Sådan tackler du de vilde drenge

Hvor mange gange skal jeg sige det knægt?
Hvis du som jeg har drenge, ved du, at de ikke altid hører efter. Det er ikke, fordi de er frækkere end piger, men de kan være ret distræte og har derfor sværere ved at forstå selv simple beskeder.
Hvis du ikke selv har drenge, har du sikkert lagt mærke til familie og venners sønner og undret dig over, at de ikke forstod det samme, som dine egne døtre gjorde.
Derudover kan drenge trække en del veksler på tålmodigheden, fordi de generelt er mere fysisk aktive, og de har ofte et meget veludviklet konkurrencegen, der gør, at brødre jævnligt ryger i totterne på hinanden. Når det er sagt, er det min erfaring, at det som regel er hurtigt overstået.
LÆS OGSÅ: Sjove lege for mødre og sønner
Men drengenes distræte væsen og store energi i førskole- og indskolingsalderen betyder, at de tit bliver set på som ”ikke skoleparate”. Det er en fejl, de skal bare tackles på en anden måde.
Er det forstokket at se så firkantet på køn? Det er det sikkert, men der er noget om snakken – generelt. For selvfølgelig kan man finde piger, der opfører sig vildt og voldsomt. Ligesom man kan finde drenge, der er stille og rolige og ikke har problemer med at sidde på en stol i en stiv time, selv om de kun er 6 år.
Men hvis vi er opmærksomme på, at der årsager til de generelle forskelle på piger og drenge, vil vi også nemmere kunne håndtere dem.
Sådan hjælper du din søn:
¤ Giv din dreng en pause og lad ham spille et spil, løbe en tur rundt om huset eller hoppe op og ned på stedet – det skal helst være noget fysisk.
¤ Giv klare beskeder, så han ikke skal gætte sig til, hvad du vil have ham til.
¤ Tal i korte, klare sætninger i stedet for de lange forklaringer, vi ofte giver vores børn. Det kan lyde hårdt at sige: - Nu skal du tage tøj på. Men en kort, præcis besked forstås lettere end en lang forklaring om tid og travlhed, og alt det vi skal nå.
Lad være med at forvirre
¤ Nøjes med en besked af gangen, så han ikke bliver forvirret. Selv om skoene er samme sted som jakken, skal du bede ham om først at hente en af delene og tage den på. Han vil hellere gå to gange end blive forvirret.
¤ Ros i stedet for at skælde ud, så han ikke føler sig forkert. Ros han, når han gør det godt, og drop at skælde ud, når det ikke helt lykkes.
(Kilde: Hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen)
LÆS OGSÅ: Danskerne vil helst have piger
Seks forskelle på drenge og pigers hjerner:
¤ Drenges hjerner er senere udviklet end pigers. Helt konkret handler det om pandelapperne, der er senere udviklet hos drengene. Drenge er 9-10 år, før de kan koncentrere sig om en besked
¤ Når børn er omkring 5-6-år, kommer stoffet myelin til deres hjerner. Der gør, at de kan reagere på de beskeder, de får. Men myelin kommer hurtigere hos pigerne. Der kan være op til halvandet års forskel på piger og drenges hjerneudvikling.
¤ I 0. og 1. klasse kæmper mange drenge med koncentrationen, fordi de stadig mangler myelin i deres pandelapper.
¤ I 2. og 3. klasse er forskellen mindsket, men den er stadig markant, og det er først i 4.-5. klasse, at drengene har indhentet pigerne.
¤ I puberteten falder drengenes myelin-niveau igen.
¤ I 0.klasse kan en pige koncentrere sig i cirka 22 minutter ad gangen, hvor en dreng kun kan i 12 minutter.
(Kilde: Hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen)