Livsstil

Trillingen fik selv trillinger

27. november 2017 af Caroline larsen, Foto: Niels Hougaard og private
Petra og hendes mand Mads havde to gange før gået med håbet om, at der voksede liv i hendes mave. Men begge gange fik de den nedslående besked, at Petra havde aborteret. De var ved at opgive håbet om at blive forældre indtil den dag, de fik beskeden om tredobbelt gevinst - trillinger.
trillinger

Gravid med trillinger

Petra står med en positiv graviditetstest i hånden, men denne gang føles anderledes sammenlignet med hendes tidligere graviditeter. Hun er plaget af voldsom kvalme og har en tid til en scanning i uge 8. 

Der er intet at frygte, men scanningen går ikke helt som forventet. 

For der er ikke bare ét, men hele tre bankende hjerter i Petras mave. Den erfarne gynækolog, en ældre herre omkring de 70 år, bliver mere og mere befippet, for hver gang han opdager et bankende hjerte, mens Petra og hendes mand Mads får et grineflip. De er i chok over den glædelige nyhed. 

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Læs også: Efterlader trillinger på hospitalet

Lang ventetid

Selv om de nybagte forældre ikke var forberedte på at gå fra to til fem, var de lykkelige over familieforøgelsen. Men også samtidig skræmte. Det var svært at nyde graviditeten, for lige under overfladen lurede frygten for at miste børnene. Parret havde to gange tidligere oplevet, at det kunne gå galt under graviditeten. Og ved trillingegraviditeter er der tilmed øget risiko for komplikationer. 

Allerede fra uge 19 blev Petra sygemeldt fra sit arbejde som HR-konsulent i Ikea. Drømmen om at dyrke graviditetsyoga blev droppet, og i stedet flyttede Petra ind i sin seng. Hun var meget træt og besværet af den store mave, der var på størrelse med en oppustet badebold. Og hun blev forpustet bare af at komme ud af sengen. Hendes krop var belastet af at bære rundt på tre, og hun kunne ikke andet end at ligge og vente. Og ventetiden var lang. 

20 med til fødslen

For at komme igennem den lange graviditet havde Petra opstillet delmål. I første omgang ville hun over uge 28, hvor de fleste trillinger fødes for tidligt, næste mål var at komme over uge 32, for Petra og hendes trillingesøskende blev født i uge 33, og næste mål var uge 34, som Petra gennemførte, da børnene kom til verden i begyndelsen af uge 35. 

Selv om Petra havde set frem til denne dag i lang tid, var hun faktisk slet ikke klar til, at det skulle være nu. Men da en undersøgelse viste, at hun var ved at udvikle svangerskabsforgiftning, skulle det gå hurtigt. Dagen efter undersøgelse ville lægerne foretage et kejsersnit. 

– Den nat sov jeg slet ikke. Jeg kan huske, at jeg ringede til Mads og spurgte, om han var klar til at blive far i morgen, og så kan jeg bare høre, at han panikker, fortæller Petra. 

Den 1. juni 2017 var den lille operationsstue proppet med 20 mennesker med hvide kitler, der var klar til at modtage børnene. Der gik kun et minut, så var alle tre børn kommet til verden. De vejede 1.700, 1.900 og 2.000 gram og blev hurtigt lagt i kuvøse og fik hjælp til at trække vejret. 

Derfor får du tvillinger

Efter fire dage blev familien overflyttet til Hillerød Hospital, fordi børnene var for friske til at blive på Rigshospitalet. Med sin vandrejournal i hånden blev Petra kørt til Hillerød Hospital i en ambulance, mens hendes børn lå sammen i én stor kuvøse i en anden ambulance, og Mads måtte træde på speederen i familiens bil. 

– Jeg tudede hele vejen, for jeg syntes, at de var alt for små. Jeg var ikke klar til at skulle være væk fra dem endnu, forklarer Petra. 

På hospitalet fik de sat tingene i system og synkroniseret børnene, så de spiste og sov på samme tid, for ellers ville de nybagte forældre ikke lave andet end at skifte bleer og give sutteflaske. 

System i hverdagen

Hver gang trillingerne var blevet skiftet eller havde fået mad, blev det nøjsomt bogført. Og det kan hurtigt løbe op, for i løbet af en dag når Petra og Mads at skifte 21 bleer og give 18 flasker modermælkserstatning. 

Efter en måneds tid fik familien lov til at komme hjem til huset i Stenløse, hvor de sidste ting var kommet på plads efter flytningen. 

Enæggede trillinger: Som at vinde i lotteriet

De var nervøse for at stå på egne ben med de små rollinger, men også spændte på at indlede deres nye tilværelse som far, mor og børn. De blev hurtigt enige om at dele nætterne mellem sig, så de kunne få en sammenhængende søvn og være klar til morgendagens strabadser. 

Tredobbelt glæde

At få tre børn i ét hug har også fået betydning for, hvordan Petra og Mads ser på sig selv. De er blevet mere tålmodige, og der skal meget til, før de bliver slået ud af kurs, når man som dem har prøvet, at børnene har grædt uafbrudt i 11 timer. De nybagte forældre har lært at holde hovedet koldt og reagere hurtigt i pressede situationer. 

Trillinge-mor har narkolepsi

Selv om Petra og Mads kigger misundeligt efter dem med en enkelt barnevogn, vil de ikke bytte deres liv for noget. Det er hårdt arbejde at have trillinger, men glæden er også tredobbelt. 

Når børnene bliver større, kan de for alvor få glæde af hinanden, og huset vil sikkert føles helt tomt og stille uden de tre små. Alligevel har parret ikke planer om flere børn, så hvis Petra bliver skruk i fremtiden, må hun nøjes med en hund. 

Tag et kig i galleriet herunder og se flere billeder af Petra, Mads og deres trillinger.

Galleri: Trillingen der fik trillinger

Sponsoreret indhold