Sådan hjælper du de tykke børn

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Fedme kan føre til mobning
Mange børn har set Anders Matthesens 10 år gamle film "Terkel i knibe", hvor klassens tykke pige, Dorrit, begår selvmord. Selv havde jeg det først svært med, at mine børn så den. Jeg syntes ikke, at de skulle grine af noget så alvorligt som mobning og selvmord.
LÆS OGSÅ: Nadia tabte sig: Jeg vil aldrig mere mobbes
Det viste sig dog, at de var meget opmærksomme på, at den slags problemer ikke var morsomme i virkelighedens verden, og at grunden til latteren var chok over, at man kunne sige og gøre så forfærdelige ting. Og så åbnede filmen for samtaler om svære emner og ikke mindst moral og god opførsel.
Svært at tale om
For der er emner, der er svære at tale om, og det gælder for eksempel overvægt hos børn. Og hvis vi fortier problemet, er der stor risiko for, at det bliver værre, og overvægt er stadig er en hyppig kilde til mobning.
Vi lever i en underlig tid. På den ene side er der enormt fokus på sundhed og motion, og samtidig har modellerne på alverdens catwalk aldrig været tyndere og mere sygelige at se på. På den anden side vi oplever en eksplosion i overvægtsproblemer - også hos børn.
Netop overvægt hos børn kan være svært at erkende for os forældre. For de er jo bare børn. Vores børn. Og vi elsker dem uanset hvad.
Pas på med at fokusere for meget på vægten
Jeg mener, at man skal være varsom med at gøre vægt og kost til et for stort fokusområde. Vi behøver ikke alle passe ind i den utroligt slanke model, og nogle af os vil være større end en størrelse 38 som voksne, og det er helt okay.
Men hvis vores børns vægt ændrer sig meget i løbet af en kort periode, og det giver dem fysiske eller psykiske gener, skal vi være der med al den støtte, opmuntring og motivation, vi kan mønstre. Målet skal dog altid være realistisk.
LÆS OGSÅ: Mobning gav Louise en spiseforstyrrelse
Vi bliver federe:
I dag er hvert femte barn i Danmark overvægtigt. Det er mange - omkring fem-seks stykker i en almindelig skoleklasse. Prøv at tænke tilbage på din egen skoletid. Nej, vel? Der var ikke så mange tykke børn. Og netop det, at det er så udbredt, betyder, at vi har svært ved at se, hvis vores egne børn er overvægtige. De ligner jo bare de andre.
LÆS OGSÅ: Skoleidræt stopper overvægt
Grunden til den såkaldte fedme-epidemi er, at vi i dag spiser langt mere fedt og sukker end tidligere, og at vi bevæger os mindre. Regnskabet går ikke op længere, for vi tilfører kroppen mere brændstof, end den kan nå at forbrænde. Den gode nyhed er, at vi kan gøre noget ved det alene ved at ændre vores kost og få sundere motionsvaner.
Det bør vi gøre for vores børns skyld, for overvægt grundlagt i barndommen følger langt de fleste ind i voksenlivet med risiko for en hel række livsstilssygdomme.
Tjek selv efter: Er dit barn for tyk?
¤ Se på dit barn: Er det for buttet? Hvalpefedt er ofte begyndelsen på overvægt, der kan blive værre med årene.
¤ Hvis dit barn er lidt for rundt, er det en god idé at finde ud af, om barnet er overvægtigt. Du kan enten spørge jeres læge eller selv beregne barnets BMI.
¤ Se på barnets taljemål og buksestørrelse. Passer de nogenlunde til alderen? Vokser barnet hurtigt ud af livvidden i sine bukser? Tager det hurtigt på i vægt?
¤ Se også på dig selv. Hvis du vejer for meget, har barnet større risiko for at udvikle overvægt. Både barnet og resten af familien kan undgå overvægt ved at få sundere vaner.
(Kilde: enletterebarndom.dk)