Sex i fjernsynet påvirker ikke teenagere

Hvis du er bekymret for, at dine teenagebørn ser for meget Paradise Hotel eller Sex and The City og måske får lidt for mange gode ideer, er der godt nyt.
Et nyt stort meta-studie har nemlig gennemgået 22 studier med flere end 22.000 deltagere, og konklusionen lyder, at sammenhængen mellem medieforbrug og seksuel adfærd er minimal. Det skriver Videnskab.dk.
- Selv hvis vi havde set en sammenhæng, ville det være svært at konkludere, om det er medievanerne, der øger den seksuelle adfærd eller omvendt, men vi finder slet ikke nogen eller i hvert fald kun en meget svag sammenhæng, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er medforfatter på studiet, psykolog ved Københavns Universitet og ph.d.-studerende i medier, teknologi og computerspil ved IT-Universitetet.
Læs også: Fordrukne teenagere tager flere chancer
Rollemodeller
I 1961 og 1963 udførte den amerikanske psykolog Albert Bandura eksperimenter, hvor han lod børn iagttage en voksens adfærd over for en dukke.
I et af forsøgene boksede den voksne til dukken, og da vedkommende forlod lokalet, begyndte barnet også at bokse til dukken.
Albert Banduras teorier hævder, at vi lærer gennem det, han kalder for positive rollemodeller.
Derfor kunne man også være tilbøjelig til at tro, at teenagere og unge måske ville gøre ligesom Carrie Bradshaw i Sex and The City, men det gør de tilsyneladende ikke.
- Hvis man ser hende have usikker sex og slippe afsted med det, kunne man tro, at unge ville forsøge at gøre det samme, men det viser forskningen ikke. Måske er det, fordi de unge godt ved, at der er tale om fiktion - men det kan også være, at der mange andre faktorer, der spiller ind på deres sexliv end lige medievanerne, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.
- Ud over at de unge nok godt kan kende forskel på fiktion og virkelighed, er der jo også meget biologi i seksualitet. Det kan også være, at vennegruppen har større indflydelse end medierne, foreslår Rune Kristian Lundedal Nielsen.
Læs også: Hash i teenageårene medfører permanente ændringer i hjernen
Bekymrede amerikanere
Der er ingen danske studier med i meta-studiet, og det er ikke tilfældigt.
Det er ikke, fordi forskerne har valgt dem fra, men simpelthen fordi de ikke eksisterer.
- Det virker, som om amerikanerne går mere op i det her, og i virkeligheden er meget bekymrede for, at de unge har sex, siger han og fortsætter:
- I et amerikansk studie kalder forskerne det faktisk for "media-exposure", og det, synes jeg, lyder lidt spøjst. Man kan jo have et job, hvor man bliver udsat for passiv rygning eller måske stråling, men langt størstedelen af de medier, vi bliver "udsat" for, vælger vi jo selv. Det kunne tyde på, at forskerne i højere grad ser det som noget negativt, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.
Læs også på Videnskab.dk
Sex-sms’er er en normal del af teenageres udvikling
