Livsstil

Sådan tackler du børn med temperament

8. juni 2015 Charlotte Højlund Foto: Charlotte Højlund
Det kan være svært at bevare fatningen, når børnene skændes, slås eller bliver rasende arrige over et eller andet - og det hjælper absolut ikke, hvis du også hidser dig op. Familie-ekspert Charlotte Højlund giver tip til at tackle børn med temperament - også hvis du selv har det ...

Jeg vil altså ikke

Sophus på 10 år giver mig nogle udfordringer i øjeblikket. Det har han gjort før, men der har været ro i lang tid, så det kom bag på mig, da han i lørdags endte i et enormt slagsmål med sin bror, Sylvester på 12 år. Dagen efter nægtede han at spille fodboldkamp – faktisk ville han aldrig spille fodbold mere!
Lørdag måtte jeg tage hjem fra et klassearrangement i 8-årige Lunas klasse for at skille drengene ad, og søndag tog det mig halvanden time at tale Sophus ned og overtale ham til at spille kamp.

Svært at sætte ord på vreden

Søndagens optrin var til dels min egen skyld, fordi jeg havde glemt at gøre ham opmærksom på, at han skulle spille. Jeg ved ikke, hvorfor lørdagens slagsmål løb løbsk, for drengene var sammen med deres storebror, Sebastian, som ellers har et godt tag på dem.
Sophus har svært ved at sætte ord på, hvad der sker med ham i øjeblikket. Jeg tror, at han reagerer på, at hans far og jeg er flyttet fra hinanden. Det benægter han, men han ved måske heller ikke selv, hvad der er galt.
Og selv om man er en erfaren mor, kan man komme til kort, især når man også har temperament. Det har jeg, men jeg har lært, at det er det sidste, jeg skal give udtryk for, når Sophus går amok.

LÆS OGSÅ: Skæld mindre ud

Men hvorfor lod jeg ham ikke bare slippe for fodbold i søndags? Det gjorde jeg ikke, fordi han også meldte fra i sidste øjeblik forleden, og fordi jeg ved, at han bagefter er glad for at have været med. Og ikke mindst fordi jeg tror på, at vi forældre ofte ved, hvad der er bedst for vores børn.
Søndag blev løsningen, at vi alle tog med til kampen, og på vej derover spurgte jeg, om det var bedre, når jeg var med. Det var det. Og så meldte Sophus i øvrigt ud, at han gerne ville spille kamp både den dag og fremover – og at han også vil fortsætte til fodbold.

LÆS OGSÅ: Opdrag børnene med ros og tålmodighed

Sådan gør du:

Hvis du har temperament:

● Brug ”tæl til 10”-tricket. Det hjælper faktisk at lukke øjnene og tage et par dybe vejrtrækninger, inden man fortsætter snakken.
● Styr dig så godt, du kan – at råbe af en, der råber, får kun alle endnu højere op i det røde felt.
● Tal roligt, men bestemt. Du behøver ikke hæve stemmen, selv om den
anden gør det.
● Giv dig selv en time out, hvis det er rigtigt slemt, og det ikke er nok at tælle til 10. Gå en tur udenfor eller ind i et andet rum, indtil du er faldet ned og kan fortsætte samtalen stille og roligt.

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du dine børn at håndtere vrede

Hvis dit barn har temperament:

● Lad være med selv at hidse dig op – det gør det kun værre.
● Rum hans udbrud, selv om det er svært.
● Udtryk forståelse for hans modstand, men hold fast i dine krav, hvis de er vigtige for dig.
● Giv ham en time out, selv om det er en udskældt metode. Du behøver ikke kalde det en time out, men giv ham en mulighed for gå væk og at falde til ro, så I bagefter kan tale sammen.
● Lav klare aftaler. Det er hverken bestikkelse eller at give køb på sine principper, men et udtryk for, at I respekterer hinandens ønsker.
● Hold ham tæt ind til dig, selv om det kan være svært, og han stritter imod. Den fysiske kontakt, fornemmelsen af de varme arme og lyden at dit hjerte beroliger, så han falder ned.

LÆS OGSÅ: Børn må godt skændes

 

Sponsoreret indhold