgspersoner testes med det psykedeliske stof psilocybin. Projektet har til hensigt at undersøge stoffets påvirkning af hjernen.

Hippierne var berygtede for at trippe på svampe, men til foråret er det helt almindelige danskere, der stiller deres hjerner til rådighed og i videnskabens navn skal tage det psykedeliske stof. Det skriver Videnskab.dk.
Forsøgene er de første af deres slags i Danmark, og de er en del af et nyt dansk forskningsprojekt, hvor et hold forskere fra Neurocentret på Rigshospitalet skal undersøge, hvilke effekter stoffet har på hjernen.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Ser lovende ud

De danske forskere vil i samarbejde med engelske forskere også undersøge, om psilocybin kan have en positiv effekt på psykiske lidelser som depression. Og det er en god idé, lyder det fra kollegaen Sebastian Leth-Petersen, som er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og ikke selv har været en del af studiet.
- Det kan kun gå for langsomt med at finde ud af, hvordan psilocybin virker. Det ser så lovende ud, og stoffet i sig selv virker til at være så sikkert, fordi vi har kendt til det i årtusinder. Så jeg kan næsten ikke se nogen grund til ikke at undersøge, om det skulle kunne behandle psykiske lidelser, siger Sebastian Leth-Petersen, som selv forsker i stoffers påvirkning af hjernen.

Læs også: Psykedeliske svampe kan måske få dig til at kvitte smøgerne

Det er ikke første gang, at forskere tester det psykedeliske stof på mennesker. I udlandet har forskere allerede lavet flere menneskeforsøg med psilocybin. Blandt andet testede forskere i USA stoffet til behandling mod angst og depression hos døende kræftpatienter i 2011.
Forsøgene viste, at stoffet gjorde patienterne bedre i stand til at håndtere deres dødsangst og samtidig havde en antidepressiv effekt hos patienterne.

Humøret blev forbedret

Engelske forskere undersøgte sidste år psilocybins påvirkning af hjernen på raske unge mænd. De fandt ud af, at forsøgsdeltagernes humør blev forbedret efter at have haft den psykedeliske oplevelse. De observerede endda, at psilocybinen havde sænket aktiviteten i de dele af hjernen, som er overaktive, når man er deprimeret.
Dermed håber forskere, at psilocybin i fremtiden kan bruges til behandling af depression.
- Depression er en frygtelig sygdom, som vi ikke er særligt godt i stand til at behandle. Der er for mange, som ikke bliver hjulpet, og derfor skal man finde nogle behandlinger, som virker. Der er helt klart et potentielt behandlingssigte i det her, siger professor på Neurocentret på Rigshospitalet Gitte Moos Knudsen.

Læs også: Depression skal kureres med psykedeliske stoffer

Sebastian Leth-Petersen påpeger, at selvom andre lande har testet psilocybin, er der fortsat behov for mere forskning på området - også fra danske forskere.
- Hvis man skal kunne sige noget definitivt om, hvordan stoffet virker, skal det testes på tusindvis af mennesker og i forskellige populationer. En ting er, at man har lavet terapi mod angst og depression i USA, men det er med amerikanske terapeuter og patienter på den anden side af Jorden. Og bare fordi det virker for nogle patienter der, så er det ikke ensbetydende med, at det virker her, siger han.

Læs også: Forskning i psykedeliske stoffer vokser eksplosivt

Psilocybinsvampen er ulovlig i Danmark, men de danske forsøgspersoner behøver alligevel ikke at være bange for ubehagelige virkninger, når forsøget går i gang til foråret, siger Sebastian Leth-Petersen.
Han påpeger, at stoffet allerede er testet på hundredvis af forsøgspersoner i kliniske forsøg, hvor der ikke er fundet bivirkninger.

Vis skepsis

Heller ikke Gitte Moos Knudsen ser grund til bekymring.
- Der er altid en vis skepsis over for kemi, der påvirker hjernen, og det skal der vel også være. Men det er et ret velafprøvet stof, det er ugiftigt og der er ikke noget misbrugspotentiale. Egentlig er der jo ikke noget at være så frygteligt bekymret for. Hvis vi kan lære noget og hjælpe nogle mennesker, ville det jo være fantastisk. Det er jo det, der er målet, siger Gitte Moos Knudsen.

Depression kan skade hjernen

LSD hjælper alkoholikere

Sponsoreret indhold