Sådan passer du på parforholdet i julen

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Julen er en skøn tid, men den er også hård ved mange parforhold. Det er ikke uden grund, at netop januar er en af de store skilsmissemåneder. Knagede det lidt inden julens komme, kommer det nemt til at knage en hel del mere efter.
Hvorfor så det? Fordi vi har (måske urealistisk) høje forventninger til julen. Til hvad den skal være, og hvordan vi skal have det sammen.
Der er nærmest et krav om, at vi skal hygge os, og i en hel måned skal vi som familie og især forældre vise ekstra stort overskud, være i godt humør og have et aktivitetsniveau langt ud over normalen - samtidig med at vores bankkonto rippes for alt, og lidt til.
Krise i julen
Det kan give enhver stress og tære på det overskud, som der måske ikke var meget af i forvejen. Sådan har det i hvert fald været hjemme hos os, og vi har haft vores største kriser i parforholdet i forbindelse med jul og nytår.
Men forrige år fik vi sat ord på problemerne. Vi fik snakket om, at julen altid sætter os under et enormt pres, og vi gav hinanden hånd på at være mere opmærksomme på det og forsøge at vise hinanden mere overskud. Det har hjulpet.
Hvis du også oplever julen som særlig hård ved dit parforhold, skal I få talt om det. Så snart der kommer ord på, bliver det hele lidt nemmere ...
LÆS OGSÅ: Giv plads til far i børnenes liv
Sådan overlever parforholdet
¤ Sig "nej tak". I behøver ikke at sige ja til alle invitationer, og slet ikke, hvis det presser familien. Få kigget på, om der er nogle aktiviteter, I kan skippe.
¤ Del jer op. Det er ikke nødvendigt, at hele familien møder op, hver gang der foregår noget i institutionen eller sportsklubben. Hvis I deler jer op, kan I give hinanden nogle tiltrængte pauser.
¤ Forvent mindre af hinanden. Man kan ikke bare vælge at være i godt humør, fordi kalenderen viser december. Bær over med hinanden, selv om (eller måske fordi) det er jul.
¤ Skru ned for ambitionerne. Der bliver hurtigt sat pres på weekenderne, hvis der skal bages 10 slags småkager, laves hjemmelavet konfekt, klippes julehjerter og fældes juletræ, og I også skal rundt til forskellige familiemedlemmer, som byder på gløgg og æbleskiver. Prioriter tiden, så der er plads til jer.
Sæt ord på frustrationerne
¤ Få sat ord på. Tal om, hvad der stresser jer hver især, og find løsninger, hvor I skåner hinanden.
¤ Læg et budget og hold det. Der er ikke noget ved den perfekte jul, hvis den giver økonomisk efterslæb i flere måneder - det er også lige til skænderier i januar.
¤ Husk julens budskab - og hav det med dig hele tiden. Når vi taler om "Hjerternes fest", er det netop kærligheden, vi fejrer. Husk på kærligheden til familien, så er det nemmere at bære over med en forkert farve på kuglerne, et mindre pænt træ eller en sovs, der blev for tyk eller tynd.
LÆS OGSÅ: Charlotte Højlunds tips til at komme gennem skilsmissen