Livsstil

Stress blev starten på et nyt liv for Nete og Nick

21. november 2016 af Kristian Bo Eriksen
Foto: Steen Wrem
– Min mands stress blev begyndelsen på et nyt og bedre liv for vores familie, siger Nete Maj Højgaard. Hun og hendes stressramte mand sadlede om, rejste ud i verden og fandt både hinanden og lysten til et andet liv – bl.a. med et barn mere.
Stress fik Nete og Nick til at sadle helt om.

Nete og Nick har fundet roen. I et lille hus på Langeland. Med nyt arbejde, nye drømme og en lille nyfødt pige.

– Man kan godt sige, at min mands sygdom gjorde vores liv meget bedre, siger Nete Maj Højgaard, 30, som vi har lært at kende i tv-dokumentaren ”Jagten på det gode liv”, der rullede over skærmen på DR for sidste gang i torsdags.

Så farligt er stress

Nete smiler, stryger sin lille nyfødte datter over ryggen, inden hun bærer hende lidt væk for stille og roligt at give Nia Luna lidt mad.

En dejlig og fin pige. Med langt, mørkt hår og to levende øjne, der hele tiden prøver at fokusere på omgivelserne. Nysgerrig og allerede tydeligt optaget af at lære om sit helt nye liv.

Stress fik krop og psyke til at sige stop

For tre år siden var Nete også nybagt mor – dengang til sønnen Neo, og både hun og hendes kæreste, Nick, var travlt optaget af at skabe rammerne for den lille ny familie. Måske havde de lidt for travlt.

Det havde Nick i hvert fald. Han er kok og arbejdede som souschef på en populær restaurant i Odense, hvor de boede, og der var fuld fart på. Ofte kom arbejdsugerne op på både 60 og 80 timer, og tankerne fortsatte typisk med at kværne, når Nick endelig var kommet hjem.

Test dig selv: Hvor stresset er du?

Samtidig var han lige blevet far, og det ville han også gerne være en aktiv del af. Men til sidst sagde både psyken og kroppen stop.

– Jeg blev angst, fik forhøjet blodtryk og kunne ikke sove. Mit hjerte gik helt amok, så jeg blev undersøgt grundigt, og der var sådan set ikke noget i vejen med mit hjerte, siger Nick Pedersen, 34.

Stoppede med at arbejde

Til sidst sagde en læge til ham, at han havde stress.

– Jeg havde det rigtig slemt den sommer. Så jeg måtte erkende, at det kunne jeg ikke holde til. Så Nete og jeg begyndte at tale dybt alvorligt om, hvordan vi egentlig ønskede at leve, siger han stille.

I første omgang blev de enige om, at Nick måtte stoppe med at arbejde, for at hans stress ikke skulle udvikle sig til dybt alvorlig sygdom.

– Han havde det skidt. Det var synd, siger Nete om sin mand dengang.

– Jeg håbede hele tiden, at han selv ville indse, at det ikke kunne blive ved. Godt, at han til sidst gjorde det. Det var godt for ham, men det har også været godt for os andre, tilføjer hun.

– Faktisk skammede jeg mig over, at jeg ikke kunne klare det. Men heldigvis blev vi enige om, at jeg – og vi – skulle have en timeout, siger Nick.

Primitiv bolig

Nick og Nete begyndte at tale endnu mere om, hvad de gerne ville have ud af livet. Hurtigt blev de enige om, at det ikke var at eje en hel masse.

Men de var også enige om, at de gerne ville rejse. Opleve andre kulturer og møde nye mennesker. Og da Nete var på barsel, samtidig med at Nick havde sparet lidt op, mens han arbejdede, blev de enige om at rejse til Mauritius for at få absolut ro til at blive enige om deres fremtid. Tre måneder var de væk.

Sådan undgår du stress: 10 gode råd

– Vi fandt hinanden som familie. Det var rigtig godt, at vi tog afsted, siger Nete.

Da de kom hjem, installerede de sig i et lille, primitivt kolonihavehus i Odense. Det gik meget godt, så længe vejret var varmt, men huset var uden varme og strøm, og det var ikke sjovt at bo der med et barn, når kulden bed.

Men det var billigt og gav familien mulighed for igen at komme ud at rejse. Denne gang til Barbados, som familien vendte tilbage til året efter.

Gravid igen

Hjemme i Danmark købte Nete og Nick en gammel campingvogn. De fik den indrettet med et køkken og slog sig ned i Marstal på Ærø hele sidste sommer, hvor de solgte vegetarmad fra vognen til turisterne i Æreskøbing.

– Det var da sjovt. Vi havde en fest. Vi havde travlt og synes selv, vi solgte en masse. Men da sommeren var slut, måtte vi indse, at vi ikke kunne tjene penge på den måde. Men rent menneskeligt var det en succes, siger Nete.

I mellemtiden var Nete også blevet gravid. Under den seneste rejse til Barbados sad de en dag i en bus og talte om fremtiden.

Pernille fik stress af sine børn

– Vi så hinanden dybt i øjnene og blev enige om, at vi skulle have et barn mere, siger Nete.

Med et barn mere på vej følte parret, at det nok var tid til lidt fastere rammer. De begyndte at se sig om efter et hus. Det var sådan set lige meget, hvor i landet det lå, det skulle bare koste under 500.000 kr. og være i orden.

For hverken Nete eller Nick har talenter for håndværk, så de ville helst ikke kaste sig ud i et projekt, der krævede meget af den slags arbejde. Det tog nogen tid, men til sidst dukkede det rigtige hus op.

Børnenes trivsel er vigtigst

I udkanten af Rudkøbing på Langeland ligger det hvide, romantiske hus med bindingsværk og en skøn lille have, hvor Neo kan lege, og hvor familiens høns frit kan pikke i jorden.

Og det er så her, at det nyeste medlem af familien, lille Nia Luna, er kommet til. 

– Det vigtigste for os er, at vores børn har det godt. Og vi tror, de har det bedst ved at være så meget sammen med deres forældre som muligt, siger Nete, der går hjemme med børnene, mens Nick snart begynder på barsel fra sit arbejde som handicaphjælper.

Sådan undgår du stress i julen

Så er familien samlet hele tiden, og det glæder de sig til.

– Alle i familien skal være glade. Ikke kun de voksne. Så vi er meget opmærksomme på børnenes behov, siger Nick.

Lever i nuet

Parret har ikke sluppet drømmene om at rejse ud for at lære endnu mere om andre mennesker. De er så småt ved at planlægge næste tur, men ved endnu ikke helt, hvor den skal gå hen.

Undgå at hunden får stress af babyen

– Vi prøver at leve i nuet. Man ved alligevel aldrig, hvad der sker, lige meget hvor grundigt man planlægger. Det kan da godt være, at vi bliver nødt til at leve på en anden måde, når Neo og senere Nia Luna begynder at gå i skole. Men så må vi jo gøre det. Vi er ikke bange for forandring. Men en ting er sikkert. Vi skal aldrig derud igen, hvor man bliver syg af stress, siger Nick.

Her kan du se flere billeder af familien:

Stress fik Nete og Nick til at sadle om

Sponsoreret indhold