Sådan får du styr på hverdagens mange opgaver

Hvem der havde en vaskekone
Når jeg holder foredrag, og vi når til spørgetiden, handler spørgsmålene ofte om ”Hvordan?” – Hvordan får du det til at løbe rundt med så mange børn? – Hvordan klarer du hverdagen? og især denne her: – Jeg har rigeligt med to børn, så hvordan overkommer du så mange?
Jeg skal gerne indrømme, at det heller ikke altid er let. Og jeg ville virkelig gerne have en vaskekone. Ikke en rengøringskone, men en vaskekone, der kom en gang om ugen og vaskede, tørrede og lagde vores vasketøj sammen og på plads. Det kunne jeg godt bruge, og det er jeg vist ikke ene om. Jeg er med i en lukket gruppe på Facebook, der hedder ”Mange børn”, og ud over vi flittigt deler billeder af børnene og taler om graviditeter og fødsler, ser jeg mange fotos af enten tomme eller fyldte vasketøjskurve. For vasketøjet fylder – både fysisk og mentalt.
Skru forventningerne ned
Men ellers svarer jeg, at det først og fremmest handler om at skrue forventningerne ned – både til os selv, vores liv og vores hjem. Vi skal finde andre og bedre forbilleder end dem, der vises i medierne. Ingen af os har de samme økonomiske vilkår som for eksempel vores kronprinsesse, statsminister eller de andre kvindelige ministre. Alligevel er det gerne dem, der fremhæves, og den standard, vi forsøger at leve op til. Det er dumt, for det hverken kan eller skal vi.
LÆS OGSÅ: Sådan ruster du dine børn
Vi skal heller ikke sammenligne os med veninderne på Facebook. Vi skal bare være os – mødre på hver vores måde. Og så skal vi i stedet lade vores børn være dommere over vores indsats. Så vil man hurtigt opdage, at man faktisk er verdens bedste mor (næsten) hver dag.
Hvis hverdagen føles for hård:
¤ Kast et kritisk blik på, hvor du bruger din energi? Bruger du den på det, der for alvor betyder noget for dig og din familie, eller forsøger du at leve op til udefrakommende krav?
¤ Kig også på, hvordan du bruger din tid. Kan nogle af opgaverne uddelegeres til mand, børn eller en betalt, hjælpende hånd? Måske er det slet ikke nødvendigt at køre børnene til fritidsaktiviteterne, hvis de er store nok til selv at klare transporten?
¤ Tænk over, om du kan skrue ned for ambitionerne, både hvad angår dit hjem, dit arbejde, børnenes og dine egne fritidsaktiviteter. Der er ingen, der kan leve op til damebladenes mange gode råd om, hvordan du bliver den perfekte mor, kæreste, kvinde, løber og så videre ...
Vær dig selv
¤ Lad være med at sammenligne dig med forbilleder fra medierne eller Facebook. Begge steder er der tale om selviscenesættelse, og ingen har det perfekte liv i den virkelige verden. Når offentlige personer står frem i pressen, eller vi poster billeder af smukke børn, lækre middage, skønne løbeture og flotte kager fra børnehavens sommerfest, er det kun det positive, vi viser frem. Ingen hænger deres beskidte vasketøj til tørre udenfor.
¤ Overvej dine prioriteringer. Hvad er vigtigst? Hvordan dit hjem og dine børn ser ud udadtil eller at I alle er glade? Skidtet løber ingen vegne, og designermøblerne kan komme, når der ikke længere er små børn i hjemmet og måske flere penge at rutte med.
LÆS OGSÅ: Demokrati eller diktatur i familien
Kan er lig med skal:
Hvis du kan, skal du! Det er en sætning, jeg har yndet at bruge i en del år, og jeg synes, at den er vigtig i forhold til børneopdragelse.
Børn kan langt mere, end vi giver dem lov til. De kan mere, end de selv tror, og meget mere end deres forældre tror. Jeg ved godt, at det ofte tager længere tid, når børnene selv skal tage tøj og sko på og smøre madpakken. Men jo mere de får lov at øve sig, jo bedre og hurtigere bliver de.
Der er også den fordel, at alt det, de selv kan, skal du ikke gøre. Dermed får du mere tid til alt det sjove – enten sammen med børnene eller alene.
Og når de selv får lov til at vælge tøjet, smøre madpakken og øse maden op, udrydder du også mange af de konflikter, der ofte opstår mellem børn og forældre. Derfor er er kan lig med skal, og det vinder alle ved.
LÆS OGSÅ: Så meget hjælper danske børn til i hjemmet: Små flittige hænder