Tre søstre føder samme dag

I Irland sidder der en mormor med et kæmpe smil. Indenfor mindre end et døgn har hun fået hele tre nye børnebørn – og nummer fire er lige om hjørnet.
Læs også: 16-årig mor blev student
Tre søstre og tre børn
For Mairead Fitzpatrick var det hendes første barn. Hun var også den første til at føde. Den 1. september klokken 3.25 om natten kom hendes lille dreng Thomas til verden.
Klokken 11 fik hendes søster Joeline Godfrey sit andet barn, Sorcha, som kom til verden ved et planlagt kejsersnit.
Den tredje søster Bernie Ward blev mor til sit tredje barn, drengen Phelim, kl. 20.25.
Som om det ikke var nok, så venter deres fjerde søster, Christina Murray, lige nu på barselsgangen på samme hospital. Hun havde termin den 30. august med sit fjerde barn, men er gået over tid.
- Vi har aldrig oplevet noget lignende. Vi har alle fire søstre her. Vi er glade for, at alt er gået godt, siger Mary Salmon, manager på fødegangen på Mayo General Hospital i byen Castlebar i Irland.
Se videoen: Fra gravid til fødsel på 90 sek.
Tilfældighedernes spil
- Det er sjovt, at det skete på den her måde, siger den yngste søster Mairead til Irish Mirror.
- Jeg havde termin den 28. august, Bernie havde termin præcis på dagen, 1. september, og Joeline fik et planagt kejsersnit, forklarer hun og uddyber:
- Det er mit første barn, Joelines andet og Bernies tredje. Og det bliver Christinas fjerde barn.
Christina indrømmer, at hun er en smule skuffet over, at hun ikke deler dagen med sine tre søstre.
- Forhåbentlig føder jeg i dag eller i morgen, siger den højgravide søster.
De fire søstre har også en bror. Han bor i England, er single og har ingen børn.
- Han håber, vi holder barnedåb for dem alle den samme weekend, så han ikke skal rejse frem og tilbage fire gang. Det er det eneste, han er nervøs for, siger Mairead.

Søsterne med de stolte fædre.