Sort uheld kan være hovedårsagen til kræft

Kræft kan ramme tilfældigt
Kræftforskningen står over for et paradigmeskifte. Vi bliver nødt til at gentænke, hvordan vi tackler kampen mod kræft.
Sådan lyder budskabet fra de to kræftforskere Bert Vogelstein og Christian Tomasetti fra det amerikanske universitet Johns Hopkins School of Medicine.
På et pressemøde i Washington onsdag formiddag offentliggjorde de resultaterne af en stor undersøgelse af årsagerne til kræft, og Videnskab.dk fulgte med.
Studiet viser, at to ud af tre kræftmutationer er forårsaget af helt tilfældige fejl, der sker i forbindelse med den naturlige celledeling.
Læs også: Forskere: Vi finder aldrig en kur mod kræft
Tilfældige fejl
Tilfældige fejl i celledelingen tegner sig for hele 66 procent af alle kræftmutationer, mens miljø- og livsstilsfaktorer forklarer 29 procent af kræftmutationer. De resterende fem procent opstår på grund af genetisk arv.
Her er der tale om et gennemsnit på tværs af mange forskellige kræfttyper. Fordelingen varierer meget imellem de forskellige typer, men de tilfældige fejl er hovedårsagen til kræftmutationer i de fleste tilfælde.
- Forskningen markerer et brud med den gængse forestilling om årsagerne til kræft. Man har haft en mistanke om, at tilfældige fejl ved celledeling spiller en rolle, men nu er det for første gang målt og dokumenteret, siger Christian Tomasetti, lektor i biostatistik og medforfatter til studiet.
Læs også: 2 ud af 3 kræfttyper kan ikke undgås med sund livsstil
Det er ikke deres skyld
For de kræftpatienter, som gennem hele livet har levet sundt og fulgt alle sundhedsanbefalinger, og for hvem genetisk arvelighed heller ikke spiller nogen rolle, kan det virke mystisk, hvorfor netop de rammes af sygdommen.
Men studiet viser, at de formentlig bare har været uheldige. Der var intet, de kunne have gjort for at undgå sygdommen.
- Vi håber, at det giver komfort til de mange millioner patienter, der har fået kræft på trods af en forbilledlig livsstil. Det samme gælder forældre med kræftramte børn. Budskabet er, at det ikke er deres skyld, siger studiets anden forfatter professor Bert Vogelstein, der leder Kimmel Cancer Center på Johns Hopkins.
Læs også på Videnskab.dk.
Kan immunsystemet helbrede alle former for kræft?
Studie antyder: P-piller kan beskytte kvinder mod kræft i 35 år