Til kamp mod lusene

Lykke på 4 år klør sig i håret.
– Jeg tror, du skal i bad, skat. Du har vist lus, siger jeg.
– Okay, men jeg vil ikke have noget i håret – kun vand, svarer hun.
LÆS OGSÅ: 8-årige blev voldtaget og dræbt: Her er de sidste billeder
Jeg undlader at kommentere svaret for ikke at starte en diskussion, men gør det klart, at hun skal i bad efter aftensmaden. Ellers kan hun ikke i komme i børnehave, for så får de andre børn også lus.
Luna på 9 hører vores samtale og proklamerer, at hun også har lus. Det undrer mig, for hun klør sig ikke, og hun har ikke sagt noget om det tidligere. Men hun insisterer, og aftalen bliver, at vi alle tre går i bad og får en hjemmelavet lusekur. Jeg er bange for, at lusene også er hoppet på mig, efter at jeg har delt seng med pigerne de seneste nætter.
Sophus på 11 kommer hjem fra trampolin, og da han hører om lusekuren, vil han også have en. – Har du også lus? spørger jeg.
Ulækkert og møgbesværligt
– Det ved jeg ikke, men lad mig bare få det i for en sikkerheds skyld, siger han, og jeg gør en ordentlig portion kur klar til fire.
Jeg hader lus af et godt hjerte. Det er ikke, fordi det er farligt at have lus, men det er lidt ulækkert, og så er det møgbesværligt, når man er så mange som hjemme hos os. Heldigvis har alle prøvet det før, og der er ikke længere det bøvl, skrigeri eller gråd, der var før i tiden.
Det er dog stadig ikke sjovt, men åbenbart noget, der hører med til barndommen, for i dag får hvert andet barn mellem 3-10 år lus en gang om året.
Selv om det er almindeligt, er lus stadig noget, vi forbinder med skam – det er lidt flovt at have lus. Det har ikke noget på sig, for lusene er ligeglade med, om håret er rent eller beskidt. Det eneste, der er flovt, er, hvis man ikke gør noget ved det. Det skylder vi alle hinanden.
LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper du en anden af børnefamiliens plager: Slip af med fodvorterne
Sådan bekæmper du lus
¤ Der findes et utal af luseprodukter på markedet, men de er generelt dyre, og lusene er blevet immune over for en del af dem. Personligt foretrækker jeg produkter uden kemi, der i stedet kvæler lusene. Det kan de heller ikke blive immune overfor.
¤ Almindelig, gammeldags kæmning med en tættekam er stadig et af de mest effektive bekæmpelsesmidler. Jeg bruger kamme af metal, fordi de ikke bøjer så let og holder længere.
¤ Hvis håret fugtes og tilsættes balsam, er det relativt nemt at kæmme selv langt hår. Lusene sidder stille, og kammen kan nemt redes igennem håret.
¤ Er dine drenge ofte plaget af lus, kan du overveje at klippe dem helt kort i en periode. Det bryder lusene sig ikke om.
¤ Langhårede piger beskyttes en smule mod lus, hvis de har opsat eller flettet hår.
LÆS OGSÅ: Slip for lus: Sådan kæmmer du håret
Min egen effektive kur
Jeg har en tydelig barndomserindring, hvor jeg sidder på køkkenbordet hjemme hos min mormor sammen med min søster, og vi begge får en ildelugtende væske i håret. For at undgå, at væsken løber ind i øjnene på os, har mormor lagt en pølse af vat rundt om vores hoveder langs hårgrænsen.
Jeg fandt senere ud af, at min mormor brugte sprit, og da jeg selv som voksen blev træt af de høje priser på luseprodukter, fandt jeg denne opskrift: En del sprit og to dele balsam rystes sammen i melryster eller røres sammen i en skål. Fordel blandingen godt i tørt hår, dæk med en badehætte og lade blandingen sidde i 15-30 minutter, inden du skyller håret. På grund af balsammen lugter blandingen næsten ikke af sprit, og den har en tyk konsistens, der ikke løber.
LÆS OGSÅ: Fem fremmede ammede hendes søn
Fakta om lus
¤ Lus kan kun overleve nær hovedbunden, hvor der er varmt og fugtigt, og de kan suge blod.
¤ Lus rammer oftest børn i 3-11 års-alderen, men alle med en hårlængde på over en halv centimeter kan få lus.
¤ En voksen lus er cirka tre millimeter lang, og den er lysegrå til næsten sort i farven.
¤ Lusenes æg klæber fast til hårene. Æggene er små, hvide og kan ligne skæl til forveksling.
¤ En voksen lus lever i cirka tre uger og lægger 5-8 æg om dagen.
¤ Lus vandrer fra hoved til hoved – de kan ikke hoppe.
¤ Piger får oftere lus end drenge, fordi de som regel har længere hår.
¤ Lus er ligeglade med, om håret er rent eller beskidt.
